Sociale medier
12. oktober 2022

Med et enkelt klik kan hun redigere sin krop tyndere. Tendensen er skræmmende

Influencer Danae Mercer viser, hvordan man så let som ingenting kan manipulere billeder og redigere sin krop. Det er dybt bekymrende, mener hun.
Af: Signe Thomsen
capcut

Foto: Instagram/Danae Mercer/Em Clarkson

Med en ny opdatering til en af de største videoredigeringsapps, Capcut, kan du med ganske få klik få længere ben, smallerede talje og større bryster.

Influencer Danae Mercer har offentliggjort en video, hvor hun viser, hvor skræmmende nemt det er at manipulere sine billeder med den nye funktion.

– Det er det mest overbevisende, jeg nogensinde har stødt på, og det er dybt bekymrende, skriver hun på sin Instagram-profil.

Det gør ondt i mit hjerte

Det er ifølge Danae Mercer utrolig nemt at bruge funktionen, faktisk langt nemmere end med andre apps.

Teknologien, som gør det muligt at redigere kroppe, bliver mere og mere almindeligt på sociale medier, og det er efterhånden svært at gennemskue, hvilke kroppe der er redigerede, og hvilke der ikke er.

Danae Mercer mener, at opdateringen især er bekymrende, fordi appen er populær hos de unge, og der reklameres bl.a. for den på TikTok.

Det gør ondt i mit hjerte, de unge fortjener bedre, skriver hun på Instagram.

En bekymrende tendens

I en tid, hvor sociale medier er blevet en stor del af hverdagen, kan brugen af billedredigeringsprogrammer skabe et urealistisk billede af, hvordan en krop skal se ud.

I kommentarfeltet til Danae Mercers opslag beskriver flere deres bekymringer.

– Jeg er bange på vegne af mine børn og deres venner. Jeg er motiveret til at ruste dem til at gennemskue teknologien.

Andre foreslår tiltag, som blokerer for redigerede billeder i feedet.

– Nu hvor det er en ting, burde der være en software, som giver dig mulighed for at blokere videoer/billeder, der bruger den type redigerings-apps.

En reminder til alle

Det er langt fra første gang, at der bliver udvist bekymring for billedredigering på sociale medier.

Også influenceren Em Clarkson minder sine følgere om, hvor nemt det er at blive snydt af billeder på sociale medier.

– Vi ved efterhånden alle sammen, at kropsredigeringsprogrammer findes. Men det er vigtigt at anerkende, at det faktisk bliver brugt i høj grad, fortæller hun i en video på Instagram.

I videoen demonstrerer hun, hvor nemt det er at gøre taljen mindre, hofterne bredere, brysterne større, benene længere og tyndere, ændre struktur i ansigtet og endda øjenfarve.

Det er en reminder til alle, næste gang de ser noget på Instagram og føler sig usikre, siger hun.

Læs også