Krop & velvære

Marita og hendes datter Nathalie fik begge brystkræft, mens de var gravide

To ud af tre af kvinderne i familien Posth har haft brystkræft. Mor Marita på 54 år og datteren Nathalie på 34 fik begge diagnosen, mens de var gravide. Jennifer på 21 valgte for nyligt at blive testet for, om hun også har arvet genet for brystkræften.

Marita Posth var 33 år og gravid med sit tredje barn, da hun opdagede at det ene bryst var lidt skævt.

- Der sker jo en masse med kroppen under en graviditet, så jeg tænkte ikke mere over det der, siger Marita.

Blot et par måneder senere, fandt Marita en hård knude i brystet. En ultralyd og en biopsi senere fik hun beskeden: det var brystkræft.

- Min første tanke var: ”Skal jeg dø nu?” Jeg var midt i mit liv og havde to børn derhjemme, som var afhængige af mig. Og hvad skulle der ske med barnet i min mave? Alt blev kaos.

Marita og hendes mand havde bestemt sig for at være åbne overfor børnene om situationen og samtidig forsøge ikke at gøre dem bekymrede. Men børnene Nathalie - som på det tidspunkt var 13 år - og hendes bror, kunne mærke at noget var galt:

- Mor og far opførte sig anderledes. De sagde ikke noget til os, når vi skændtes med hinanden. Da de fortalte det, var jeg trist, selvom jeg ikke rigtig forstod, hvad det betød, siger Nathalie.

Marita fik kemobehandlinger som nybagt mor

Maritas datter Jennifer, som lå i hendes mave, da hun fik brystkræft, blev født ved planlagt kejsersnit i syvende måned. Marita havde allerede fået opereret sit ene bryst væk, og hun skulle nu begynde med kemobehandlinger.

- Jeg havde det frygteligt dårligt og kastede hele tiden op. Samtidig skulle Jennifer have mad hver tredje time, siger hun.

For storesøster Nathalie var det både en lykkelig og forfærdelig tid.

- Jeg var så lykkelig over, at vi havde fået lille Jennifer, og samtidig havde mor det så dårligt. Jeg husker, at mor lå i sengen hele tiden.

- Hun var deprimeret og sagde, at hun ikke ville leve. Far tog fri fra arbejdet og var hjemme og tog sig af alting, siger hun.

Det var først bagefter, Marita helt forstod, hvad hendes børn havde gennemgået.

- Jeg havde været så optaget af at overleve - både fysisk og psykisk. Børnene ville ikke vise deres frygt, så de gik udenfor og stod og græd i stedet for, siger hun.

- Jeg så ikke, hvor dårligt de havde det. Det følte jeg skyld over dengang, men samtidig var alting så utrolig hårdt. Vi gjorde det så godt, vi kunne.

Eftersom Marita via en gentest fik bekræftet, at hun var bærer af genet BRCA1, valgte hun at få opereret sit andet bryst væk. Og det var heldigt. I det fjernede bryst fandt man forstadiet til kræft.

Hun fik også bortopereret sine æggestokke, fordi genet øger risikoen for både brystkræft og æggestokskræft.

LÆS OGSÅ: Tre vigtigte ting, du skal vide om brystkræft

Nathalie fandt en knude, da hun var gravid

Rimelig hurtigt begyndte Marita at overveje, om der var en risiko for, at døtrene havde arvet hendes sygdom. Det er nu 20 år siden, hun var syg, og dengang mente lægerne ikke, hun behøvede bekymre sig for døtrene.

- Jeg gik til kontrol regelmæssigt, og ved et tilfælde spurgte jeg lægerne, om det ikke var en god idé at teste om mine døtre havde en forhøjet risiko for brystkræft. "Nej, det er ikke nødvendigt", var deres svar. Og det lyttede jeg til.

For fem år siden, da Nathalie var 29 år gammel og gravid, fandt hun en hård knude i højre bryst. Mærkeligt nok blev hun ikke bekymret:

- Det mest sandsynlige var, at det var en hævet kirtel eller noget i den stil, tænkte jeg. Alligevel gik jeg til lægen for en sikkerheds skyld, siger hun.

Efter ultralyden og en biopsi kom svaret: En ufarlig bindvævsknude. Alle blev lettede og syv måneder senere blev Levi født.

Men efter fødslen begyndte knuden i brystet at vokse, og den blev bortopereret. Så kom dagen, hvor Nathalie skulle til tjek hos lægen.

- Da lægen hentede mig i venteværelset, spurgte hun, om jeg var kommet alene. Da vidste jeg, at der var noget galt.

Det var ikke en bindevævsknude som blev fjernet. Det var en kræfttumor.

- Jeg vidste præcis, hvad det indebar. Jeg fik al information med det samme og blev ked af det.

Nathalie, som på det tidspunkt var flyttet til Stockholm, kørte direkte hjem til forældrenes hjem i Finnerödja. Lillesøster Jennifer, som da var 16 år, boede stadig hjemme.

- Jeg vidste det med det samme, da jeg så Nathalie komme gående udenfor, fortæller Jennifer.

- Jeg skreg bare: ”Nej!” 

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

”Det værste, der kunne ske”

Marita beskriver det som en katastrofe.

- At det rammer ens barn, er det værste, der kan ske. Jeg tænkte, at det var mig, der havde ført kræften direkte videre. Jeg bebrejdede mig selv for ikke at have fået lavet en arvelighedstest. Men Nathalie har aldrig synes, det var min skyld.

Midt i det hele, følte Nathalie, at det var rart, at det var netop hende, der var blevet ramt og ikke en anden i familien.

- Hvis jeg havde stået som pårørende, havde jeg måske følte mig ængstelig over ikke at kunne hjælpe. Nu, når det var mig selv, som var syg, havde jeg en anden form for kontrol, følte jeg.

Man fandt yderligere fire tumorer i hendes armhule. Begge bryster blev opereret væk, selvom det ene var raskt.

- Jeg vidste, at der var stor risiko for, at kræften kom tilbage i det andet.

Prøver viste, at Nathalie havde den arvelige form for kræft. Hun havde brug for at få kemobehandlinger hver anden uge.

Efter hver behandling kørte Nathalies mand hende og sønnen Levi hjem til hendes mor Marita i Finnerödja. Derefter kørte han tilbage til Stockholm for at arbejde.

- Jeg havde det meget dårligt fysisk, men jeg var aldrig bange for at dø. En stor årsag til det var, at jeg havde en virkelig empatisk og vidende læge. Jeg vidste, at jeg fik den bedste behandling, man kunne få.

Marita vidste præcis, hvad Nathalie gik igennem, og hun kunne derfor støtte sin datter.

- Jeg htog hånd om alt, og Levi var her, så jeg brød først sammen, når de tog hjem, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Brystkræft: Sådan undersøger du dig selv

Havde dårlig samvittighed over at være rask

Alle er enige om, at Levi var lyspunktet i deres liv i den hårde tid. At have en baby, der havde brug for mad, at blive skiftet og at blive kørt i barnevognen, blev deres mentale redning.

Men midt i det hele følte Jennifer sig meget ensom. Hun reagerede ved at forsøge at fylde så lidt som muligt. 

- At Nathalie havde kræft, var det eneste jeg tænkte på. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg var rask og stadig havde mit lange hår, mens Nathalie tabte sit.

- Hvis jeg havde nogle problemer, så talte jeg ikke med hende om dem. Jeg var jo ikke den, der var syg, fortæller hun.

Jennifer valgte at lade sig genteste for et år siden.

- Lægerne syntes, at jeg skulle vente et par år, men jeg havde besluttet mig. Jeg var forberedt på at få bortopereret brysterne, hvis det kunne forebygge sygdommen. 

Testen viste, at Jennifer ikke havde arvet genet.

- Jeg kunne ikke forstå det! Dels følte jeg en stor lettelse - og dels en stor skyld. Hvorfor skulle jeg ikke arve det, når Nathalie skulle?

Året efter kemobehandlingerne blev Nathalie, mod alle odds, gravid igen med sønnen Gustav, som nu er to et halvt år. Både Nathalie og mor Marita er nu kræftfrie.

De svære år har ført familien tættere på hinanden, og de har sammen truffet valgt om, at de ikke vil bruge tid på at bekymre sig unødigt for fremtiden.

- Vi har gennemgået alt det her sammen – som en familie. Vi støtter hinanden, uanset hvad der sker.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på måbra.com.

Læs mere om: