Malene Nelting: "Jeg vil bare gerne trives i min krop, være glad for at færdes i verden og have det rart uden at blive begloet"

Når sommeren nærmer sig, tænker jeg på, hvilket nice outfit jeg vil have på; ikke hvordan min krop ser ud. Det har 100 procent ændret sig med årene.

Jeg har arbejdet ret aktivt med mig selv og mit selvbillede de seneste fem år, og der faldt en sten fra mit hjerte, da jeg blev 30.

Det gik op for mig, at alle går og piller sig i navlen; at alle tænker lige så meget på sig selv, som jeg gør.

Den store ændring er, at mit fokus ligger på, hvordan jeg tænker på mig selv og ikke så meget, hvordan andre tænker om mig.

Den femininistiske 10-øre er faldet: Hvis man er større eller marginaliseret, tyk eller racegjort, har man andre øjne på sig, end hvis man er mere gennemsnitlig og har en nogenlunde slank, hvid krop.

Den fornemmelse, man har i maven, når man bliver konfronteret med at være tyk, er, at ingen skal kigge på mig, bare fordi jeg er tyk.

Jeg er ikke så tyk, som jeg har været, men der sidder stadig en tyk pige indeni mig og tænker: “Må jeg være her?”

Men så reflekterer jeg tilbage til min feminisme og den ro, jeg har fundet inderst inde.

Tidligere skærmede jeg mig selv for strand og pool, men i nattelivet er jeg blevet råbt ad og har fået at vide, at jeg var grim og skulle gå hjem.

Den offentlige udskamning, selv om den fandt sted klokken tre om natten på McDonald’s, husker man fornemmelsen af, når man står i et prøverum.

Det var så sårbart at blive stillet til skue og ikke kunne gemme sig, og op i mine sene 20’ere praktiserede jeg at gå i langt tøj og give ekstra gas på makeuppen, for at man ikke skulle lægge mærke til, at jeg var tyk.

Jeg har arbejdet med mig selv og fået en gastric sleeve (vægttabsoperation, red.) i 2019 – det er lidt på level med at få et barn, for det er for evigt.

Jeg fik operationen på grund af trivsel og velvære og for at kunne tage nylonstrømper på og gå op til 3. sal uden at blive forpustet.

I dag er jeg ikke en sylfide. Jeg er en størrelse 42-44 og er virkelig glad for det, selv om jeg i manges øjne stadig er tyk.

Sundhed bliver diffust for mig – jeg vil bare gerne trives i min krop, være glad for at færdes i verden og have det rart uden at blive begloet.

Jeg føler mig meget mindre stigmatiseret i dag; nok omvendt af hvis jeg var gået fra 60 kilo til 80 kilo og ikke fra over 100 til 80.

Flere og flere laver størrelse-inkluderende badetøj, der ikke er lavet til “plus-piger” eller har “Paris” eller “Je t’aime” printet over brystet.

Oveni at det kan være svært at gå på stranden, hjælper det ikke med badetøj, der skriger af den helt sløje kvalitet.

Jeg er meget begejstret for min nye, flotte badedragt fra Moons & Junes.

Jeg har taget mange selvportrætter for at lære min egen krop at kende fra alle vinkler. Som fotograf kan jeg se mennesker som smukke, og den gave vil jeg også gerne give mig selv.

Jeg har fundet meget ro i, at jeg på et nøgternt plan ved: Sådan ser jeg ud. Jeg er klar over, at det er naturligt at se sådan ud, og jeg gider ikke længere at sidde og rykke ud i blusen.

Man bliver slidt af at bruge al den energi.