Krop & velvære

Liv Utzon om overgangsalderen: ”Man siger jo, at hormonerne gør en mere hysterisk … men det synes jeg nu slet ikke, jeg er.”

Designer Liv Utzon sover dårligere og er blevet mere følsom, men til gengæld oplever hun, at hun er blevet mere fokuseret i takt med overgangsalderen. Hun bliver ikke så hurtigt nervøs for ting, som hun gjorde før.

– Jeg er 53 år gammel – så jeg må jo være i overgangsalderen! Jeg kommer ud af en flok på fire søstre. Der er to storesøstre, som har været igennem den. En lillesøster, der er fire år yngre … og så mig. Min lillesøster har jeg talt med, for hun lider virkelig meget af hedeture, der vælter hele korthuset, og har det meget voldsomt med humørsvingninger. Det at se de andre have det, som de nu har det eller har haft det, har fået mig til at tænke, om der var et eller andet galt med mig. For jeg har altså ikke fået hedeture.

 

– Alligevel er der noget, jeg kan mærke i forhold til overgangsalderen, nemlig at jeg tager ekstremt hurtigt på, og at jeg har svært ved at tabe det igen. Så overgangsalder og vægt er en temmelig ucharmerende størrelse, har jeg fundet ud af. Det med vægten har faktisk altid været en ret insisterende besøgsven. Den har svinget som en yoyo … op og ned. Men her de sidste år synes jeg bare, det er blevet meget værre.

– Jeg har også lagt mærke til, at jeg har meget hovedpine … Nu skulle vi jo mødes i dag, og det er en af de dage med en sindssyg hovedpine og kvalme. Jeg har læst, at hovedpine også kan have noget med overgangsalderen og hormonerne at gøre. Og den hovedpine har jeg haft i hvert fald snart 10 år, hvilket måske passer meget godt med tiden, hvor ens hormoner begynder at rumstere på den ene eller anden måde.

LÆS OGSÅ: Vibeke Windeløv om overgangsalderen: "For mig har det aldrig været tabuiseret"

– Jeg sover meget dårligt. Også selv om jeg er god til at falde i søvn. Men efter tre timer vågner jeg op, og så kan jeg ikke falde i søvn igen. Det er simpelthen så frustrerende. Så gør jeg alt det, man bliver frarådet at gøre … nemlig at tjekke min telefon eller mails. Fordi jeg har meget med Kina at gøre, hvor der er produktion, og der er en stor tidsforskel … så kan jeg spare et døgn, hvis jeg arbejder klokken 3 om natten. Det er usundt, jeg ved det godt, men alternativet er, at jeg bare ligger og vender og drejer mig i sengen.

Min rytme er så, at jeg vågner ved to-tretiden og arbejder et par timer.

Jeg har en datter, der lige er blevet 12, som skal op og i skole. Så fra klokken 6 er dagen ligesom i gang for mig. Jeg arbejder meget og har meget at se til.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Til trods for manglende søvn og mere følsomhed kan jeg mærke, at jeg ikke bliver så hurtigt nervøs for ting, som jeg godt kunne blive før. Jeg synes, jeg er blevet mere fokuseret i takt med overgangsalderen. Man siger jo, at hormonerne gør en mere hysterisk … men det synes jeg nu slet ikke, jeg er. Jeg tror, jeg er blevet mere rolig, mere rummelig. Det siger man jo, kommer med alderen, ikke? Jeg er heller ikke helt så selvoptaget, som jeg har været … ha, ha, ha!

Men jeg tager ting ind, selvfølgelig gør jeg det og har altid gjort det. Det er bare, som om jeg er meget følsom over for, hvad andre siger i dag. Hvis nogen siger noget, der kunne tolkes som noget personligt om mig, tager jeg det alvorligt og ind på en anden måde. Det kryber mere under huden på mig i den her alder.

– Det der argument med, at det er, ”fordi du er i dine hormoners vold” – hvad fanden skal man sige til det? Jeg har altid været så træt af at høre, at enten er det, fordi man har menstruation, eller også er det, fordi man er i overgangsalderen eller noget tredje på grund af de kvindelige hormoner. Hvad nu, hvis man bare er pissetræt af et eller andet?

LÆS OGSÅ: Mette Horn om overgangsalderen: "Skal man genopfinde sig selv eller slutte fred med det hele?"

– Jeg synes, det er skønt ikke at menstruere længere, jeg føler mig slet ikke ukvindelig. Det er dejligt. Derudover kan du have sex hele tiden uden at være bekymret for graviditet eller blod, eller hvad ved jeg. Det er en stor frihed!

Men jeg har spurgt kvinder, der er ældre end mig: ”Åh gud, hvad så med sex? Hvad så med sex, hvis jeg bliver helt udtørret?”

– Jeg har en veninde på 65 år, som ser fantastisk ud og har et skønt sexliv. En dag spurgte jeg hende, sådan lidt forsigtigt, hvordan og hvorledes, fordi hun er sådan en, der er tørret ud.

Svaret var: ”Det er ikke noget problem! Du tager bare en stikpille, du får af lægen, og lægger den op.”

 

 

Læs mere om: