Kim Kardashian og Pete Davidson
Kommentar

Kim Kardashians strikse diæt lød som opskriften på et helvede. Men det var ikke det, der for alvor fik mig til at tabe underkæben

6. maj 2022
Af Sandie Westh
Foto: Christina Jensen/MEGA
Kommentar: Stolt stillede Kim Kardashian sig op og erklærede, at hun havde tabt sig syv kilo på en striks diæt. Men det var faktisk ikke det, der overraskede mig allermest, skriver Sandie Westh.

Sandie Westh er klummeskribent hos Femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Mavemuskler hårdere end et spækbræt og minimale hofter.

Det var kropsidealet for en ung kvinde, da jeg var 13 år gammel i år 2000, båret frem af Britney Spears og Christina Aguilera.

Et fuldstændig umuligt ideal at leve op til for de fleste af os.

Jeg kan huske, at jeg altid jokede med, at når jeg lå på gulvet, så havde jeg en flad mave ligesom Jennifer Lopez.

Jeg brugte uanede mængder af tid på at lave mavebøjninger inde på mit værelse, samtidig med at jeg spillede fodbold.

Lige lidt hjalp det; Jeg har aldrig i mit nu 35-årige liv haft en flad mave.

Når jeg blev alt for ked af, at jeg ikke kunne leve op til datidens kropsideal, kan jeg huske jeg altid klyngede mig til Marilyn Monroe.

“Hun var en dame med former”, hørte og læste jeg, samtidig med at Geri Halliwell få år forinden år 2000 var blevet udskammet for selvsamme slags former.

Faktisk så voldsomt at hun endte i en spiseforstyrrelse. Der har altså altid været enormt snævre rammer for hvilken kvindekrop, der er acceptabel.

Men Marilyn, hun var en kurvet kvinde, man kunne forholde sig til. Det sagde de i hvert fald i bladende.

Hendes former var de rigtige, måtte vi forstå. Rigtige kvindeformer.

I den her uge blev der så afholdt Met Gala, som især er berømt for, at kendte mennesker klæder sig i ekstravagante gevandter, og i år var ingen undtagelse.

Sandie Westh
Foto: Christina Jensen

Kim Kardashian vakte især opsigt og er den berømthed, alle har talt om siden. Hun havde nemlig iført sig Marilyn Monroes berømte kjole, som hun havde på, da hun sang “Happy Birthday Mr. President” til John F. Kennedy i 1962.

Modeeksperterne knugede forfærdede deres perlekæder, fordi de ikke mente, at Kim kunne tillade sig at iføre sig så ikonisk en kjole, som burde henvises til et museum.

Stolt stillede Kim Kardashian sig op på den røde løber og afslørede, at hun faktisk havde tabt sig for at kunne være i kjolen.

Hele syv kilo var det blevet til på halvanden måned. Blandt andet ved en striks diæt og ved at træne i en saunadragt to gange om dagen.

Det lyder som opskriften på et helvede for mig, og så synes jeg i øvrigt også at Kim Kardashian bør holde sådan noget for sig selv, for det er ikke noget at stræbe efter.

Det lyder decideret usundt, tenderende til farligt.

Men det var ikke det, jeg måbede allermest over.

Det, der fik min kæbe til at ramme gulvbrædderne, var det faktum, at Kim Kardashian ikke engang kunne lukke Marilyns gamle kjole, hvilket jeg ikke fattede, for vi er jo altid blevet solgt Monroe-fortællingen om, at hun var en kurvet dame.

At hun brugte størrelse 42 i tøj.

Og derfor fattede jeg nul og niks af, at Kim Kardashian havde måttet tabe sig, for at kunne være i kjolen.

Jeg kaldte alle mine hjerneceller til samling og tænkte og tænkte, lige indtil en veninde fortalte mig om begrebet “size inflation.”

Klassisk inflation betyder jo, at hele samfundets priser stiger, hvilket medfører en forringet købekraft og et fald i valutaens værdi.

Marilyn Monroe
Foto: MEGA

Størrelsesinflation betyder, at tøjstørrelser i dag muligvis hedder det samme som dengang i 1962, men at en størrelse 42. i dag er større end den var dengang.

Det betyder, at en størrelse 42 i 1962 i dag svarer til en størrelse 36/38.

Så i alle disse år, hvor vi er blevet stopfodret fortællingen om, at Marilyn Monroe var en kurvet pige, som brugte størrelse 42, har alle lige glemt at oplyse os om, at en 42 dengang var noget væsentligt andet end end en 42 i dag.

Endnu en gang giver det mening for mig, at min generations kropsidealer er ret forskruede, for jeg har altid haft svært ved at spejle mig kropsligt i mine idoler.

Ligemeget hvor meget jeg trænede, fastede, gik på kur og spillede fodbold, så har jeg altid været langt større end Marilyn Monroe, på trods af at jeg i en del år kun brugte én eneste størrelse større end hende.

Vi er blevet snydt, som så mange andre gange før i modebranchen. Så hvis du derude også har siddet og revet dig i håret, så ved du nu, at selv Kim Kardashian, som træner i en saunadragt, ikke engang kan passe Marilyn Monroes tøj.

Hvordan har vi andre så en chance?

Du ser i hvert fald ikke mig rende i Elgiganten lige foreløbig efter en saunadragt.

Læs også