Krop & velvære

I næsten 30 år skjulte Jeanett sine tænder: "Endelig kan jeg smile med både øjne og mund"

7. juni 2021
af Mette Andersen
Foto: Hanne Loop
Et uheld og et ubehageligt besøg hos tandlægen har gjort, at Jeanett Rytter har haft et anstrengt forhold til sine tænder igennem flere år. I dag kan hun smile stort igen.

Jeanett Rytter er knap fyldt 40. Alligevel har hun haft problemer med tænderne, som – i hvert fald førhen – blev forbundet med den sene alderdom.

For hvad angår tandsættet, har hun på flere måder været mere end almindelig uheldig.

Hun er revyskuespiller og markedsføringsøkonom og studerer desuden til bachelor i international handel og markedsføring.

Hun bor i rækkehus i Ishøj syd for København med sin mand, tvillingedrenge på 10 år og en søn på 14.

Hun kommer fra en kernefamilie i Frederikshavn og lærte som andre børn at børste tænder hver morgen og aften.

Alligevel gik det helt galt med tandsættet.

Det begyndte i børnehaven, hvor hun trak to kammerater over sneen og faldt, så hun slog fortænderne ned i islaget. Da de nye fortænder voksede frem, var de skæve og grålige.

Det var startskuddet til en række behandlinger med bøjle og reparationer af emaljen på de blivende tænder:

– Tænderne blev aldrig pæne, så jeg lærte at smile uden at åbne munden, som man også kan se på et par af mine skolefotos fra 1980’erne, husker Jeanett, som var misundelig på kammerater, der bare kunne le og blotte et pænt og almindeligt tandsæt:

 

– Bøjlen var et nakketræk fastgjort til en hjelm, jeg skulle bære om natten. Det var meget ydmygende at have på og ligne et rumvæsen, når jeg skulle overnatte hos veninder.

Prøvelserne var ikke forbi. For da Jeanett havde en rokketand, som ikke ville vige pladsen for den nye tand, måtte hun til skoletandlægen og have trukket tanden ud.

”Det er ikke nogen grund til at skrige,” lød formaningen fra tandlægen.

Men da klinikassistenten sad med kindtanden i hånden, måtte hun indrømme, at hun havde glemt at bedøve sin lille patient:

– Dér blev min tandlægeskræk grundlagt. Når jeg derefter blev kaldt til tandlægen over klasselokalets højtaler, prøvede jeg at trække tiden ud ved at gå en omvej, fortæller Jeanett

Som barn havde hun ikke huller i tænderne, men led under gentagne reparationer på sin skade fra børnehaven.  

Lugten af panik

Lige siden har tandklinikkers antiseptiske lugt givet Jeanett hjertebanken, klamme hænder og kvalme, så hun har haft lyst til at løbe sin vej.

Panikken, hun føler, får hende til at lukke af mentalt. Da hun gik ud af skolen, gik der hele seks år, før hun turde gå til tandlæge med sine grå og misfarvede fortænder.

Siden henvendte hun sig til en ny tandlæge, som ved tab af et instrument kom til at knække en flig af hendes fortand uden at ville indrømme skaden.

Herefter besluttede Jeanett, at hun kun ville gå til tandlæge, hvis hun havde ondt.

– Som 32-årig fik jeg en kæbebetændelse, der var så stor som en golfbold. Jeg fik antibiotika på Tandlægehøjskolen og fik tanden trukket ud.

– Mine tænder blev i de år dårligere og dårligere, og flere faldt ud. Det skyldtes stress, i forbindelse med at jeg i nogle år var alene med tre børn, hvoraf de to var ved at dø på grund af alvorlige sygdomme.

– I de år forsømte jeg mine tænder og kom til at bide hårdt sammen og ødelægge flere af dem.

Den lattermilde Jeanett har haft udadvendte jobs som blandt andet marketingkoordinator på Cirkusrevyen og Korsbæk på Bakken.

Desuden har hun arbejdet som revyskuespiller og er med til at etablere Amager Revyen:

– Jeg holdt mig væk fra scenen i næsten 10 år på grund af mine dårlige tænder. I stedet uddannede jeg mig og arbejdede inden for marketing. Indtil for nylig gik jeg på scenen med et plastgebis uden på mine egne tænder.

– Mine kolleger har antydet, at det måske ville være en god idé, hvis jeg gik til tandlæge. Men jeg var ikke til at drive af sted.

– Når jeg tænker tilbage, har der været auditions og premierer, jeg har sprunget over, og pressefotos, jeg er krøbet udenom af flovhed over mine tænder.

– At være til jobsamtale har været pinagtigt, fordi jeg krampagtigt har siddet og passet på ikke at afsløre mine dårlige tænder.

– Jeg har bestemt været hæmmet, fortæller Jeanett, som i årevis havde et særligt trick til at camouflere fortænderne:

– Selv på varme sommerdage gik jeg med tørklæde, som jeg hurtigt kunne trække op over underansigtet og med et snuptag skjule tænderne, hvis jeg lo.

– Hvis jeg ikke kunne undslå mig for at få taget mit portræt, kiggede jeg strategisk nedad.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Forstående tandlæge

Vendepunktet for den plagede Jeanett kom for et par år siden, da hun under en forestilling knækkede en fortand. Godt nok var hun vant til tandproblemer og til at udskyde at få gjort noget ved dem.

Men så fik hun en smertefuld bihulebetændelse kombineret med endnu en ødelagt tand efter at have tygget skævt:

– Jeg kom i behandling hos tandlæge Maj-Britt Lilliendal, som har specialiseret sig i patienter med tandlægeskræk. For første gang lukkede jeg op for posen over for et menneske og erkendte, at jeg led af svær tandlægeskræk.

– Og for første gang følte jeg mig forstået af en behandler, som vidste, hvad det drejede sig om. Hun foreslog en gennemgang af tænderne. Det gik jeg med til, selv om jeg var bekymret for, om jeg kunne overskue det.

– Jeg har tillid til Maj-Britt, som jeg har været hos 12 gange, siger Jeanett, som har udsigt til yderligere 20-25 konsultationer for at få lavet implantater på de manglende tænder.

– At jeg har kunnet gennemføre det hidtil, skyldes følelsen af tryghed, og at behandlingen foregår i mit eget tempo med tilladelse til at sige stop til enhver tid.

– Det er gået godt, men jeg frygter at miste modet og springe fra, forklarer Jeanett, som bruger sin opsparing til at betale den kvarte million kroner, tandlægeregningen ender med at løbe op i.