Hvorfor fornægte mine kvindelige former (når jeg har ventet så længe på dem)

Ditte Amalie Hagelund Johansen er journalist på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Engang var jeg teenageren, der misundeligt skævede til de jævnaldrende piger, hvis kroppe var væsentligt længere fremme i skoene, end min.

Jeg var den for evigt nøgne rotte i badet efter idræt blandt en hel klasse af pelsede marsvin. Hende, der bad til, at de der perfekte bryster ville spire frem i en allerhelvedes fart.

Rent objektivt føler jeg egentlig, trods egen pubertetsfadæse, at jeg har et ganske vellykket udseende.

Hvilket er en sindssyg svær indrømmelse, for jeg har aldrig været særlig komfortabel med at komplimentere mig selv.

Det føles forbudt at tale godt om min handicappede krop. For må jeg overhovedet forholde mig positivt til en medicinsk kuriositet, som den i bedste fald er? Eller narrer jeg bare mig selv?

Efter mange års skarp træning – godt hjulpet på vej af komplimenter fra tidligere partnere – er det dog lykkedes mig at nå frem til konklusionen, at jeg som minimum har et ret velformet bagparti.

Her træder skæbnens ironi i kraft, for hvor uretfærdig en prioritering er det ikke lige? Jeg brokker mig ikke – jeg påpeger blot faktummet, at Gud må have fejlbudgetteret rent kropsligt:

Jeg er kørestolsbunden i næsten alle døgnets timer og kan derfor ikke, hvor end jeg gerne ville, vrikke pralende ned ad gaden i et par skinny jeans. Jeg kunne derfor snildt have taget en for holdet ved at være ubehjælpsomt fladrøvet.

Desuden er det frontpartiet, man først bemærker hos kvinder, når de sidder ned. Og dertil har jeg omvendt intet at prale af.

Faktisk er jeg blevet udstyret med bryster, der – udover at være mikroskopisk små – hader hinanden så meget, at de kategorisk nægter at se hinanden i øjnene. De har endda opbygget en Berlinmur af ribben imellem sig.

Desperat har jeg prøvet at forene dem med forsoningsgaver i form af push up-bh’er samt diverse samarbejdsøvelser lige inden en date. Men lige meget hjælper det, og som resultat heraf ligner jeg en 14-årig dreng med fuglebryst.

Til gengæld er jeg et rullende bevis på tyngdekraftens eksistens, for hvad jeg omvendt ikke har i brysterne, har jeg til gengæld rigeligt af i lårene.

For når kombinationen af en voksenmuskulatur og et østrogenforårsaget fedtdepot skal presses sammen til kun halv størrelse, så kan lår med dertilhørende dobbeltknæ og babyelastikker ikke undgås. Heller ikke selvom det for mit vedkommende holdt op med at være charmerende for 25 år siden.

Men hvorfor overhovedet tage afstand til nogle af de få fysiologiske faktorer, som ret beset adskiller min krop fra en barnekrop? Til enhver velformet røv må der unægtelig høre et par frodige kvindelår med.

Og med min dværgvækst har jeg slet ikke råd til at miste hverken de velpolstrede lår eller de (små) bryster.

Heller ikke selvom min kvindelighed blev lige så velproportioneret, som jeg havde håbet på.

For i det mindste, så er den der.

Jeg har nu en kvindekrop, der sætter et stort, fedt punktum for en flad og hårløs teenageæra.

Og så kan jeg tilsvarende bruge de næste femten år på at blive komfortabel med kroppen, jeg som voksen blev skænket.

Vejen dertil vil muligvis ikke konstant være kropspositiv, men derimod autentisk og ærlig.

Ja, jeg har babyelastikker på lårene og små bryster – men hold kæft hvor er jeg komfortabel med min egen selvironi!