Stop med at skamrose mig. Det gør mig til en komplimentluder

Ditte Amalie Hagelund Johansen er journalist på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

"Neej, sikke flotte negle, du har! Har du selv lagt neglelak?"

Sådan sagde ekspedienten, og så moderligt ned på mig, da jeg var inde for at købe rødvin, chips og Tampax.

Jeg så ned på mine manicurerede negle og fik fremstammet et: "Mjah …"

Det sker ofte, at folk skamroser mig. Gerne efterfulgt af en ubehjælpelig trang til at følge op med et: "Hvor er du bare DYGTIG!" – sagt i en lydfrekvens, der ellers kun kan høres af hunde. Og babyer.

Jeg har folk mistænkt for, at det er deres indirekte måde at fortælle mig, hvor sindssygt woke de er, når de sådan lidt nonchalant tør give sig i kast med at konversere med et minoritetsmenneske.

Og på trods af snart 27 års erfaring med den slags, er jeg stadig ikke i stand til at vurdere, om det er dværgvæksten, der gør, at folk fejlagtigt forveksler mig med et barn, eller om kørestolen bare slet og ret er en magnet for tåbelige ice breakers.

Denne form for skamros til et fornuftigt, voksent – om end handicappet – menneske, afføder som oftest to reaktioner:

1) På den ene side resulterer skamros i manglende evne til at kunne spotte den reelle og ikke mindst velfortjente ros.

2) På den anden side gør den mig slet og ret grådig efter mere. Som en sulten labrador, der craver flere hundekiks.

En ting er at være skeptisk overfor reelle komplimenter, noget andet er at være en uovertruffen komplimentluder.

Fra et tidligt stadie har det været måden, hvorpå jeg følte mig accepteret af omverdenen – ved at få ros.

Anerkendelse giver mig et kortvarigt fix. En følelse af at være rask. Normal. Accepteret og inde i hulen.

Man kan vel i og for sig heller ikke bebrejde mig, når jeg også har en diagnosekonto i så hardcore underskud, at Luksusfælden burde træde til.

Og der var intet, jeg hellere ville, end at tage et kropsligt kviklån, hvis det bare havde sikret mig muligheden for at kunne tale med på emner såsom løbeture ved Søerne, de efterfølgende fibersprængninger, eller hvad I gående mennesker nu ellers snakker om ved kaffeautomaterne.

Så midlerne bliver i stedet sparet op på X Factor-kontoen.

Hver dag forsøger jeg at gøre ting, der imponerer, forbløffer eller måske endda forarger folk.

Små såvel som store ting, som samlet set kan skubbe grænserne og forhåbentligt sprænge majoritetens fordomsbarrikader.

Og jeg er efterhånden aldeles veldresseret til den slags.

Jeg er ikke typen, der ikke anerkender vigtigheden af ros, men jeg håber alligevel, at mine mange tricks vil sikre mig en fremtid, hvor selv samme ekspedient blot siger: "Det bliver 199,95 kr."

Hvis du rigtig gerne vil konversere med en person i kørestol, men omvendt ikke ved, hvad du skal sige, så brok dig over kulden udenfor.

Jeg er mindst lige så kvalificeret til at tale om vejret som raske mennesker.