Her er 4 fødevarer, der holder dig ung
Stoffet resveratrol er meget omtalt pga. dets sunde og foryngende effekter på kroppen. At tage det som decideret kosttilskud kan være i overkanten, men det er en rigtig god idé, at tænke fødevarer med et højt indhold af resveratrol ind i din varierede kost. Det forklarer, klinisk diætist Deborah Enos på LiveScience.com.
Det fantastiske stof findes i høj grad i rødvin, men hvis du ikke er tilhænger af jævnligt at konsumere den slags, så findes det heldigvis også i fødevarer, der ikke indeholder alkohol.
Diætisten kommer med fire forslag til, hvad du kan spise for at give din krop et skud af den foryngende antioxidant:
Blåbær
De små søde bær, der er sæson for netop nu, er rige på resveratrol. Og derudover får du også andre gode antioxidanter, når du spiser af dem. Desuden indeholder de fibre, C-vitamin, K-vitamin og mangan.
Peanutbutter
Det lækre smørepålæg indeholder masser af resveratrol og har flere anvendelsesmuligheder - både i det søde og det salte køkken. Lad dig gerne inspirere på internettet af, hvordan amerikanerne og thailænderne bruger nøddesmørret. Ud over antioxidanten får du også B3-vitamin og mangan fra peanutbutter.
Her får du flere tips til, hvordan du kan spise dig ung
Røde vindruer
En af de bedste kilder til resveratrol er faktisk de røde druer. De behøver altså ikke at være gærede, før du opnår den gode effekt fra dem. Antioxidanten sidder i skindet sammen med mangan, kalium, K-vitamin, C-vitamin og B1-vitamin.
Mørk chokolade
Som en glædelig nyhed for de fleste, kan du med god samvittighed nyde et stykke mørk chokolade eller to, hvis du vil have et skud resveratrol til din krop. Desuden får du jern, kobber og mangan ligesom chokolade indeholder flere andre gode antioxidanter.
Velbekomme.