https://imgix.femina.dk/media/article/multitasking-primaer.jpg
Krop & velvære

Derfor bliver du dummere af at multitaske

11. august 2015
af Annette Aggerbeck
Foto: PANTHERMEDIA
Ifølge en erhvervspsykolog kan det give stress og depression at multitaske.

Vi taler i telefon, mens vi laver mad, og lægger tøj sammen, mens vi læser. De fleste af os har vænnet sig til at gøre flere ting samtidig.

Vil du vide mere om demens - læs SØNDAGs artikel her

Men det er en dårlig idé, for undersøgelser viser, at det i længden kan ende i både stress og depression samt bane vejen for demens. Så hvorfor multitasker vi i det hele taget, hvis det er så usundt?

– Dybest set reducerer det vores kognitive evner, og vi husker mindre godt. Når vi hele tiden skifter fra det ene til det andet, får hjernen ikke mulighed for at lagre vores oplevelser og de input, den får, i langtidshukommelsen, forklarer erhvervspsykolog Helen Eriksen og fortsætter:

– Det betyder, at vores oplevelser og input ikke kan blive til erfaringer og viden, som kan komme os til gode i andre sammenhænge i livet. Vi bliver med andre ord dummere af at multitaske. I sin yderste konsekvens kan vi ved altid at gøre flere ting på samme tid være med til at gøre os selv demente med tiden.

Hvorfor er latter godt for din sundhed? Få svaret her

Her er ti tegn på demens, du skal tage alvorligt.

Ren overlevelse

Vores optagethed af at multitaske har ifølge Helen Eriksen en forklaring, der går helt tilbage til dengang, vi var urmennesker. I urtiden var mænd jægere, og kvinderne gik på bopladsen og havde mange flere opgaver end mændene, der kun skulle tænke på at nedlægge aftensmaden.

Kvinderne derimod skulle tage sig af børnene og plukke bær, samle ved til bålet og mange andre ting. Kvinderne var nødt til at multitaske for at overleve. Og vi har stadig disse psykologiske programmeringer i dag, hvilket er grunden til, at kvinder oftere multitasker end mænd. Og hvor vi engang, da børnene var små, var nødt til at kunne multitaske, så gør vi det fortsat, bare med andre ting.

Vi bliver afhængige

Selv om det er usundt og stressende for os at skulle gøre flere ting samtidig i stedet for bare stille og roligt at gøre én ting ad gangen, har vi svært ved at holde op med det. Det skyldes ifølge Helen Eriksen, at vi bliver afhængige af at multitaske.

– Forestil dig, at hjernen sætter et lille flueben ved hver ting, du har udført. Det aktiverer dit belønningscenter, og udløser lykkehormonet dopamin. Så det giver dig en sejrsfølelse at få gjort en masse. Det kan være godt for os et stykke hen ad vejen, men problemet er, at vi bliver afhængige af det rush og den dopamin, der udskilles, hver gang vi har følt os effektive, siger Helen Eriksen.

Vi overhører vores alarmcentral, altså hjernens amygdala, der sender signaler ud, om at vi har brug for at hvile. Det er som at være på stoffer, når vi har gjort os selv afhængige af kroppens eget lykkehormon. Vi bliver stressede af at multitaske, for når vi er afhængige af det, har vi nemt ved at overhøre de alvorlige signaler, som stresshormonerne giver os, fordi dopaminen får os til at overhøre det.

– De fleste af os bruger masser af tid, også fritid, på at sidde foran en computer, og hvis vi kan høre den give et lille »pling« fra sig, hver gang vi har fået en e-mail, er det nærmest som et narkotikum. Vi er nødt til at tjekke den med det samme, så vi kan sætte flueben ved den. Det er sjældent vigtige mails, og som regel kan de vente. Men vi kan ikke vente, når vi har fået skabt os en afhængighed, siger Helen Eriksen.

Sådan stopper du

– Ligesom man er nødt til at begynde at løbetræne, hvis man vil løbe et maraton, så kommer man heller ikke sovende ud af at multitaske, fordi det er en afhængighed. Så det allerførste skridt er at blive bevidst om, at man gør det og så beslutte sig for at gøre én ting ad gangen. Men det er svært, fordi det er et kollektivt ideal af multitaske, så man skal være forberedt på, at omverdenen reagerer, siger Helen Eriksen og anbefaler, at man melder sin beslutning ud til sine omgivelser, for eksempel ved at sige, at man har lagt mærke til, at ens hukommelse er blevet dårligere, så man har besluttet sig for at tage en pause fra eksempelvis de sociale medier, så andre ikke skal forvente, at man svarer løbende, men at de kan ringe, hvis de vil i kontakt.

– Man vil opleve, at det er svært, fordi kroppen skriger efter dopamin. Det er en afhængighedstilstand, og man er på afvænning, og sådan vil det føles. Man føler, at man spilder tiden, når man bare sidder i en stol og hører på sin veninde i telefonen. Det er som om, livet går i stå, siger Helen Eriksen.

Men det giver god mening at blive ved med at gøre én ting ad gangen, for der er så mange fordele ved det.

– Du bliver meget mere nærværende i det, du gør, ligesom du bliver mere nærværende over for dem, du er sammen med. Du vil også opleve en bedring af din hukommelse og din søvn, for mange sover dårligt, når de multitasker i løbet af en dag.

4 gode råd

1. Træk vejret dybt mange gange i løbet af en dag, for så kan du mærke, at du er oppe at køre, når du multitasker.

2. De fleste af os er påvirkede af et liv med al den teknologi, vi har i dag, og at vi skal stå til rådighed hele døgnet. Så beslut dig for, hvornår du vil stå til rådighed. Sluk for eksempel din mobil om aftenen.

3. Husk, at dem du er sammen med, føler sig mindre værd i dine øjne, hvis du virker fraværende, fordi du gør noget andet, mens I taler sammen. Så beslut dig for at være fuldt ud til stede, når du er sammen med andre uden at lade dig distrahere af alt muligt andet. Nærvær smitter – jo mere nærværende du er, desto mere nærværende bliver den, du er sammen med.

4. Du begynder at føle, at du mestrer noget, og at du er god nok, når du gør én ting ad gangen. At multitaske er nemlig ikke det samme som at mestre noget.

Læs også