De vil også gerne have lækkert tøj og karbon-cykler, men det er ikke det vigtigste

To ting gemmer sig bag navnet på motionscykelholdet Team Change: Ét er det faktum, at cykling er så udpræget en mandesport, og den anden er, at kvinder ofte forfalder til kun at cykeltræne med deres mand, køre enkeltvis eller to og to.

Det vil cykelentusiasterne Hanne Malmberg og Henriette Rald gerne gøre op med, og de er allerede godt på vej.

På få år har Team Change fået over 80 medlemmer på holdet, som kombinerer sikker og sjov træning og et stærkt fællesskab med masser af plads til det sociale.

– Vi hører ofte, at kvinder er bange for ikke at kunne følge med og er bekymrede for alt det tekniske med cyklerne. Men vi går meget op i sikkerheden og ikke mindst – vi efterlader aldrig nogen! Hvis man punkterer på sin cykel eller får en defekt på en eller anden måde, prøver vi at løse det sammen, siger Hanne Malmberg.

Nogle klubber har den regel, at hvis man punkterer, finder man selv hjem.

– Det er først efter mange sværdslag hos os, at man får lov at ringe efter nogen for at blive hentet. Vi er meget insisterende på at hjælpes ad. Jeg elsker den historie fra forrige sæson, hvor Else fik en defekt på sin cykel under en træning. Hele holdet samlede sig om hende og skubbede hende hjem på cykel på skift. Og så sluttede de af med at drikke sodavand i hendes have, fortæller Henriette Rald.

Vi mødes i et klublokale på første sal i Ballerup Super Arena.

Det er sidst på eftermiddagen, og dagtimernes stilhed er ved at blive afløst af børnesnak og snurrende hjul i den enorme hal, som huser cykelbanen, der bruges til banecykling og er Team Danmark elitesportscenter.

Hanne og Henriette kan som initiativtagere til Team Change bruge faciliteterne i arenaen, efter holdet blev en del af verdens ældste cykelklub, DBC Ballerup, men især Hanne er i forvejen meget fortrolig med banen og cykelsporten i Danmark i øvrigt.

Hun var nemlig i en årrække noget nær det tætteste, man som kvinde kunne komme på at være professionel cykelrytter. Men det vender vi tilbage til.

Man skal lære at cykle – igen

Henriette Rald mødte Hanne Malmberg og cykelsporten næsten samtidig, fordi deres sønner trænede cykling sammen, og da drengene var små, var reglen, at en forælder cyklede med, når der var træning. For lige at børste knæene, tørre tårerne og tilføre moralsk støtte.

– Min mand sagde “hver anden gang må du tage den”, og så møder man jo de andre forældre, konstaterer Henriette.

Med årene blev hun dog selv ret interesseret i cykeltræning.

– Jeg begyndte at køre meget på landevej og blev glad for det, og da jeg samtidig var direktør i Djøf, tænkte jeg, at jeg ville lave et cykelnetværk for kvindelige ledere, for man ser altid en masse mænd, der netværkscykler. Man kan ordne rigtig meget business undervejs, der er ikke noget bedre end at snakke og cykle, siger Henriette.

Hun allierede sig med Hanne som træner, men projektet gik af forskellige årsager i vasken, indtil de to kvinder mødtes igen i 2018 og besluttede sig for at starte et cykelhold for kvinder – uden ledernetværk eller andre benspænd.

Succeskriteriet for projektet, som de døbte Team Change, var, at de nogle måneder senere skulle være 10 ryttere.

Veninder, en søster og en brors kollega fandt cykler frem fra kældre og skure og kørte med, og via facebookgrupper og Danmarks Cykle Union (DCU), der havde stor interesse i at promovere kvindecykling, blev projektet hurtigt det modsatte af børnesangen “10 små cyklister”.

– Pludselig var vi 40, og siden er det bare vokset med både teamtøj, holdkaptajner og nu også et stort motionsløb sammen med femina til august, siger Hanne.

Den store tilslutning skyldes ifølge Hanne og Henriette især, at Team Change er et hold, der går højt op i sikkerheden, som er noget af det, der mentalt forhindrer kvinder i at prøve kræfter med landevejscykling.

De fleste af os har nok set etaper i Tour de France, hvor hele feltet vælter oven i hinanden, og det kræver – ikke underligt – en særlig teknik at cykle stærkt som en større gruppe i trafikken.

– Alle danskere kan jo cykle, men at cykle på den her måde er noget, man skal lære. Hvis man aldrig har prøvet rigtigt at køre racercykel, er man meget koncentreret i starten.

– Så kan man hverken finde ud af at give tegn, tale eller drikke af flasken. Så er man meget, meget træt efter de første par træninger. Og hvis folk ikke har prøvet at køre i felt, kan det også være anstrengende.

– Nogen kan have haft en dårlig oplevelse med at køre i felt og måske være styrtet. Så vi underviser både i det tekniske i at køre cykel, men vi får også besøg af en cykelmekaniker til at lære os at fikse cyklerne selv, siger Hanne.

Hej, hvad hedder du?

Team Change har uddannet en række holdkaptajner, som skiftes til at styre holdene under træningen. De lægger ruten og bestemmer undervejs, hvem der skal henholdsvis trække og ligge på hjul.

Hvis der er nogen til træning, som aldrig har kørt i felt før, så begynder de med “tørtræning” – altså uden at sidde på cyklerne.

Henriette og Hanne træder op af sofaen i klublokalet og stiller sig ved siden af hinanden, som om de lå sammen på landevejen på cykel og viser i luften med fingrene, hvilke tegn, der signalerer, at holdet skal skifte position, så den bagerste i feltet kører op forrest og så fremdeles. Har man svært ved at følge med, råber man bare “én ned”.

Manøvrerne har også en social funktion:

– Vi træner ikke altid med de samme, så jeg har det princip på mit hold, at hver gang vi laver et rul og skifter sidemakker, så siger man: “Hej, jeg hedder Henriette, hvad hedder du?” Og så er man bare i gang. Der er mange, der er blevet rigtig gode venner ved at cykle med os, siger Henriette og fortsætter:

– Der bliver altså knevret! Vi har lige været på weekend med holdkaptajnerne, og da vi overhalede en mand på elcykel, råber han efter os: “I behøver ingen ringeklokke, for man kan høre jer, før man kan se jer.” Og så vendte jeg mig om og sagde: “Det er det største kompliment, du kan give os, for det er vores motto”, griner hun.

Hver mandag og onsdag i sommerhalvåret mødes holdet klokken 17.30 for at træne i mindre hold, som på et par timer kører mellem 30 og 50 kilometer på landevejene i udkanten af København.

– Det er ikke vigtigt for os at køre hurtigt, men efter træning evaluerer vi da og snakker lidt om, hvor hurtigt vi har kørt og ser på hinandens udstyr, siger Henriette.

Motionscykling kan godt lugte lidt af den midaldrende mands undskyldning for at købe dyrt grej, inden de første kilometer overhovedet er tilbagelagt, men det er som regel omvendt hos kvinderne.

Mange starter på en brugt racercykel med gummisko og hjelm – eller for Henriettes vedkommende – på en cykel, hun delte med sin mand. Det er dog både Hanne og Henriettes erfaring, at der hurtigt opstår stor interesse for alt det, der optimerer træningen.

– Jeg var sådan lidt påholdende: “Jeg kan bare bruge min gamle hjelm, og jeg behøver ikke nye sko”. Men min mand insisterede på at give mig nyt gear og havde forstået den der mandeside af det – “det må gerne se lirens ud”, griner Henriette og tilføjer, at mange går shop-amok i udstyr efter den første sæson.

– Vi kvinder bliver også tændt af elektronisk gear, og vi vil også gerne have lækkert tøj og karbon-cykler. Ja, og en lækker cykelcomputer. Vi går meget op i vores Garmin’er. Mændene har mere travlt med de sidste fem gram, der skal af cyklen, til trods for at mange har en kæmpe mave …

OL og Tour de France

58-årige Hanne Malmberg træner også alene – i sommerperioden fire gange om ugen – ofte 55 kilometer ad gangen.

– Jeg synes, jeg snyder mit træningstøj, hvis jeg cykler mindre, siger hun.

Men Hannes forhold til cykelsporten er nok også lidt tættere end de flestes. Hun har haft cykling inde på livet siden de unge år, hvor hun var – konkurrencesvømmer!

En cykeltur fra Rørvig til Viborg på en helt almindelig damecykel tændte noget i hende, og hun skiftede til cykling i Frederiksberg Bane og Landevejsklub som 18-årig. En relativt sen start, men Hanne blev hurtigt ambitiøs.

– Jeg var ikke et åbenlyst talent, da jeg startede, men med flid og vedholdenhed fik jeg skabt et fundament, der sammen med den tekniske og taktiske forståelse gennem årene gjorde, at jeg kunne udfolde mit potentiale.

– I 1986 blev jeg så udtaget til landsholdet. Det første løb var i Norge, og jeg skulle køre i et felt med 120 kvinder. Jeg var ved at dø, det var virkelig en forfærdelig oplevelse at sidde derinde midt i feltet og ikke have kontrol, fortæller Hanne.

Et par år efter blev Hanne nummer syv ved VM i Stuttgart, og det betød Team-Danmark-støtte og en billet til OL i Barcelona, hvor hun blev nummer fire i forfølgelsesløb på bane som 28-årig.

Hvor den slags resultater i dag straks kunne udløse en kontrakt med et professionelt cykelhold, var tiderne anderledes, og Hanne måtte selv delvist finansiere sin sport.

– Jeg levede ikke af det, jeg levede for det! Vi arbejdede om vinteren og kørte cykelløb om sommeren. Jeg var hjemmehjælper, bademester, postbud, grønt cykelbud og havde vikariater.

Hanne blev også udtaget til Tour de France i 1988, 89 og 93, hvilket sammen med OL står som højdepunkterne i hendes karriere. I 93 vandt hun tilmed enkeltstarten i Tour de France féminin.

Et alvorligt hold i ryggen satte imidlertid en stopper for karrieren, da hun efterfølgende fik konstateret slidgigt.

Det var først, da hendes egen søn, som i dag er semiprofessionel rytter, begyndte til træning, at Hanne selv fandt racercyklen frem igen. Nu kan hun igen slet ikke undvære sine ture.

– Jeg er jo afhængig. Jeg bliver nærmest dårlig, når jeg ikke kommer ud at cykle. For mig er det friheden i at komme ud. Jeg får ro i mit hoved og tænkt en masse tanker. Og hvis ikke jeg cykler alene, så får jeg delt en masse tanker, siger Hanne.

Henriette er enig:

– Der sker et eller andet, når man er en del af et fællesskab, samtidig med at man sveder, og det er hårdt op ad bakkerne. Man hepper på hinanden. Jeg havde ikke troet, at cykelsport var så stor en fællesskabssport.

Artiklen blev udgivet i femina uge 21, 2023.