yoga fordøjelse
Sundhed

2 yoga-øvelser der er gode for din fordøjelse

26. november 2018Opdateret 20. november 2023
af Christina Bølling
Foto: Panthermedia
Yoga er rigtig godt for din fordøjelse, især hvis du laver disse to forholdsvis nemme stillinger. Se, hvordan du slipper af med forstoppelse med yoga lige her.

Yoga er godt for mange ting og fordøjelsen er bestemt en af dem! Så har du ubehagelig rumlen i maven eller oplever du forstoppelse, så kan yoga være løsningen.

Der findes masser af nemme yoga-øvelser, der automatisk vil stimulere fordøjelsen, men her får du to hurtige, nemme og effektive yogaøvelser, der afhjælper forstoppelse og booster din fordøjelse.

Yoga og fordøjelse

Generelt er motion og bevægelse godt for fordøjelsen og med til at sikre en sund fordøjelse, men yoga kan give din fordøjelse et ekstra kærligt skub.

Yoga består nemlig af en masse øvelser, der strækker, bukker og vrider maven i forskellige retninger og gennem et flow. Bevægelserne i yoga masserer mave og tarme, hvilket løsner op og får det hele til at flyde nemmere.

Vejrtrækning er centralt i yoga, men også for en god fordøjelse. De dybe åndedræt, som er en vigtig del af yoga, sætter også i gang i udskillelsen af affaldsstoffer. Affaldsstoffer belaster fordøjelsen, men yogaens dybe vejrtrækninger og åndedrætsøvelser hjælper på udskillelsen og mindsker derfor belastningen på fordøjelsen.

Yoga mod forstoppelse

Yoga er ikke en magisk kur på forstoppelse, men yoga kan ofte hjælpe på en forstoppet eller oppustet mave. Om det er decideret forstoppelse, lidt langsom fordøjelse eller bare luft i maven, kan yoga løsne godt op i tarmene.

Der er mange ting, der påvirker, om man har en sund og velfungerende fordøjelse, og hvis du ofte har problemer med forstoppelse, er det ikke sikkert, at yoga er løsningen. Her spiller kost ofte en stor rolle, og der kan være brug for større indsatser end yoga.

Oplever du derimod lidt forstoppelse en gang i mellem, kan yoga være rigtig godt til at massere tarmene i gang. Yoga kan også hjælpe på oppustethed og luft i maven.

Yoga mod ondt i maven

Hvis du har siddet til en fødselsdag, julefrokost eller bare en lørdag aften i sofaen og spist dig lidt for overmæt i god mad, kan et par yoga-øvelser også hjælpe på ubehag i maven. Lad dog lige maden falde ned, inden du kaster dig ud i de store mavebøj og -stræk.

Yoga er en behagelig form for bevægelse, hvis du har maveproblemer, fordi det skaber bevægelse i maven med uden løb og hop, der kan give sidestik og kvalme. I yogaen skal man ofte trække vejret helt ned i maven, og det kan være rart, hvis man føler lidt ubehag.

Yoga kan også mindske menstruationssmerter i maven og lænden, så hvis det er den tid på måneden, kan du prøve lidt let yoga af.

Yoga-øvelser for fordøjelsen

Har du problemer med fordøjelsen, kan yogaøvelser, der strækker eller bukker maven gøre underværker for eksempelvis forstoppelse. Her er to simple men effektive yoga-øvelser for fordøjelsen.

1. Broen

Denne yoga-øvelser giver et stræk på maven, mens du spænder op i ballerne. Samtidig strækker den hofterne og brystet samt stimulerer lungerne, så du kan lave dybe vejrtrækninger og udskille affaldsstoffer.

  1. Du lægger dig fladt ned på ryggen.

  2. Så bøjer du knæene – behold fødderne i gulvet – og løfter bagbenene, enden og maven, så højt du kan.

  3. Du beholder stadig hoved og nakke i gulvet.

  4. Hold stillingen 20-30 sekunder og kør derefter hoften ned igen. Gentag.

Ud over at øvelsen er god for din fordøjelse, så er den effektfuld, når det kommer til at reducere hovedpine eller dulme menstruationssmerter.

2. Buen

Denne yogaøvelse stimulerer maven og er derfor god for fordøjelsen. Stillingen er bl.a. effektfuld, hvis du er forstoppet eller træt.

  1. Læg dig på maven

  2. Stræk dine arme bagud, og grib fat i dine ankler, mens du løfter bryst og ansigt.

  3. Hold stillingen i 30-60 sekunder. Giv slip og gentag.

Hvis du har meget ondt i maven, kan det være ubehageligt at ligge på maven, så mærk efter, inden du laver øvelsen. Alternativt kan du nøjedes med at ligge på maven, sætte hænderne i jorden ud for brystet og langsomt presse overkroppen op fra gulvet, mens benene bliver liggende.

Læs også