Træningsekspert Anne Bech: Det er vigtigt at give kroppen en pause

Kost & motion

Træningsekspert Anne Bech: Det er vigtigt at give kroppen en pause

Hun er 34 år, personlig træner og har udviklet træningsformen FIT – Firming Intensive Training. Hun har skrevet bogen ”Guide til gudindekrop” og har trænet adskillige kendisser op til TV-optrædener. Og så har hun i samarbejde med FEMINA lavet den træningsdvd, du får med bladet. Her fortæller Anne Bech om stress og afslapning, og så kan du se backstagebilleder fra optagelserne til videoen

Hvordan forkæler du dig selv?

- Jeg kan rigtig godt lide at være hjemme - også alene. Så måden, jeg forkæler mig selv på, det er faktisk ved at sørge for, at jeg i hvert fald et par timer om ugen kan flade fuldstændig ud og lave ingenting. Helst med en bog eller en TV-serie. Jeg er nok meget en serie-pige. Og jeg ser dem altid på dvd, så jeg ved, at jeg kan se to afsnit ad gangen.

Har du selv dage, hvor du ikke orker at træne?

- Ja, det har jeg, og det skal man være meget opmærksom på at have. Man må ikke trampe på sin krop. Så det er meget vigtigt, man forstår, at hvis kroppen siger, man ikke skal træne, så skal man lade være - det er lige så vigtigt for éns fremgang i træningen, at man har pausedage. Det er også derfor, jeg synes, at det optimale er at træne fire gange om ugen. For så er man sikker på, man får presset kroppen optimalt de dage man træner, og at den får pause dagene imellem.

Oplever du, at nogle har sværere ved at tabe sig end andre?

- Ja, og det er som regel kvinder, for hvem kroppen har været meget stresset. Det er klart det, som er sværest at have med at gøre. Hvis éns krop er stresset, kan det tage meget lang tid, før man kan se nogen som helst virkning på kroppen, lige meget hvad man gør.

Hvis din krop er stresset, skal du ...
• Lave øvelser for musklerne og din balance.

• Gå en tur på 30 minutter 4 gange om ugen.

• Sørge for at lave vejrtrækningsøvelser.

• Være god til at sætte afslapning på din ugeplan, så du er sikker på at få stresset godt af.

• Give din krop sund og nærende mad med masser af vitaminer og mineraler samt sunde og gode fedtsyrer.

Hvis du kan mærke, din krop viser tegn på, at stressniveauet er for højt, skal du bruge retningslinjerne i 4 uger, så du får stressniveauet ned, inden du begynder at presse din krop med løbetræning eller anden hård kredsløbstræning.

Kilde: "Guide til gudindekrop" af Anne Bech

Du får træningsdvd'en gratis med dennes uges FEMINA.