https://imgix.femina.dk/media/0a1205771671406e8375d74973899611.jpg
Sundhed

Baby sover ustabilt om natten

2. december 2008
af Ulla Nielsen
Vores datter er nu godt fem måneder gammel. Hun sover stadig meget ustabilt om natten, nogle gange tre timer, og en sjælden gang helt op til syv timer

Vores datter er nu godt fem måneder gammel. Hun sover stadig meget ustabilt om natten, nogle gange tre timer, og en sjælden gang helt op til syv timer. Hun vågner og klynker mange gange i løbet af natten og vil bare have sutten igen.

Et andet problem er putningen om aftenen. Hun kan være helt op til to timer om at overgive sig, hvor hun bare skriger. Vi har prøvet at indføre ritualer, med godnathistorie og godnat sang, men lige lidt hjælper det, når det kommer til, at hun skal sove. Hvor meget kan jeg på nuværende tidspunkt forvente af min datter, hvor tidligt og hvor meget kan vi begynde at opdrage på hende og lære hende, at når det er godnat, så er det altså godnat?

Når hun først er puttet, så tager vi hende ikke med ud fra sit værelse igen. Jeg sover pt i en seng på hendes værelse, men hun ligger i sin egen seng.

Else Kristensen

Kære Else
Børns søvnbehov og søvnrytme er meget individuel, derfor kan man ikke stille firkantede regler for, hvornår et lille barn skal i seng, og hvor længe det skal kunne sove i træk. Der er alt for mange faktorer, der kan spille ind på nattesøvnen.

De fleste børn på fem måneder kan dog sove fire timer i træk om natten, og mere kan man heller ikke forlange af dem. Vågner hun kun for at finde sin sut, kan du trække en ble igennem ringen på sutten og bruge bleen til at placere sutten lige ud for hendes mund, så den er let for hende at genfinde om natten.

Med hensyn til putningen om natten, så tror jeg ikke, jeres datter er træt nok til at sove, siden hun har kræfter til at kæmpe i flere timer, før hun overgiver sig. Det er rigtig godt med godnatritualer, men de kan først anvendes, når barnet er træt nok.

Har man kun et halvtræt barn, kan det anbefales at holde barnet lidt vågent med nogle fysiske aktiviteter, som barnet godt kan lide. Herefter giver man barnet et dejligt lunt bad og slutter af med amning eller en flaske til natten. Dette plejer at kunne få ethvert halvtræt barn til at falde i søvn.

Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også:
10 tricks - få baby til at sove
Dit barns søvnbehov ændrer sig med alderen

Læs også