Andrea kan ikke tåle sin datters spiselyde. I mange år troede hun, at hun var alene om det

Andrea Kluck bor i Skien, Norge, med sin partner og deres døtre Nora på 2,5 år og Tuva på 2 måneder.

Lige nu er hun på barsel med sin lille pige. Hendes smaskelyde er for mange søde, men ikke for Andrea.

Både Andreas partners og datterens spiselyde kan gå gennem marv og ben på Andrea. Det sætter sig mest i nakken, hvor hun mærker musklerne spænde sammen.

Hun går jævnligt til fysioterapeut på grund af hendes ryg og bækken, som hun også kæmpede med under graviditeten. Hun har altid døjet med nakken, men har ikke før koblet nakkesmerterne sammen med ubehaget ved lydene.

Ikke mange kender til problemet. Andrea ønsker ikke, at andre skal opføre sig anderledes, bare fordi hun er til stede.

Løsningen er ofte, at Andrea stikker fingrene i ørerne. Hun er overfølsom over for bestemte lyde og er ikke stolt af det. Hun synes snarere, det er lidt pinligt.

– Der er ingen andre i familien, der har den her udfordring, og jeg aner ikke, hvor den kommer fra, siger Andrea og sukker.

– For det meste går det godt, men jeg skal planlægge meget for at undgå de værste situationer.

For at beskrive, hvordan hun har det, når hun bliver generet af lyde, sammenligner Andrea det med lyden af ​​kridt mod en tavle – som de fleste gyser ved.

Tænder, der skærer

Andrea husker ikke spisesituationer som et problem, da hun var barn, udover de gange hun spiste hos sin bedstemor.

Når hendes tænder klaprede, kunne Andrea næsten ikke sidde stille ved bordet, og hun mistede fuldstændig appetitten.

– Jeg synes ikke, at spiselydene var et problem i skolen, siger Andrea, der selv er lærer.

– Jeg spiser ikke sammen med mine kollegaer i personaleværelset, der er alt for meget sprødt brød. Jeg vil hellere sidde alene i klasseværelset.

– Hvis jeg spiser sammen med eleverne, kan vi godt lide at sidde og se noget, så kan jeg fokusere på noget andet. Musik i ørerne hjælper også, men det kan jeg sjældent bruge, når jeg spiser sammen med andre. Ellers kan jeg godt lide musik og har gode musikalske oplevelser, sådan nogle lyde er aldrig irriterende.

Andrea fortæller, at hun for det meste kan klare lydene i klasseværelset, men når nogle elever taler meget højt, så kommer spændingerne i nakken.

Hun forklarer, at hun også klarer middagsselskaber med flere mennesker ret godt.

Så er der ofte så meget snak, at lydene af nogle, der spiser, forsvinder. Det er slemt, når hun spiser sammen med én anden person. Selv om hun prøver ikke at lægge mærke til den andens lyde, så går det ikke.

– Det værste er at spise med min bedste veninde, som sliber sine tænder, når hun spiser, siger Andrea, der også reagerer på spiselyde gennem telefonen og må sige, hun ringer tilbage, hvis veninden tygger på noget.

– Jeg er klar over, at det er mit problem, og at det ikke skal gå ud over andre, men det er jeg desværre ikke i stand til at gennemføre i praksis.

– Lidt tid efter Tuva blev født, besøgte jeg min veninde med babyen. Min veninde tog et knækbrød, men så hurtigt hvor generet jeg var, da jeg sad med fingrene i ørerne. Derfor gik hun ud og spiste færdigt. Sådan vil jeg helst ikke have det.

Planlægning, planlægning, planlægning

Det er Andrea, der planlægger og køber aftensmad. Hvidløgsbaguettes er ikke på indkøbslisten. Hun forsøger at undgå al mad, der "støjer", og køber ikke noget sprødt, der knaser mellem tænderne.

– Min partner spiser heldigvis hurtigt, så lidelsen er kortvarig. Førhen skete det, at jeg bad ham om at spise, når jeg ikke var hjemme.

– Nu er tiden omkring middagsbordet familietid, vi er optagede af, at det skal være hyggeligt for alle. Det er især vigtigt, efter Nora startede i børnehaven. Jeg kan ikke bare gå i seng, når lydene bliver uudholdelige. Det gjorde jeg af og til før, indrømmer Andrea.

– Min far synes, man skal hygge sig og nyde maden, og det er et mareridt at spise sammen med en, der tager sig så lang tid. Længe før min far er færdig med at spise, har jeg gjort bordet rent.

Andrea fortæller, at nære venner og familie er klar over udfordringen, og de bliver ikke overraskede, når de ser hende sidde med en finger i hvert øre.

Det er en teknik, hun ofte bruger, når lydene bliver for påtrængende. Hvis hun vil have noget godt med til en pigeaften, vælger hun blødt slik frem for ting, der knaser eller laver høje lyde.

Aftenerne derhjemme kan være en udfordring, og Andrea har lidt dårlig samvittighed over for sin partner. Hun bliver irriteret, hvis han spiser knasende chips eller nipper til varm te.

Han tager højde for Andreas følsomhed over for lyd, og om aftenen når han vil have chips, går han ud i køkkenet og spiser dem der.

Andrea skruer også altid ned for tv'et, som hun synes er skruet alt for højt op og larmer for meget.

Umuligt at undgå alt

Tidligere var børnelyde ikke et problem, men datteren Nora er blevet ældre og laver nye lyde. Andrea fortæller, at den mest forfærdelige lyd er, når datteren eller en anden spiser softice. Hun tager aldrig Nora på skødet, når hun spiser is.

Den ældste datter plejer også at vågne om natten og komme ind til sine forældre. Som mor vil Andrea naturligvis gerne trøste sin datter, når hun er bange eller ked af det.

Men Nora skærer ofte tænder i sådanne situationer, og Andrea skal virkelig gøre en indsats for ikke at vise, hvor ubehagelig lyden er.

– Før talte jeg ubevidst selv meget lavt, fordi jeg troede, det var mest behageligt for den, jeg talte med. Nu har jeg lært at tale så højt, at folk hører, hvad jeg siger. Jeg har også trænet i at fokusere på andre ting end lydene, så de bliver mindre generende, siger Andrea.

Det kan være irriterende, når andre klikker med en kuglepen, men det er en lyd, hun tåler. Hvis nogen tygger tyggegummi i nærheden, er lyden meget generende. Det samme gælder for eksempel at smaske chokolade i sig.

Andrea griner lidt modløst, ryster på hovedet og fortæller samtidig, at et æble, der knaser, er forfærdeligt.

– Biografen kan også være en udfordring, både på grund af alle de poser, der larmer, og lyden af ​​folk, der spiser popcorn, chips, chokolade og andet slik, siger hun.

En hypnose hjalp

Andrea troede i mange år, at hun var alene om at have "en besværlig ting", som hun bare måtte leve med.

Først for fem-seks år siden forstod hun, at der er flere, der har misofoni eller andre former for lydoverfølsomhed. Hun kontaktede en hypnotisør i Skien, og efter én behandling fik hun det bedre.

Andrea tænker glad tilbage på den fredag, hvor de kunne holde taco-aften, uden at hun stak fingrene i ørerne.

– Jeg kan godt lide både at lave mad og spise mad, men det er nemmest for mig at spise alene. Derudover er jeg meget social og familieglad, og vil hellere sidde med fingrene i ørerne under et måltid end ikke at deltage, siger Andrea og griner igen.

– Effekten af ​​hypnosen aftog gradvist, og måske prøver jeg igen. Jeg har også hørt om specielle ørepropper, der kan indstilles til at fjerne visse frekvenser. Dem vil jeg også bestille.

Andrea fortæller, at hendes gener varierer meget afhængigt af dagen. Hvis hun er træt, bliver hun lettere vred og irriteret.

– Jeg vil ikke have, at mine udfordringer begrænser, hvad andre eller jeg kan. Samtidig er det umuligt at lade som ingenting, når jeg får kuldegysninger og hele kroppen spænder.

– Jeg har hørt, at det er muligt at behandle misofoni med eksponeringsterapi. Måske vil jeg til sidst prøve det. Min partner synes i hvert fald, at det er en god idé. Det er ham, det påvirker mest, selv om han er utrolig hensynsfuld, siger Andrea.

Andreas partner og veninde har læst og godkendt artiklen. Artiklen blev første gang udgivet på kk.no. Dette er en redigeret version.