Sundhed
23. februar 2017

9 råd: Undgå skadelig kemi på børneværelset

Det er umuligt helt at slippe af med kemikalier i hverdagen, men du kan gøre meget for at minimere den skadelige kemi på dit barns værelse. Her får du 9 tips!
Af: Anne Romanelli
Børneværelset

Hjemmesiden Grønforskel.dk (link fjernet) sætter i marts måned fokus på kemikalier i hjemmet - og hvordan man kan minimere disse kemikalier, som er skadelige for både os og miljøet.

I den forbindelse har man lavet følgende gode råd til, hvordan du kan begrænse de skadelige kemikalier i dit barns værelse:

1) Frem med støvsugeren

Gør rent mindst én gang om ugen. Mange kemiske stoffer ophober sig i støv. Husk også kasserne med legetøj – og hav ikke en masse legetøj stående på børneværelset, som alligevel ikke bliver brugt.

2) Et pust af frisk luft

Luft grundigt ud! Sørg for gennemstræk i hvert fald to gange fem minutter hver dag. Luften indenfor kan faktisk være mere forurenet end luften udenfor.

3) Gammelt legetøj er forbudt

Det er ikke altid den bedste idé at lade legetøj gå i arv. Henter du noget ned fra loftet, der er fra før EU indførte grænseværdier for ftalater i legetøj til børn, så smid det ud.

4) Tjek skummet

Vær særligt opmærksom på produkter til børn, som indeholder skum, og læs på indlægssedlen. F.eks. madrasser, autostole, bæreseler og puslepuder – det skal helst være så kemifrit som muligt.

5) Sluk for tv’et når der skal soves

Lad ikke dit barn sove med tændt elektronik. Tænk over, hvor du stiller babyalarm og Playstation, og sluk når I ikke bruger det.

6) Følg brugsvejledningen på produkter

Brug produkterne til dit barn rigtigt. Følg altid brugs- og doseringsvejledninger, og undgå altid at spraye indenfor.

7) Dufter det kemisk?

Brug næsen, når du køber nyt elektronik, tøj, gulvtæpper og legetøj til dit barn. Hvis det lugter kemisk, er der stor chance for, at det er fordi, der afgives kemikalier til indeklimaet. Så vælg et alternativ.

8) Lad tekstiler dampe af for kemi

Når du har købt et nyt gulvtæppe til børneværelset, så lad det lige lufte udenfor i garagen eller på altanen i et par dage, inden du lægger det på barnets børneværelse.

9) Udendørs skal også være kemifrit

Opbevar ikke en dunk benzin eller andre terpentinholdige produkter tæt på husmuren ind til dit barns værelse. Undgå det faktisk i det hele taget.

Læs mere om:

Læs også