Mig og mit velvære.
Skønhed

Katrine Muff Enevoldsen: "Det hjælper virkelig at tale til og om sig selv, som man ville tale til en god ven"

24. oktober 2021
Af Missu Schneidermann
Foto: Alexander BP
Den 36-årige musiker og tv-vært og vasker hår hver dag og får klaustrofobi i ansigtet, hvis hun ikke renser makeup af om aftenen.

Hvor lang tid bruger du på velvære hver dag?

– Om morgenen går jeg tit bare direkte i gang med at arbejde eller rydde op. Til gengæld bruger jeg 10 minutter i bad og vasker hår hver dag – mine venner mobber mig med, at jeg er helt utrolig renlig.

– Motion bliver tit en gåtur med en ven og en kop kaffe. Sport skal helst ikke blive for stort et projekt, så får jeg det ikke gjort. Jeg er god til rutiner. Jeg skal bare lige have dem først.

Hvad er fast inventar på dit badeværelse?

– Jeg bruger mild shampoo uden sulfater og er helt vild med Rudolph Cares. Til ansigtet bruger jeg micellar rensevand og Ole Henriksens 3 Little Wonders Kit og Banana Bright Primer, som giver megalækker glød.

– Min Mason Pearson-børste er mine børn også glade for, fordi den ikke river i håret. Jeg har altid syntes, det var vildt at bruge så mange penge på en børste, men det er en luksusoplevelse hver gang.

– Min nye duft er fra det danske mærke Ærlig. Jeg går aldrig i seng med makeup på, jeg får nærmest klaustrofobi i ansigtet af det.

Hvad er det dummeste, du har gjort ift. dit udseende?

– Da jeg var lille i 90’erne, bestilte jeg engang ’Beverly-Kelly 90210’-hår hos frisøren. Det fik mig til at ligne et 40-årigt barn.

Hvis du skal være pæn i løbet af nul komma dut?

– Den cremede multi-farve Misty Brown fra Tromborg på øjnene og kinder og lidt mascara.

Billigste skønhedsfif?

– Fjern makeup inden sengetid, på med Weledas Skin Food-creme, og sov.

Hvilket produkt forstår du ikke?

– Ansigtsmasker, der ætser huden.

Hvad ville du ønske, du havde vidst om skønhed, da du var yngre?

– At jeg skulle tale pænere om mit udseende. Jeg brugte meget tid på at fejlfinde og tale ned. Det bruger jeg tid på at aflære nu, og det hjælper virkelig at tale til og om sig selv, som man ville tale til en god ven.

Hvornår har du (ikke) makeup på?

– Oftest.

Hvad går dit velværebudget på? Og hvad er dit budget?

– Jeg har ikke noget budget, men jeg har en ny regel, der hedder, at cremer skal bruges HELT op, inden jeg køber en ny.

Læs også