Seks ting, du skal vide om PCOS … fra en, der har det selv

1. Der er mange forskellige symptomer på PCOS.

Jeg fik konstateret PCOS, allerede da jeg var 15, hvilket er tidligt i forhold til mange andre.

Jeg gik til lægen, fordi jeg ikke havde haft menstruation i et år, men der var også andre tegn.

Jeg fik det dårligt, når jeg drak komælk, mit humør var mærkeligt. Så min mavefornemmelse sagde mig, at noget var galt.

Dengang boede jeg med min familie i Paris, så jeg gik til lægen der, og han kiggede bare på mig og sagde, at det så ud, som om jeg havde PCOS.

Et klart tegn på PCOS er, at fedtet samler sig om maven, og sådan så jeg ud. Men der er jo også kvinder, som ser sådan ud, hvor det ikke er PCOS.

Senere blev jeg undersøgt, og der kunne man se, at der var cyster i mine æggestokke og rod i mine hormontal.

Et andet tegn på, at du har PCOS, er, at du sover dårligt. Det gør jeg selv. Jeg har virkelig meget tankemylder og kan ikke falde til ro.

På et tidspunkt fik jeg nogle tørre, mørke pletter i nakken, der senere er gået væk. Efter at havde søgt på nettet fandt jeg ud af, at der var flere, der havde det sådan. Lige nu har pletter på baglåret.

Da jeg var 17, begyndte jeg også at få sorte hår på hagen, og mit hår begyndte at falde af.

På det tidspunkt havde alle mine veninder langt, tykt år, og jeg havde bare det tyndeste hår.

Jeg blev mere og mere bevidst om det og gjorde alt for få det til at se ud af noget: Touperede det, brugte volume mousse osv.. Jeg gik fuldstændig bananas og var ligeglad med, hvad det kostede.

De sorte hår på hagen barberede jeg væk, men når de voksede ud igen, blev de jo til stubbe.

2. Jeg går tit grædende hjem fra lægen.

Ved mit andet lægebesøg i Danmark fik jeg at vide, at jeg ikke kunne få børn, og det fik mig helt ned i kulkælderen. Jeg har altid gerne ville have børn.

Jeg gik også en gang til lægen og sagde, at jeg var virkelig ked af min mave og fik at vide, at jeg bare skulle give den mere gas i fitnesscentret.

Der havde jeg det sådan: ”Ej, det har jeg jo prøvet i tre år, og der sker ikke noget!”

Der har ikke været nogen læger, der har sat sig ned og forklaret mig, hvad det her handler om, og hvad man kan gøre.

Da jeg gik til lægen dengang med min uregelmæssige menstruation – og fik konstateret, at jeg havde PCOS – blev jeg anbefalet at komme på p-piller.

Jeg var på p-piller i seks år, og det gjorde, at jeg kunne kontrollere min menstruation, men jeg havde jo stadig alle andre symptomer.

Der er én læge, der engang har sagt til mig, at kost og motion godt kunne betyde noget, men ellers har jeg fundet ud af det hele selv ved at læse om det på blogs, Instagram osv.

Det har været som at gå rundt i en jungle.

Mit håb er, at det i fremtiden ikke er sådan, at man som kvinde skal sidde i fritiden og google om PCOS og prøve ting af, som man ikke aner, virker. Fordi man er så ivrige efter at få hjælp.

3. Kosten spiller en stor rolle

På et tidspunkt besluttede jeg mig for selv at arbejde med min krop.

Jeg ville se, hvordan den fungerede uden p-piller, og hvis jeg levede jeg helt stringent.

Det vil sige, sådan som jeg har læst mig til, at man skal spise, hvis man har PCOS:

Sund kost rig på fibre og grøntsager, og så holdt jeg igen med sukkeret.

Derudover har jeg holdt mig væk fra komælk og gluten, fordi min mave udvider selv helt vildt, når jeg indtager det. Jeg har været til lægen for at undersøge, om jeg var intolerant, men lægen sagde, at ”det kan du sagtens spise”. Men det kan jeg altså ikke.

Så jeg holdt mig fra sukker og mejeriprodukter, spiste ikke særlig mange kulhydrater, spiste glutenfrit og skar ned på kaffe, alkohol osv.

Det betød, at jeg fik min menstruation helt regelmæssigt, og senere synes jeg også, at jeg kunne se en forskel på mit hår.

Men det er nærmest et job at leve sådan. At spise så begrænset. Og eftersom jeg ikke skal have børn lige nu, lever jeg i dag ikke helt så stringent.

Jeg får også stadig menstruation, men bare ikke regelmæssigt. Men det, at jeg ved, at jeg kan få regelmæssig menstruation, har givet mig ro.

I dag har jeg det sådan, at jeg skal nok få børn, og hvis jeg ikke kan selv, kan jeg få hjælp til det.

4. Motion er godt.

Jeg har tidligere løbet, men jeg har fundet ud af, at det er ret stressende for mig.

Så nu laver jeg slow workouts. Det vil sige, at jeg går, cykler eller vægttræner – hvor jeg bevæger mig langsomt.

Træningen er blevet et mentalt pusterum for mig, og jeg er altid glad bagefter.

5. Jeg må acceptere, at jeg ikke kan gøre noget ved det.

Hårene på hagen er kun blevet værre med årene. Jeg fjerner dem med voks og pincet. Jeg går ingen steder uden en pincet.

Jeg har heller ikke det tykkeste hår i verden, men nu bølger det lidt, så det hjælper.

Efterhånden har jeg accepteret, at det er sådan det er. Så er det sgu lige meget, hvis jeg har glemt at fjerne et sort hår.

Jeg har også accepteret, at min krop ikke lever op til idealet om en lille talje, stor numse og tykt hår.

Jeg er jo faktisk helt modsat: Stor mave, smalle hofter og tyndt hår.

Det var svært i starten, men jeg har lært at fokusere på det, jeg kan lide ved mig selv, og det jeg ellers har at byde på, men det har krævet, at jeg har arbejdet mig selv og min tanker om, hvordan andre ser mig.

I dag betyder det ikke så meget, at jeg ikke har en stor numse, når mine venner synes, at jeg er sød og sjov.

Og så husker jeg også på, at der er kvinder med PCOS, der har det meget værre end mig.

6. Det hjælper at tale om det

PCOS er tabubelagt. Man har jo ikke lyst til at sige: ”Jeg barberede lige mit skæg af i morges.”

Så det giver god mening, at mange ikke har lyst til at tale om det, men det er man nødt til.

Hvis ingen taler om det, er der heller ikke nogen, der ved noget om det. Men det er svært.

I starten var det kun mine tætteste venner og familie, der kendte til det. Der gik år, før jeg havde modet til at dele det med andre i min omgangskreds.

Det er også rart at kunne gøre grin med det og sende et billede til ens veninder, hvor toilettet er helt fyldt med hår fra hårbørsten.

Min familie ved også, at de skal tilbyde mig kage og søde sager, når jeg er på besøg. For det kan være svært at skulle sige nej hele tiden.

Det er meget grænseoverskridende for mig at stå frem, som jeg gør nu, men jeg ville ønske, at der var nogen, der havde gjort det, da jeg var 15 år.