https://imgix.femina.dk/media/article/1428_femina_tester_bambioejne.jpg
Skønhed

FEMINA tester kunstige øjenvipper: Bambiøjne forever!

7. juli 2014
af Camilla Kjems
Chefredaktør Camilla Kjems har testet single lash extensions – kunstige øjenvipper. Og hun er blevet afhængig!

Indrømmet. Jeg er forfængelig! Jeg vil gerne tage mig ud fra min bedste side, men omvendt er jeg også typen, der sværger til et “naturligt” look – og derfor ikke bærer særlig meget makeup (måske i virkeligheden fordi jeg er lidt doven og ikke orker at bruge for lang tid foran spejlet om morgenen…) Jeg er derfor heller ikke typen, der nogensinde har brugt penge på hairextensions, acrylnegle eller andre “kunstige” skønhedsdiller. Indtil nu … for første gang nogensinde er jeg nemlig blevet afhængig af noget i den genre: single lash-extensions - kunstige øjenvipper.

LÆS OGSÅ: Kunstige øjenvipper eller øjenvippeserum? 3 tips til dig, der vil have længere vipper

Siden jeg fik sat kunstige øjenvipper på for første gang for nu seks uger siden, har jeg ikke haft øjenmakeup på overhovedet én eneste dag. Utroligt som flotte vipper kan få en til at se frisk og lækker ud – og dét selv på dage, hvor man føler sig træt, fortravlet og uoplagt. Jeg er fan - selvom det både sluger tid og penge. Til gengæld gør de kunstige øjenvipper mit liv en del nemmere, samtidig med at jeg nu føler, at jeg altid ser frisk og præsentabel ud. Også på en dårlig dag.

Hvad er det?

Single lash extensions er kunstige øjenvipper limet på - vippe for vippe – altså ét hår af gangen. Vipperne fås i forskellige materialer og længder, sådan at man kan tilpasse vippens tyngde og længde til kvinden der skal bære dem.

Hvor lang tid holder de kunstige øjenvipper?

Single Lash holder 2-3 uger, hvorefter du skal have en ”opfyldning”

Er det besværligt at have på?

Du kan overhovedet ikke mærke, at du har kunstige øjenvipper på, dog er der et par forholdsregler:

- Brug kun vandbaseret øjenmakeupfjerner

- Gnid ikke øjne

- Sov ikke med hovedet lige ned i puden

Herudover kan du gøre præcis som du plejer: Svømme, dyrke sport og have makeup på, minus mascara, som du kun kan have på de underste, naturlige vipper.

LÆS OGSÅ: Se makeupbommerten der gør dig fem år ældre

Ulemper: Det tager ca. 45 minutter hver 2-3 uge at få fyldt vipperne op, så det er lidt af en tidsrøver.

Pris: 6-800 kr. for et helt nyt sæt kunstige øjenvippet og fra 250 kr. og op for hver påfyldning.

Single lash laves hos skønhedskliniker over hele landet. Vi testede single lash hos salon ”Lækker" på Frederiksberg. Læs mere her.

Læs også