Psoriasis
Skønhed

Psoriasis – 4 måder du kan behandle hudsygdommen på

28. juli 2022
Af Redaktionen
Foto: Shutterstock
Hvorfor får man psoriasis, og hvordan ser det ud? Her kan du blive klogere på hudsygdommen, og hvilke behandlingsformer der er.

Har du en mistanke om, at du måske har psoriasis? Oplever du, at du får skællende sår på huden, der ikke går væk?

Typisk vil symptomerne være røde plamager på huden med hvide skæl.

Årsagen til psoriasis kendes ikke, men vi har samlet de bedste råd til, hvordan du kan behandle hudsygdommen, og hvad du skal være opmærksom på.

Hvad er psoriasis?

Psoriasis en hudsygdom, der ses hos både mænd og kvinder.

Psoriasis er en inflammatorisk sygdom, der kan påvirke hele kroppen. Det er dog uvist, hvordan sygdommen opstår.

Det er anslået, at cirka fire til fem procent af befolkningen lider af psoriasis.

Psoriasis kendetegnes ved røde områder på huden, der er dækket af hvide skæl.

Nogle oplever at få kløe på kroppen omkring de røde områder, mens andre slet ikke oplever, at det klør.

Det er en kronisk hudsygdom, men man kan have lange perioder uden de store udbrud. Graden af udbrud kan også variere meget fra person til person.

Psoriasis kan komme til udtryk ved både små pletter på kroppen, men også meget store udbrud, der generer og klør.

Kilde: Netdoktor, Psoriasisforeningen.

Kan psoriasis gå væk?

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, så man skal forberede sig på, at det aldrig helt vil gå væk. Det er dog muligt at holde hudsygdommen i ro ved hjælp af behandling, skriver sundhed.dk.

Ved hjælp af cremer og medicin, kan du mindske udbrud og kløe på kroppen.

psoriasis

Behandling af psoriasis

Ifølge Psoriasisforeningen findes der fire former for behandling. Hvilken behandling du tilbydes afhænger af sværhedsgraden af dit psoriasis.

Normalt starter man med lokalbehandling og bevæger sig videre til andre behandlingsformer, hvis det ikke virker.

De fire former for behandling af psoriasis er:

  1. Lokalbehandling – Her vil du påføre cremer, der blødgører huden og mindsker udbrud og kløe. Du kan også få en binyrebarkhormon-creme, der har en stærkere virkning på huden.
  2. Lysbehandling – Lysbehandling er UVB-lysbade eller PUVA behandling. Det gives ofte til personer med moderat til svær psoriasis. Du kan evt. også forsøge dig med solbadning.
  3. Tabletbehandling – Hvis du gentagende gange ikke oplever nogen virkning med hverken lysbehandling eller lokalbehandling, kan du snakke med din læge om tabletbehandling.
  4. Biologiske lægemidler - Biologiske lægemidler kan bekæmpe sygdom vha. af de stoffer, der findes naturligt i kroppen. Det kan eksempelvis være hormoner. Behandlingen går ind og blokerer for de signaler, der bliver aktiveret, når psoriasisen udvikler sig. Behandlingen gives som en injektion og kan for nogle være meget effektiv. Man er dog stadig forsigtig med anvendendelsen, da der er risiko for infektioner.

Tal altid med din egen læge om, hvilken behandling der er mest optimal for netop dig.

Kan man pludselig få psoriasis?

Forskning peger på, at psoriasis til en vis grad er arvelig. Dog er det aldrig sikkert, at du vil arve hudsygdommen.

Hvis en af dine forældre eksempelvis har psoriasis er der 15-20 procent chance for, at du selv får det.

Det skal også påpeges, at du sagtens kan være bærer af sygdommen, uden at den viser sig i form af kløe og udslæt.

6 ting, der kan fremprovokere psoriasis

Der er forskellige ting, der kan fremprovokere hudsygdommen.

  1. Infektioner i kroppen er med til at fremprovokere psoriasis
  2. Medicin (vær opmærksom på, om det medicin, du tager, indeholder stoffer, der kan fremprovokere psoriasis)
  3. Psykisk stress
  4. Skader på kroppen (sår og skader kan være med til at få nye psoriasisudbrud til at opstå)
  5. Klima (Vejrforhold kan være medvirkende til, at huden bliver tør og danner sår)
  6. Rygning, alkohol og overvægt (Sørg for at leve relativt sundt, så dit immunforsvar er stærkt, og du på den måde kan forebygge at få psoriasisudbrud)

Kilde: Netdoktor.dk

Kilder: Medicin.dk, Netdoktor.dk & Psoriasisforeningen.dk

Læs også