https://imgix.femina.dk/media/article/haven-i-januar.jpg
Stil

Det skal du lave i haven i januar

6. januar 2018
af Redaktionen
Foto: Panthermedia
Selv om januar er både kold, mørk og ofte også ramt af sne, så betyder det ikke, at der ikke er noget at lave i haven. Men hvad er det så, der skal laves i haven i januar. Det får du svar på i SØNDAGs havekalender for januar

Haven i januar

Lige meget om du er have-entusiast, eller om du er nybegynder i haven, så kan du hente inspiration i SØNDAGs havekalender for januar. Her finder du gode råd til, hvad du skal lave i haven, selv om det jo næppe er højsæson for havens blomster.

Hold øje med vejret

Januar er både kold og mørk, og så er det en måned, hvor der er gode chancer for sne. Hvis det begynder at sne, så husk at ryste sneen af især stedsegrønne træer, buske og hække, så sneen ikke tynger og knækker grenene.

Hvis tøsneen en dag vælter ned og trykker planterne til jorden, så lad endelig haven være i fred. Og pas særligt på med at gå på græsplænen i frostvejr - det ødelægger græsplænens struktur.

Hvis du får brug for at salte, så undlad at bruge salt i nærheden af havens græsplane og planter.

Hvis der er meget sne på drivhusets tag, så sørg for at få det fjernet, inden det begynder at smelte.

Sådan kan du genbruge dit juletræ i haven

Frugthaven

Fjern frugtmumier fra alle frugttræer for at undgå smitte.

Sorter æblerne og fjerne de dårlige, inden råddenskaben spreder sig.

Gem æblesorterne Rød Belle de Boskoop og Bramsleys Seedling, da de er gode, letdyrkelige og perfekte, hvis du får lyst til at plante et æbletræ i haven.

Beskyt små og nye frugttræer mod harer, rådyr og mus.

Tjek overvintrende blomsterløg og -knolde for råd.

Giv de overvintrende planter mest mulig lys, og vand kun sparsomt.

Hold øje med altanens og terrassens krukker. Beskyt dem mod regn og hård frost ved at trække krukkerne helt ind til huset og eventuelt pakke dem ind i en vintermåtte.

Drivning

Grav lidt vintergækker op og stil dem til drivning et køligt og lyst sted.

Mange blomstrende grene kan drives i blomst.

Se her, hvilke grene fra havens træer og buske, du kan tage ind til drivning

Grav en tot purløg op og plant den ind i drivhuset, så du kan høste tidligt.

Vand dine rododendroner, hvis deres blade begynder at rulle sammen. Rododendroner har en stor fordampning fra bladene på solskinsdage og kan ikke selv trække vand op fra den frosne jord.

Beskær buske, hvis de er blevet for store eller trænger til fornyelse.

Høst jordskokker, vinterkål, grønkål og rosenkål i køkkenhaven.

Inspiration til haven

Begynd allerede nu at drømme havedrømme og lægge planer for den nye sæson i haven.

Se efter, om haven er trist og bleg og mangler noget stedsegrønt - laurbærkirsebær, taks eller buksbom. Det kan plantes allerede til foråret.

Der findes mange vintergrønne bregner, der kan give vinterhaven et pift.

Stueplanter

Køb grønne planter til hjemmets rum for at forbedre luften og indeklimaet.

Vi går mod lysere tider - faktisk skinner solen tre timer mere i januar end i december. Alligevel skal du slå koldt vand i blodet og vente med at potte stueplanter om.

Stil stueplanter så lyst som muligt.

Pep din bolig op med primula, mens du længes efter forår - den kan nemlig vokse videre i haven.

Tjek dine stueplanter for spindemider, der er små edderkoppelignende dyr, der kravler på de yngste blade, og som giver anledning til spind i bladhjørnerne. Spindemider kan ses med lup. Kasser de angrebne planter, eller bekæmp med insektsæbe.

Tjek også stueplanterne, og isoler dem, der skranter, så eventuelle sygdomskim og skadedyr ikke spreder sig.

Hold igen med vandet til potteplanterne - vand kun, når jordoverfladen er tørret let ud.

Få tips til at pleje din potteplanter i den mørke tid her

Og sidst men ikke mindst - husk havens fugle. De har brug for vand og mad.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_1.jpg

Læs også