guide til juletræ
Jul

Juletræ: Guide til at vælge og holde dit juletræ

8. januar 2021
af Dorthe Liljensøe, Redaktionen
Udgivet første gang 13. december 2016. Foto: Panthermedia, Shutterstock
Juletræet er et kendetegn ved juleaften, og derfor skal træet gerne stå flot og friskt juleaften. Men hvilket juletræ skal man købe, og hvordan holder juletræet sig bedst? Få svaret i vores juletræsguide her.

I de fleste hjem er juleaftens højdepunkt at tænde og beundre juletræet med al sin glans. At finde det rette træ kan imidlertid være lidt af en opgave. 

Der er mange ting at tage højde for, når årets juletræ skal findes. Først om fremmest skal man overveje, hvilket juletræ, man skal have. Derefter skal man overveje, hvornår man køber og fælder juletræet, og hvordan man får juletræet til at holde bedst indenfor. Sidst men ikke mindst, har du så styr på, hvordan man sætter et juletræ på fod?

Her guider vi dig gennem alle overvejelserne, så du kan få det flotteste juletræ, der passer til lige netop dit hjem! 

Hvilket juletræ skal man vælge?

Et juletræ er ikke bare et juletræ, for der findes mange forskellige sorter af grantræer og desuden også mere bæredygtige alternativer til juletræet. Det er forskelligt, hvor godt de forskellige juletræer holder, og derfor også forskelligt, hvornår de skal fældes og tages indenfor. Du kan blive klogere på, hvilket juletræ, du skal vælge herunder.

Læs også: Opskrifter til den klassiske julefrokost

Hvilke grantræer er gode som juletræ?

Det mest populære og udbredte grantræer, der bruges som juletræ er nordmannsgran og rødgran. Nordmannsgran, Ábies normanniána, er danskernes foretrukne juletræ. Det er kendetegnet ved at have bløde nåle, være velduftende og have god holdbarhed. Nordmannsgranen foretrækkes af mange over rødgran, fordi der ikke går mange dage, før rødgranen smider nålene inde i stuen.

Rødgranen, hvis rigtige navn er Pica abies, er ofte så kompakt i væksten, at der må tyndes ud i grenene for at få plads til julepynten. Modsat kan nordmannsgraner være for åbne og topskuddet længere end kønt er, så der er fordele og ulemper ved begge slags.

Selvom nordmannsgran og rødgran er populære juletræer, findes der også andre gran- og nåletræer, du kan bruge som juletræ. Andre flotte juletræer er f.eks. sølvgran, Abies procera, eller blågran, Picea pungens, som dog er en smule bedre som udendørs juletræ.

Skal du have et udendørs juletræ til haven er sorterne Skovfyr, Pinus sylvestris, Taks, Taxus baccata, eller den serbiske gran/omorikagranen, Picea omorica, rigtig gode.

Du kan se billeder af alle juletræerne og læse mere om dem længere ned i artiklen.

Hvor lang tid holder et juletræ indenfor?

Et juletræ kan holde sig i ca. 14 dage, alt efter hvilken gransort der er tale om, og hvordan det opbevares både før og efter træet er kommet indenfor. Derfor skal det ikke tages ind for tidligt, hvis det stadig skal stå flot på juleaften med gaver under. 

Læs også: 52 julegaver til ham

Hvilket juletræ holder sig bedst?

Nordmannsgran er kendt for at være et af de juletræer, der holder sig bedst indenfor. Dernæst er sølvgranen god og holdbar som juletræ, da den ikke taber nålene så let.

I modsætning til nordmannsgran og sølvgran, taber både rødgran og blågran hurtigt nålene og drysser dermed meget.

Vil du have et juletræ tidligt i december, som holder helt til juleaften, er det derfor en god ide at gå efter nordmannsgran eller sølvgran. Tager du derimod ud og fælder juletræet et par dage før juleaften, kan du sagtens gå med rødgran eller blågran.

Hvordan holder et juletræ sig bedst?

Selvom der er forskel på, hvor længe juletræer holder, kan du sagtens gøre dit for at få det til at holde længere.

Når du har fældet træet, skal det ikke tages indenfor med det samme. Lad i stedet juletræet stå et par dage udenfor uden rod, inden det kommer ind i stuens varme. Stil gerne juletræet i en spand med vand, så det ikke tørrer ud og derudover koldt, fugtigt og i læ, indtil juletræet skal indenfor.

Juletræet kan godt tåle frost, mens det står udenfor og venter på at komme ind. Hvis træet har stået i frost, så lad det tø langsomt op, når det kommer ind. Grenene kan godt sidde lidt fast, men de vil falde på plads, når juletræet kommer ind i varmen.

Det første tip til at få et juletræ til at holde længe, er at få en juletræsfod med vand i. Træet fungere nemlig ligesom en blomst og holder sig altså frisk og oprejst, hvis den holdes fugtig. En juletræsfod med vand er især vigtig, hvis du vil have juletræet stående indendørs et par uger inden juleaften. Juletræet holder sig desuden bedst indenfor, hvis det ikke står tæt på varme radiatorer eller brændeovne.

TIP: Juletræer holder sig allerbedst, hvis de står i en potte, hvor roden bevares og kan vandes.

Juletræ i potte

Juletræer, der står i potte, har den fordel, at de holder hele julen og kan plantes ud i haven efterfølgende. Derfor er det et væsentligt mere bæredygtigt juletræ, da det ikke bare kasseres, når julen er omme og endda kan genbruges året efter.

Du kan købe både store og små juletræer i potte, og det kan især være en god løsning, hvis du alligevel kun har plads til et lille juletræ.

Juletræ i plastik

Hvis du skal sikre dig et flot træ hele julen, der ikke drysser, er et juletræ i plastik, vejen frem. Der findes efterhånden mange forskellige slags juletræer i plastik, som kan være rigtig flotte og realistiske at have stående i stuen. Et juletræ i plastik kan genbruges år efter år, hvilket også gør dem til et bæredygtigt alternativ til at fælde et juletræ.

Fæld selv dit juletræ

Det er efterhånden mange steder, hvor du kan købe dit juletræ lige til at tage med hjem og stille op i stuen.

Men måske plejer I at gøre en tradition ud af at fælde og fragte juletræet hjem selv? Dén mulighed er der i hvert fald også.

Du kan dog ikke bare fælde et hvilket som helst træ i skoven. På aabentlandbrug.dk kan du til jul se, hvor i landet du kan købe og fælde juletræer.

Når du har fundet det træ, der skal stå hjemme i stuen, er det vigtigt, at du sørger for, at der er minimum 20 centimer fri under de nederste grene.

På den måde sikrer du dig, at der er nok rod til at sætte i juletræsfoden. Du kan med fordel tage en tommestok eller et målebånd med ud i det fri.

Et juletræ er klar til at blive fældet 8-12 år efter, det er blevet plantet. De træer, som af den ene eller anden grund ikke kan sælges, går ikke til spilde, men bruges i stedet som klippegrønt til juledekorationer og adventskranse.

Hvad koster et juletræ?

Prisen på juletræer varierer alt efter sort, størrelse og hvor i landet, du køber træet. Køber du træet på landet fremfor i byen, vil et stort juletræ typisk koste mellem 200-300 kr. Men de dyreste kan hurtigt koste over 400 kr.

Du kan som regel spare penge ved at købe juletræet tæt på juleaften eller på juleaftensdag. Så får du også et flot og friskt juletræ med masser af grønne nåle.

Juletræer i potte ligger som regel i prisklassen 300-600 kr. for et klassisk nordmannsgran. Plastikjuletræer fås ligeledes i diverse prisklasser alt efter størrelse og stil. Prisen starter omkring 300 kr. og går helt op til 1500 kr. for nogle af de dyreste.

Hvad gør man med juletræet efter jul?

Sværger du til det traditionelle juletræ, så kan du også få glæde af dette længe efter jul. Når træet har gjort "sin pligt", så sæt det udenfor og hæng fuglefoder i, i stedet for at smide det ud.

Det kan stå grønt meget længe og giver fuglene gode muligheder for at skjule sig. Du kan også bruge grenene til at vinterdække sarte planter i haven.

Et juletræ i potte kan som regel genplantes enten hos leverandøren eller i din egen have. Plastikjuletræet kan du selvfølgelig bare gemme til næste år. Nogle kan skilles ad, så de nemt kan pakkes væk, uden at fylde for meget.

Vælg det rigtige juletræ: 9 forskellige grantræer

Juletræ - det mest populære er Nordmannsgranen.

Nordmannsgran

Nordmannsgran er det mest populære juletræ herhjemme. Træet har bløde nåle, en mild granduft og holder længe uden at drysse. En to meter høj nordmannsgran kan have op til to millioner nåle, så træet fremstår tæt og smukt.

Træet er som en buket blomster og holder sig friskt, hvis det får vand. Har du en vandtæt juletræsfod, kan du altså med fordel give juletræet lidt væske.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Juletræ - Rødgran er blandt danskernes favoritter.

Rødgran

Rødgran er også en af favoritterne herhjemme. Et kompakt træ, der desværre hurtigt taber nålene.

Juletræ - Sølvgranen bruges også som klippegrønt.

Sølvgran

Sølvgranens løv er smukt, og grenopbygningen er regelmæssig. Sølvgran, Abies procera, taber ikke nålene så let som mange andre nåletræer og drysser ikke så slemt, når den bruges som juletræ eller klippegrønt.

Juletræ - Blågranen er smuk og høj.

Blågran

Blågran, Picea pungens, findes både som frøformerede planter og som podede. De sidste har meget blå nåle. Generelt er nålene på blågran stive og stikkende.

Det er ikke den mest holdbare type juletræ, men det kan tages ind i stuen i en potte, så roden bevares.

Juletræ i potte og med bløde nåle.

Cypres/Elwoodi

Kan du ikke lide stikkende nåle, må cypres være noget for dig, for den har bløde nåle. Cypresser findes der et hav af.

Ved juletid sælges der tusindvis af sorten "Elwoodi" i alle størrelser næsten lige fra miniplanter til over meterhøje søjler.

Juletræ der tåler hård beskæring.

Taks

Taks, Taxus baccata, har bløde nåle og er dermed særdeles omgængelig. Det er et godt nåletræ til haven, bl.a. fordi det tåler hård beskæring. Der findes mange forskellige arter og sorter.

Juletræ du kan plante ud i haven.

Omorikagran

Den serbiske gran/omorikagranen, Picea omorica, er et af de bedste grantræer til haver. Det er en slank gran med let hængende grene.

 

Juletræ - Fyrretræ der kan plantes ud i haven.

Skovfyr

Fyrretræer findes både som buske og træer og med lange og korte nåle. Skovfyr, Pinus sylvestris, kan blive et højt træ, men fordi væksten er åben, kan det anvendes i haven.

Den egner sig bedst som juletræ, mens den er under opvækst, fordi toppen på et stort træ næppe vil have en tilfredsstillende juletræsform. Efter jul kan træet plantes ud i haven.

Lille juletræ i sød potte.

Hvidgran i potte

Sukkertopgranen, Picea glauca, er en kompakt form af hvidgran, så selv om den ikke er særlig høj, har den alligevel en del år på bagen, for den lægger kun få centimeter til hvert år. Er velegnet til krukker.

Hvad er historien bag juletræet?

Juletræets historie går flere hundrede år tilbage og kan spores til forskellige lande i Europa, der på hver sin måde begyndte at opstille og pynte grantræer i forbindelse med fejringer. Juletræet er sandsynligvis kommet til Danmark gennem Tyskland, der allerede i 1500-tallet begyndte at opstille pyntede og oplyste træer rundt omkring i tyske byer.

Læs også: 4 hyggelige juletraditioner og hvor de stammer fra

Det første juletræ i Danmark blev set i København i 1811, hvorefter juletræstraditionen i første omgang spredte sig. I dag har juletræet en fast rolle i de danske stuer til jul. Selvom juletræspynten har ændret sig lidt med tiden, og i dag bærer diverse glimtende julekugler, er der også mange, som holder fast i de traditionelle kræmmerhuse, godter og lys som juletræspynt. Traditionelt var der faktisk heller ikke en stjerne men derimod en figur af en engel, nisse eller stork på toppen af juletræet.

Hvorfor vi synger og danser rundt om juletræet er der ingen, der har en sikker forklaring på, men vi er vilde med traditionen.

Kilde: Videnskab.dk