Marie Lau Florin og Charlotte Siepmann
Selvudvikling

To kvinder: Sådan fandt vi et pusterum i hverdagen

Hverdagens hamsterhjul snurrer hurtigere og hurtigere. Mange af os vil gerne sætte farten ned indimellem, men det kan være sværere end som så. Mød Marie Lau Florin og Charlotte Siepmann, der fandt et frirum i hverdagen på hver sin måde.

Marie Lau Florin gik sig til sjælefred

En meget tidlig morgen for 10 år siden vågnede Marie og følte en uforklarlig trang til at sætte den ene fod foran den anden. Bare gå ud i det blå. Helt bogstaveligt. Hun stod ud af sengen, snørede skoene og satte i gang.

– Det var magisk. Jeg følte en helt vildt dyb længsel i min sjæl efter at vandre. Det var en udefinerbar udlængsel, som jeg i dag tolker som en trang efter tid helt alene, forklarer Marie Lau Florin.

Den spontane gåtur førte Marie fra hjemmet i Snekkersten til havnen i Gilleleje. En vandretur på godt 30 kilometer, som kom til at åbne en helt ny verden for hende.

– Jeg oplevede, at jeg gik på mine følelser og tanker. De kunne få frit løb og førte mig nærmest af sted. Det føltes også, som om jeg smeltede sammen med naturen omkring mig, og jeg mærkede alle mine sanser.

Eventyret i hverdagen

Faktisk havde Marie i flere år fantaseret om at vandre på Caminoen. Men det blev aldrig lige til noget, for det krævede både planlægning og penge. Men den morgen for 10 år siden gik det op for hende, at hun ikke behøvede at rejse langt væk for at finde ind til sig selv.

– Det fik mig til at erkende, at eventyret findes i hverdagen, og det begynder lige uden for min hoveddør.  Netop den første vandring blev min vigtigste, for der oplevede jeg virkelig at komme i nærkontakt med mit indre på en helt ny måde. Siden har Marie vandret i det meste af verden. Hendes drøm om at gå på Caminoen er også blevet opfyldt. 

– Dét at vandre giver mig så meget psykisk velvære, som jeg ikke ville kunne købe mig til. Det er gået op for mig, at den fred, jeg søger, har jeg selv indeni. Det fornemmer jeg tydeligt, når jeg går.

 

LÆS OGSÅ: Psykologen: Derfor skal du gøre ting kun for din egen skyld 

Livets bakketoppe

Marie er fulgt i fodsporene af store filosoffer, der også brugte fødderne til at tænke med. Som Søren Kirkegaard, der blandt andet sagde ”Jeg har gået mig mine bedste tanker til”. 

– Mange af os mangler at kunne slippe for de stimuli, som det moderne samfund bombarderer os med. For mig er vandringen blevet en genvej til stilhed og eftertanke. Jeg får ro til at tænke tanker til ende, og mine grublerier svinder ind i takt med mine skridt.

– Det er skridt på vejen til sjælefred for mig. Ligesom jeg klarer fysiske stigninger på mine ture, tackler jeg også mentale bakker i mit liv, som jeg lægger bag mig, jo længere jeg traver. Det giver mig følelsen af, at de vildeste storme kan rase omkring mig, men inden i mig løber det stille vand.

Derfor er vandring blevet både en naturlig og helt nødvendig del af Maries liv. Lige fra de korte aftenrunder sammen med familien til længere ture rundt i landet. Så interviewet foregår selvfølgelig under en gåtur, mens Marie har frokostpause fra sit job som webredaktør på Skovskolen i Nødebo.

– Jeg er blevet stærkt afhængig. Det er mit åndehul i hverdagen. Jeg går også tit til og fra arbejde, til familiebesøg, eller jeg sætter veninder stævne til en vandretur i stedet for på en café. Jeg sørger for at sætte tid af til det, så der ikke er dårlige undskyldninger.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Gående parterapi

For seks år siden fandt Marie også fælles fodslag med Torben. Deres første date fandt sted på en længere spadseretur i skoven. Snart var han også bidt af vandring, og han friede til Marie på deres første fælles vandreferie. I dag bruger parret tit vandringer til at vende virkeligheden i en sammenbragt familie med seks børn.

– Det er vel nærmest gående parterapi. Vi har fred til at føre dybere samtaler om alt, hvad der er på spil. Som regel vælger vi et tema for dagens travetur. Det kan varmt anbefales.

Marie og Torbens fælles glæde ved at gå er nu blevet til en godt besøgt blog, Frie Fodspor. Her deler de oplevelser, tips og tricks til, hvordan man kommer i gang.

– For du behøver hverken lede efter flybilletter eller søge orlov for at finde dit eget lille frirum. Det er bare at gøre det. Vejen ligger åben for alle. Det handler ikke om omgivelserne eller distancen, men om at mærke harmonien, når man giver sig hen, understreger Marie Lau Florin.

Kort om Marie

  • Marie Lau Florin, 41 år, bor i Snekkersten
  • Journalist
  • Foredragsholder og blogger på friefodspor.dk, hvor du også kan finde inspiration til gåture

Charlotte Siepmann fandt ind til sine kerneværdier gennem stilhed

Luk øjnene og lyt. Til lyden af larmende stilhed. Ingen støj. Ingen snak. Strømmen af tanker stopper. Skuldrene sænker sig. Den følelse sukker flere og flere efter. De søger stilheden for en stund. For en tavs pause fra en travl hverdag kan gøre underværker, forklarer Charlotte Siepmann, som holder stille-retræter. 

– På en stille-retræte, hvor du ikke taler, får du ro til at reflektere over, hvordan du har det, og om du er, hvor du gerne vil være i dit liv. Stilheden skræller alt det overflødige væk.

Charlotte bruger billedet af en sø til at forklare, hvorfor stilhed kan give en særlig indsigt. For i dagligdagen er der konstant krusninger eller krappe bølger på overfladen af søen.

– Når overfladen er urolig, er der intet, som spejler sig. Men når den bliver helt stille, får du knivskarpe refleksioner af alt, hvad der omgiver dig. Jo længere tid alt står stille, jo mere vil grumset bundfælde sig, så du kan se endnu dybere.

 

LÆS OGSÅ: Pauser giver energi

Forløsende oplevelse

Første gang, Charlotte selv deltog i en stille-retræte, var en skelsættende oplevelse for hende.

– Det føltes som en åbenbaring, da jeg pludselig forstod, langt ind i hjertet, at min familie er hele fundamentet for mit liv. Den betingelsesløse kærlighed til mine to piger og min mand er det allervigtigste, jeg har. Det var virkelig forløsende for mig.

For Charlotte havde ellers halset efter penge og en titel, som tidligere var vigtig for hende. Hun var account manager i en stor virksomhed, og status var lig med succes i hendes regnskab.

– Jeg levede efter nogle værdier, som ikke var mine egne, men derimod de forventninger, jeg følte, at andre havde til mig. Jeg gik på kompromis med mine egne kerneværdier.

Så Charlotte kløede på med krævende karrierejob og kæmpede desuden i en længere periode med fertilitetsbehandlinger. Da ønskebarnet endelig kom, og Charlotte halvandet år senere blev gravid igen på naturlig vis, sloges hun dagligt med dårlig samvittighed over ikke at være mere sammen med døtrene.

– Jeg ville gerne det hele – være mor med stort M og klare mit karrierejob, som var blevet min identitet. Så jeg spiste hovedpinepiller til morgenmad, havde mange stress-symptomer og sygemeldinger, men jeg fortsatte alligevel med fuld fart på. Jeg overhørte alle faresignalerne.

 

LÆS OGSÅ: Snup en pause: En kort lur gør dig klogere

Sagde op fra sygeseng

Til sidst sagde kroppen stop, og Charlotte faldt om til et møde. Hun blev hentet i ambulance med udrykning.

– Lægerne konstaterede, at jeg ikke fejlede noget fysisk. Men jeg vidste godt selv, hvad der var galt. Så jeg ringede fra sygesengen til min chef for at sige op. Det var en enorm lettelse. Som om nogen fysisk fjernede nogle meget tunge sten fra min rygsæk.

Det tog mange år for Charlotte at lære at blive menneske igen.

– Jeg var gået i tusind stykker, og nu skulle jeg prøve at samle stumperne. Jeg kunne ikke klare selv det mest almindelige i lang tid. Jeg følte skam over ikke at kunne klare mit job, og jeg følte skyld over ikke at have været der for mine piger, da de var små.

Da Charlotte kom på fode igen, besluttede hun sig for at hjælpe andre fortravlede mennesker med at finde fred.  Hun uddannede sig til stress-coach og mindfulness-underviser. I dag guider Charlotte andre til at leve lidt langsommere. Blandt andet med stille-retræter. Dem oplever hun en stigende interesse for.

– Vi savner en pause fra talestrømmen, informations-flowet og støjen, vi konstant befinder os i. Derfor er stille-retræter det fredelige frirum, vi sukker efter.

 

LÆS OGSÅ: Meditation i tavshed: Julie måtte ikke sige et ord i 10 dage

Lise for sjælen

En stille-retræte med Charlotte varer i fire dage, hvor de 60 timer er i fuldstændig tavshed.

– Efter en introduktion og snak mellem deltagerne er der ingen tale og ingen øjenkontakt. På den måde kan du vende blikket indad og virkelig mærke efter. Stilheden er utrolig smuk, og den er en sand lise for sjælen.

Fælles for de fleste deltagere på stille-retræterne er ønsket om forandring, og ofte finder de ud af, at muligheden er snublende nær, forklarer Charlotte Siepmann.

 – Vi tror tit, at vi skal bevæge os et andet sted hen, før vi kan være rigtig lykkelige. Stilheden giver den fornødne ro til at finde ud af, at vi med nogle justeringer faktisk kan skabe lykken og meningen i det liv, vi allerede har.

Men i en dagligdag, hvor devisen er tempo, tempo og mere tempo, kan det være svært at opnå en tilstand af selvindsigt.

– Der kan ligge mange svar i stilheden. Ikke kun svar på livets helt store spørgsmål, men også på de mindre udfordringer. Stilheden findes i de små pauser, som du selv kan være opmærksom på at skabe, siger Charlotte.

Hvis man ikke har mod på eller mulighed for en stille-retræte, er det alligevel muligt at få en snert af stilhed i sin hverdag med et simpelt trick.

– Tag en timeout for dig selv, for eksempel på toilettet. Der kan du som regel få ro. Tag eventuelt et par tætsluttende hørebøffer på og sæt dig så og træk vejret dybt ned i maven.  Hvis du kun koncentrerer dig om din vejrtrækning og stilheden, vil du få en pause til lige at mærke, hvor du er, hvem du er, og hvor du er på vej hen, forklarer Charlotte Siepmann.

Kort om Charlotte

  • Charlotte Siepmann, 52 år, bor i Risskov
  • Leder af stille-retræter, certificeret Master Coach, yoga- og mindfulness-underviser
  • Indehaver af Yourchoice
  • Læs mere om Charlottes stille-retræter på yourchoices.dk