D-vitamin
Kost og helbred

D-vitamin - husker du at få nok?

D-vitamin har en lang række forskellige funktioner i kroppen, og forskerne diskuterer ivrigt den sundhedsmæssige betydning af vitaminet, men to ting er de enige om: Vitaminet er livsvigtigt, og på denne årstid får du sandsynligvis for lidt.

D-vitamin kaldes også for solskinsvitaminet, fordi den primære kilde til vitaminet er solen. Om vinteren står solen i Danmark så lavt på himlen, at strålerne ikke indeholder tilstrækkeligt med UV-stråler, der er nødvendige for, at huden kan generere den D-vitamin, din krop skal bruge. Det er derfor nødvendigt, at finde andre kilder til D-vitamin i årets mørkeste måneder fra oktober til marts. D-vitamin regulerer dit immunsystem, styrker knoglerne og vedligeholder musklernes funktion. Vitaminet er livsvigtigt, så det er vigtigt at få dækket behovet året rundt. Du kan ikke selv mærke det, hvis dit indtag af D-vitamin er lidt for lavt, men har du ikke nok D-vitamin i blodet over en længere periode, kan du muligvis opleve muskelsmerter og -svækkelse.

D-vitamin om vinteren

D-vitamin i kosten

Fede fisk er en af de bedste kilder til D-vitamin. Især fra de fisk, som er fanget i vild natur. Disse fisk har en føde, der indeholder mere D-vitamin, således at vitaminet ophobes i kroppen på fisken. Da opdrættede fisk ikke får samme foder, indeholder de typisk mindre D-vitamin. Udover fisk kan du også finde D-vitamin i andre animalske fødevarer, men typisk i niveauer så lavt, at det kan være svært at spise nok til at dække behovet. Svampe er de eneste fødevarer fra planteverdenen, som også kan indeholde D-vitamin. Dette kræver dog, at svampen har fået solbestråling, så vitaminet kan dannes. Det kan du desværre ikke forvente, når du køber dem i et supermarked. Desuden har det også vist sig, at gær kan indeholde D-vitamin. Men det er stadig på undersøgelsesstadiet. 

D-vitamin er vigtigt for hjernen

Vitaminpiller

D-vitamin tilskud i form af et kosttilskud kan være en god måde at øge indholdet af D-vitamin i kroppen. Her er det vigtigt at være opmærksom på mængden af D-vitamin i tilskuddet, fordi der findes mange forskellige tilskud på markedet. Vær opmærksom på, at en del D-vitaminpiller indeholder rigtig meget D-vitamin i forhold til dit behov. En multivitamin har typisk et passende indhold.

Ferier

Hvorfor ikke kombinere det fornuftige med det fornøjelige og øge dit niveau af D-vitamin med en dejlig tur til sydens sol? Tag så langt væk, at du kan færdes i solen med bare arme og ben, så vil din hud hurtigt producere al den D-vitamin, du mangler lige nu og få depotet fyldt godt op inden du tager hjem. Husk bare solcremen! 

15 min. sol giver D-vitamin

For meget af det gode er også skidt!

Der er flere risici forbundet med at have for lidt D-vitamin i kroppen, men det er heller ikke godt at have for meget. De senere års intense forskning og interesse for D-vitamin har givet nogle indtryk af, at jo mere D-vitamin jo bedre. 

- Det er en komplet misforståelse, for lige som for lidt D-vitamin kan være forbundet med sundhedsrisici så kan for meget D-vitamin også være forbundet med sundhedsrisici, siger Inge Tetens. Hun er professor med speciale i ernæring ved DTU. 

 

Læs mere om: