Interview med Petra Nagel
Interview

"Jeg glemmer tit at bruge min fornuft, når jeg ser på de redigerede billeder på Instagram"

1. november 2021
af Birgitte Bartholdy
Foto: MEW
Hvis man vil tages alvorligt, skal man finde balancen mellem at være ærlig og uden filter. Den balance har studievært og forfatter Petra Nagel arbejdet på at finde, og den taler hun om i sin nye bog, som hun kalder en feltguide til voksenlivet.

Engang, da Petra Nagel var på arbejde som vært i ” Go’ Aften Danmark”, skulle hun interviewe Lars Løkke Rasmussen.

Da hun sad over for den tidligere statsminister, kom en velkendt følelse op i hende, en følelse af at være bange for at blive afsløret.

Hun blev sendt tilbage til sit unge, usikre jeg og tænkte, at det måske var smart at fortælle både Lars Løkke og seerne, at hun var klar over, at politik ikke var hendes spidskompetence, i det mindste var hun så ærlig.

Derfor indledte hun sit spørgsmål med sætningen: ”Nu ved jeg ikke så meget om politik … ”

Den slags sætninger mente hendes chef så ikke, at Petra skulle bruge nogensinde igen.

– Og det var rigtigt set. Det var ikke stedet. Det gjorde jo bare, tror jeg, at han syntes, jeg var en dum, lille pige. I sådan en situation ville jeg komme længere, hvis jeg havde startet med: ”Godaften og velkommen, der er rigtig mange ting, jeg gerne vil spørge dig om … ”

– Jeg behøvede ikke engang at fake en viden, jeg kunne bare være nysgerrig.

Men det kan godt være svært for hende at lade være med at vise sin usikkerhed, for det har hun gjort så tit tidligere og med en vis succes.

Foran rullende kameraer har hun fortalt både om det sværeste følelsesmæssigt, om pinlige ting, hun skammer sig over, og om de gange, hvor hun snublede og opførte sig dumt, og hun pynter gerne på fortællingerne med humor og selvironi.

Det begyndte med DR-programserien ”Petra dater hele verden” fra 2016, hvor hun undersøgte, hvordan hun kunne blive bedre til at date ved at opleve dating i Libanon, Mexico, Serbien, Brasilien, Island og USA.

Året efter undersøgte hun i otte programmer sit forhold til sig selv og sin krop i programserien ”Petra elsker sig selv”, som blev sendt på DR3.

Og i 2018 stod hun bag otte programmer, ”Petra får en baby”, der handlede om at være gravid første gang.

Så var hun ganske vist også mæt af at udlevere sig selv i en periode.

Men nu gør hun det igen, denne gang i bogen ”Ting, jeg har lært, da det var for sent”, som hun kalder en feltguide til voksenlivet.

Her fortæller hun med et beundringsværdigt mod om alle slags usikkerhed op igennem sin opvækst og som ung singlekvinde.

Hvorfor har du inviteret folk ind i dine private gemakker igen?

– Fordi jeg selv manglede sådan en bog, jeg kunne spejle mig i, da jeg var yngre. Og det har været mit arbejdsmantra, også da jeg lavede programserierne for DR, at jeg ville gøre mig selv klogere.

– I bogen sætter jeg mig for at finde ud af, hvordan jeg fandt vej igennem min ungdom til det meget bedre sted, jeg er i dag.

Petra Nagel om sin nye bog: "Ting, jeg har lært, da det var for sent"

Bogen henvender sig mest til unge kvinder, men ældre kvinder kan nu også læse den med stor fornøjelse.

Mange af de problemer og kriser, Petra skildrer, handler nemlig om den længsel efter at blive accepteret og elsket, vi alle har i os, og om at lære at leve med sine fejl.

Det kan godt være, at de yngre kvinder klæder sig anderledes, går mere i byen, får flere tatoveringer og leder længere efter den eneste ene, end vi gjorde. Men grundlæggende hungrer vi alle efter at kunne hvile bedre i os selv.

Bakkenbarter og knyster

Nemt er det ikke at få Petra interviewet om bogen på den sprøde efterårsdag, hvor vi har sat os i hendes have. Efter hun blev færdig med den, er hun nemlig blevet mor for anden gang.

– Jeg håbede, at min datter ville sove gennem interviewet, men hun vågnede for lidt siden, siger Petra, da jeg kommer.

Nu opholder babyen sig hos sin far indenfor og underholder os jævnligt ud igennem havedøren med sin pludren og sine krævende skrål, der giver små flikflak i Petras øjne, mens vi snakker.

Men hun er nu ret god til at holde koncentrationen alligevel.

Bliver det aldrig for meget at være så ærlig?

– Jo, indimellem. Men så minder jeg mig selv om det interview, jeg så i ”Go’ Aften Danmark” med Hella Joof for mange år siden, hvor hun fortalte, at hun var blevet genkendt af en læge, da hun blev undersøgt for sine hæmorider, og lægen spurgte: ”Er du ikke Hella Joof?”

– Det fik mig til at grine dengang og føle lettelse. Og når Hella Joof tør sige den slags, så tør jeg også tale om mine knyster ved storetæerne, mine rygdeller, mine mest mislykkede tatoveringer og min tendens til bakkenbarter.

Det har da også vist sig ikke at være spor farligt at fortælle om sine fejl og mørke stunder, fandt hun ud af, da hun lavede programserierne. Faktisk det stik modsatte.

– Da jeg i mit datingprogram for eksempel talte om, hvor ensom jeg kunne føle mig som single, fik jeg mange reaktioner fra kvinder i alle aldre, der skrev, at de endelig følte sig spejlet.

– I det hele taget skriver mange, at mine afsløringer af min usikkerhed har hjulpet deres selvværd i vejret.

Siden hun begyndte at hylde det uperfekte i sine programmer, er der kommet en hel bølge af den slags, som hun finder befriende.

– Det er også svært at være sur på en, der er så ærlig. På et tidspunkt, mens mine programmer kørte, skulle jeg tale med en i DR om, hvordan jeg tog det, når folk skrev sure kommentarer om mig på Facebook.

– Men jeg måtte sige, at jeg ikke var særlig hårdt ramt. Egentlig var jeg jo hårdere ved mig selv og parat til at indrømme alle de fejl, de anklagede mig for.

– Og samtidig fik jeg heldigvis også mange henvendelser, hvor kvinder skrev, at de havde brug for at se en i fjernsynet, der gav dem et sandere blik på virkeligheden.

Har du altid været vild med at være ærlig?

– Ja, det var nok næsten for meget, da jeg var yngre. Min mor er ligesådan, hun er også typen, der siger ligeud, hvis noget ikke er så godt, som hun synes, det skal være.

– Nogle gange tænker man, ”kan vi ikke bare lade det passere”, men nej, det kan vi ikke.

Petra Nagel med kæresten Asbjørn

Petra har heller ikke selv altid kun fået ros for sin ærlighed, især ikke når hun har været ærlig omkring andres fejl.

– Jeg ved da, at nogle blandt mine veninder sikkert har set mig som ret irriterende indimellem, ler hun.

Duften af skyllemiddel

Her er nogle af de ting, Petra har gjort for at forbedre sit udseende.

Det meste af sin ungdom kunne hun ikke lide sine brune krøller og har haft farvet håret både hvidt, pølsefarvet og tisgult.

Hun har også strøget det med strygejern for at få det glat.

Desuden har hun haft en piercing i underlæben og haft en Monroe-piercing, som sad der, hvor Marilyn Monroe havde sin skønhedsplet.

– Jeg vil så gerne kunne fortælle især de unge kvinder, men også gerne de gamle, at alle kroppe jo har fejl og mangler, alle bakser med et eller andet.

– Og så snart vi har fået det fikset på en eller anden måde, begynder vi helt sikkert at bakse med noget nyt. Vi kvinder holder aldrig op.

Sit hjem og sine forældre var Petra i øvrigt også utilfreds med.

Din mor ville gerne have, at du skulle stå ved dig selv …

– Ja, hun gik meget op i, at jeg skulle turde være anderledes, da jeg var teenager, og jeg ville bare ligne de andre. Hun tvang mig til at gå i noget tøj, jeg ikke havde lyst til.

– I dag kan jeg se, at det var virkelig flot, smukke fløjlskjoler og jakker, der struttede. I dag forstår jeg også, at det at stå ved sig selv jo er det eneste rigtige. Men dengang så jeg det som et mareridt.

Petra er vokset op ude på landet i Lejre på et stort husmandssted med et par tønder land til, hvor der altid var dyr. Hendes far er arkitekt, og hendes mor fotograf.

– Når jeg kom hjem til mine veninder, duftede der af skyllemiddel, og de havde bryggers, de kunne se Cartoon Network, maden stod klar på bordet senest 18.20, og det kunne sagtens være hakkebøffer.

– Hjemme hos mig blev klokken indimellem 21.30, før vi fik mad, ofte en ret avanceret ret, min far havde lavet. Han elsker at eksperimentere og er ofte inspireret af udenlandsk mad.

– Jeg tror, mine veninder syntes, det var sjovt, men meget specielt, at være hjemme hos mig.

Det er virkelig underligt, at man som helt ung kan hade sin forældre så meget, siger hun, og så nu som voksen forgude dem. I dag synes hun i tilbageblik, at de egentlig var helt okay.

– Tag min far, som jeg har skændtes så meget med, i dag synes jeg, han er tæt på genial. Han kan også være en bedrevidende tåbe, men jeg ringer alligevel til ham hele tiden og spørger ham til råds om alt muligt.

For hård ved mig selv

Som mange i sin generation var Petra længe i tvivl om, hvad hun ville være, og om hun nogensinde ville finde den rigtige mand og få børn.

Er kvinder i din generation mere usikre, end din mors generation var?

– Internettet og de mange tv-kanaler har i hvert fald betydet meget. Vi begyndte at kunne spejle os i alle i hele verden, tyk som tynd, rig som fattig. Det kan ikke undgå at påvirke os.

– Det kunne min mors generation ikke, men på den anden side kommer noget af min usikkerhed da fra min egen mor, der også kæmpede med urealistiske kropsidealer og ofte talte om, at hun måtte tabe sig. Små bemærkninger, der forplantede sig.

– Bare sammenlignede hun sig kun med sine veninder og sin mor, hvor vi i dag sammenligner os med alle mulige photoshoppede kvinder, der fremstiller sig selv som stærke og glade, og vi tror, at alle andre end os er det.

– Selv om jeg er okay intelligent, glemmer jeg tit at bruge min fornuft, når jeg ser på de redigerede billeder på Instagram.

Hun forstår også godt, at hendes mors generation kan have svært ved at forstå, hvorfor yngre kvinder skal feste så meget igennem.

– Især de sidste år, jeg var single, var jeg træt af at have tømmermænd og være fuld så tit. Tinder var endnu ikke stort dengang, så hvis jeg skulle møde en mand, måtte jeg ud i byen, og jeg var ikke modig nok til at gå hen til fyrene uden alkohol. Imens gik årene, og jeg ventede og ventede på den rette.

De fem-seks år, hun nåede at bo alene, synes hun selv var på nippet til at gøre hende sær. En følelse, singler i alle aldre sikkert genkender.

– Jeg trængte virkelig til at komme hjem til en, der sagde, ”ah, overdriver du ikke lidt nu”, og ”så slemt var det nok ikke ment, da hun sagde det sådan”.

Hvordan endte du så med at finde din nuværende kæreste?

– Det var, lige efter jeg havde lavet datingserien på tv. Jeg tog på bar med en veninde, og så stod Asbjørn der. For en gangs skyld var her en mand, jeg intet havde at udsætte på.

– Han var ikke irriterende, træls, smart i en fart, ikke for meget eller for lidt. Når jeg datede, så jeg altid på mændene og tænkte, ”er ham her god nok til at blive far til mine børn?” Det var de fleste ikke.

– Men Asbjørn var. Jeg ville så gerne have vidst, at jeg mødte ham til sidst, så havde jeg ikke behøvet at turnere så meget rundt.

Selv om Petra nu er 37 år, kan hun stadig være sårbar og selvkritisk, og hun kan stadig få lyst til at tage hjem og skifte tøj, når hun til en fest pludselig synes, hun har fået noget latterligt på.

Sådan vil hun nok være altid. Men den store forskel fra ungdomsårene er, at hun føler sig lykkelig.

– Indimellem skal jeg lige minde mig selv om, hvor godt jeg har det. For når jeg bare kører derudad med mand, to børn og job, så kan jeg hurtigt finde ting, jeg er træt af.

– Men når jeg så stopper op og ser på alt mit guld, føler jeg mig utrolig heldig. Jeg troede aldrig, jeg ville nå hertil.

Læs også