https://imgix.femina.dk/media/article/1436-hypokonder.jpg
Krop & velvære

Bliver du (mere) syg på nettet?

16. september 2014
Af redaktionen
foto: Pantherstock
Er du typen, der googler sygdomme og symptomer i ét væk? Pas på med det, for du kan blive ramt af helbredsangst. Gå hellere til lægen i stedet for at bekymre dig unødigt, opfordrer læge Charlotte Bøving.

Vi går mere til lægen end tidligere og besøger lægevagten oftere, fordi vi tror, vi fejler noget alvorligt.

– Til forskel fra tidligere har vi nu på nettet adgang til en enorm viden om sygdomme, sundhed og sygdomsforebyggelse, forklarer læge Charlotte Bøving, der også er med i SØNDAGs ekspertpanel.

– Den viden, vi finder på nettet, gør os mere bange, med det resultat, at vi går oftere til lægen. Vi ved nemlig, at hvis vi ikke får behandlet en sygdom i tide, kan det have store konsekvenser for vores helbred, siger Charlotte Bøving, der forklarer, at man kan piske en stemning op, hvis de symptomer, man har, på nettet kan tolkes som noget alvorligt.

Læs også: Er du afhængig af din smartphone?

Skal jeg tro på lægen eller nettet?

Charlotte Bøving har også oplevet patienter, som har svært ved at tro på det, hun som læge fortæller dem om deres symptomer i forhold til sygdom, fordi patienterne på nettet har læst om skrækscenarier, der gør dem så bange for at fejle noget, at det kræver længere samtaler for at få patienten til at forstå, hvordan tingene hænger sammen.

Læs også: Vi bliver mindre bange og vrede med alderen

Skal man undgå nettet?

Hvis du er blevet bange for at fejle noget alvorligt efter at have læst på nettet, opfordrer Charlotte Bøving dig til at gå til læge.
- Det kan have en beroligende effekt, så man ikke behøver at gå rundt og spekulere på, om man fejler noget alvorligt.

For spørgsmålet er selvfølgelig, hvor megen viden vi kan rumme, og i hvor høj grad vi påvirkes af informationerne om sygdom.

Psykoterapeut Henriette Boysen forklarer, at det bl.a. afhænger af vores erfaringer, og af hvor sensitivt vores nervesystem er.

- Nogle har mere sensitive nervesystemer end andre fra naturens side, eller har fået det i løbet af livet på grund af traumatiske oplevelser, der kan gøre, at man er blevet vant til et højt adrenalinniveau og ubevidst opsøger ting, der kan tænde nervesystemet. Derfor søger man tit oplysninger på nettet om sygdomme, som man kan tænkes at have, og får dermed tændt sin frygt og øget sit drenalinniveau. Det er blevet en slags gentagelsestvang, der skaber genkendelighed.

Køb på soendag.dk: Lær Dig Selv Bedre At Kende - Online Hjemmekursus

Undgå helbredsangst

Hvis nettet har gjort dig bange for at fejle noget alvorligt, kan du:

  • Få en god snak med din læge - det vil virke beroligende. Og hvis lægen fastholder, at du ikke er syg, kan du overveje, om din uro skyldes, at du bærer en gammel, ubearbejdet sorg, som måske stammer fra en eksistentiel krise som skilsmisse, dødsfald osv.
  • Du kan også tale med en psykolog eller en psykoterapeut om din angst for at blive syg.
  • Hvis du får tankemylder eller katastrofetanker af at surfe sygdomme, så lad være og tal i stedet med en, du er tryg ved.

(Kilder: Praktiserende læge Charlotte Bøving og psykoterapeut Henriette Boysen)

Læs også