Forretter

Opskrift: Sund tunmousse med husblas

Tunmousse er en klassisk forret, der klæder ethvert frokostbord. Her får du opskriften på en sund tunmousse med husblas.

Tid i alt: 30 min
Antal personer: 6

DET SKAL DU BRUGE

2 dåser tun i olie
1 tsk revet løg
100 g mayonnaise
1 spsk creme fraiche
1 spsk tørrede dildspidser
Saft af 1 lille citron
Salt og peber
5 blade husblas
¼ l piskefløde
4 spsk olivenolie
1 stort bundt kruspersille
1 usprøjtet citron
Evt. krondild

TILBEHØR

2 store flutes

Tunmousse er nemt at lave, og så smager det skønt! Der findes flere forskellige måder at lave den lækre mousse på. Tunmousse med husblas bliver fast i konsistensen, men laver du din tunmousse uden husblas, får du også et herligt og velsmagende resultat.

Denne tunmousse er uden smør og derfor forholdsvis sund, men er du mere til tunmousse med smør, kan du prøve opskriften her.

Lav moussen senest en dag forvejen, da den lige skal have et døgn til at sætte sig - så behøver du ikke stresse med at lave den, lige inden gæsterne kommer.

Server din tunmousse på hjemmebagt rugbrød - få opskriften her

Opskrift - sådan laver du sund tunmousse med husblas:

1. Hæld lidt af olien fra tunen. Mos tunen i en skål med revet løg, mayonnaise, creme fraiche, dildspidser og citronsaft. Smag til med salt og peber - den skal være lidt sur.

2. Læg husblassen i 3 spsk koldt vand og smelt den over svag varme. Hæld husblassen i tunen og rør det forsigtigt sammen.

3. Pisk fløden til flødeskum og vend den forsigtigt i tunblandingen, til du har en jævn og blød tunmousse.

4. Smør en springform med olivenolie og hæld tunmousse i.

5. Lad tunmoussen hvile i køleskabet til næste dag.

6. Vend den færdige tunmousse ud af formen på et fad, hak persillen fint og dæk hele kanten med hakket persille ved at trykke det fast med en lille våd kniv.

7. Skyl citronen og riv skallen, evt. med et juliennejern. Skær resten af citronen i både. Pynt den portionsanrettede tunmousse med citronskal og krondild og server den med flutes og citronbåde.

Skal du holde påskefrokost? Få masser af inspiration og lækre opskrifter til frokostbordet!