Muffins med ingefær
Mad

Muffins med ingefær

7. januar 2017
af Julie Hey
Foto: Betina Hastoft
Det er højsæson for influenza og alskens andre dårligdomme, og ingefær er altid en god ven i kampen mod virus. Så hvorfor ikke bage disse saftige og lækre muffins, der strutter af den sunde rod og smager forrygende?

Ingefær er roden til alt godt siger man, og i dette tilfælde er de basis for en flok virkeligt lækre muffins. Den skønne smag af ingefær inviterer til, at du serverer kagerne til en kop god te, mens vintermørket sænker sig. Opskriften giver ca. 16 stk., og du behøver kun at bruge 15 minutter i køkkenet, mens ovnen klarer resten.

Du skal bruge:

170 g smør

200 g sukker

3 æg

125 g hvedemel

2 tsk. bagepulver

100 g mandler

1 knold økologisk ingefær, 3-4 cm

Jag forkølelsen væk med denne varme drik med ingefær

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180°.

Smelt smørret på en pande. Hæld smørret i en skål og tilsæt sukker. Pisk smør og sukker og tilsæt æggene et ad gangen.

Sigt mel og bagepulver i og pisk videre. Hak mandlerne groft

i en minihakker. Vend dem i dejen og tilsæt revet ingefær.

Fordel dejen i smurte muffinforme og bag dem i ovnen

i 15-20 minutter.

Nydes lune med varm te.

Mette Blomsterbergs kager

Læs også