Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Vores mandlige genbo lurer på os"

"Vores genbo står ofte på første sal enten i sove- eller badeværelset og ser ind på os, og det går især ud over min datter og mig. Vi har naturligvis persienner, men de kan jo ikke være trukket for altid. Det er ubehageligt, og efterhånden føler vi os udstillede i vores eget hjem – og min datter kan ikke længere lide at være alene hjemme. Hvad gør vi?" Læs brevet til Nikoline Werdelin her.

Hej Nikoline Werdelin

Vi har fået et lidt mærkeligt problem, som vi ikke helt ved, hvordan vi skal tackle. Vi bor i rækkehus, hvor husene er placeret, så man næsten ikke kan undgå at se ind til hinanden. Derfor har vi naboer også en stiltiende overenskomst om at vise lidt konduite, og det har hidtil ikke givet problemer.

Nu har vi imidlertid fået nye genboer, hvor vi flere gange har grebet manden i at lure på os. Han står ofte på første sal enten i sove- eller badeværelset og ser ind på os, og det går især ud over min datter og mig. Vi har naturligvis persienner, men de kan jo ikke være trukket for altid. Det er ubehageligt, og efterhånden føler vi os udstillede i vores eget hjem. Min datter kan ikke længere lide at være alene hjemme. Hun er 17.

På opfordring fra min mand har vi forsøgt at vinke til ham, når vi griber ham på fersk gerning. Det får ham til at kigge væk, men vi kan jo ikke hele tiden holde øje med ham. Hvordan ville du gribe det an?

Vi har også talt om at skrive et brev eller gå over og ringe på – gerne, hvor hans kone også er til stede. Men jeg bliver flov på hans vegne bare ved tanken. Har du en bedre idé? Vi har også overvejet at klage til grundejerforeningen, men det er vel ikke en sag for dem.

Med venlig hilsen Genboen

 

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Hvordan skal jeg tackle vores nye nabo?"

Kære Genbo

Først vil jeg anbefale jeres datter at begynde at gå til selvforsvar eller en kampsport – det er en dårlig idé at udvikle undvigemanøvrer allerede nu. Mænds uvelkomne opmærksomhed og seksualitet fylder i alle kvinders liv – jeg tror, det gælder om at føle sig stærk, så man kan tage alt, hvad der ikke er direkte farligt, med lidt hån og hovedrysten.

Hvad med at møde op hos naboen – alle sammen? Både du, din mand og din datter? I kan bede hele den nye familie sætte sig ned og derefter sige, ”Hey, nu har I boet her et stykke tid, og husene ligger jo lidt tæt – skal vi ikke aftale nogle naboregler, der passer os alle?” Jeg vil tro, at dét, der bliver aftalt, tåler dagens lys. Hvis der så alligevel går lurekiggeri i den mandlige nabo, kan I møde op igen og henvise til den oprindelige aftale. Tag eventuelt fotos af ham, når han står og glor, og fremlæg dem på et efterfølgende møde.

Hvis konen smider ham ud, er I af med ham – hvis ikke, ville jeg overveje flere smukke foldegardiner, som I sænker, når mørket falder på, og I tænder lys. Hvis dét ikke gør jer rolige … ja, så er jeg bange for, at I må trække lod med dem om, hvem af jer der flytter!

Mange hilsner Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Vores nye naboer er for frisindede"

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected]

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.