Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Kan vi være bekendt at flytte så langt væk?

"Min mand bebrejder mig, at jeg ikke er mere eventyrlysten, og ifølge ham ser jeg problemer alle vegne. Har han ret? Eller har jeg ret i, at vi ikke kan være bekendt at flytte så langt væk." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin.

Kære Nikoline

Jeg er i syv sind og vil gerne høre din mening. Min mand er blevet tilbudt et job i udlandet. Det er foreløbig i tre år, og det vil naturligvis betyde en stor omvæltning for hele familien. Han har ingen betænkeligheder, for det vil være udfordrende for ham og godt for karrieren. Vi har tre børn, hvor de to yngste uden problemer vil kunne følge med, mens den store på 15 absolut ikke har lyst. Jeg tror dog, vi kan overtale hende.
 
 
Men så er der mig. Jeg har et job, som jeg sætter stor pris på. Jeg kunne måske få orlov til at begynde med, men hvis vi er væk i tre år, kan jeg med stor sandsynlighed ikke vende tilbage. Derudover har jeg min mor at tage hensyn til. Hun er enke, og selv om jeg har en bror, er det mig, der støtter hende mest. Jeg er også bekymret for mine svigerforældre. Min mand er enebarn, så de vil savne vores familie meget.
 
Min mand bebrejder mig, at jeg ikke er mere eventyrlysten, og ifølge ham ser jeg problemer alle vegne. Har han ret? Eller har jeg ret i, at vi ikke kan være bekendt at flytte så langt væk?
Mange hilsener Hjemmefødningen
 
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Min venindes børnebørn er uopdragne"
 

Kære Hjemmefødning

Det er ikke muligt for mig at råde dig, tror jeg. Jeg er født i en familie, hvor alle fra mine forældres generation og nedad i rækkerne har boet i udlandet i kortere eller længere perioder. Vi har i familien en spanier, en sydafrikaner, flere vietnamesere og alle de nu store børn med gener fra flere folkeslag. Jeg selv har boet i USA som barn og i Tyskland som voksen. Min mor har boet tre år i USA, syv år i Grønland og to år i Vietnam. Lysten til eventyr og til at blive udfordret sprogligt og menneskeligt må have vundet over forbeholdene.
 
Da jeg selv var væk som voksen, var alle ”fit for fight” i udgangspunktet – og da min far uventet kom på hospitalet og kort efter døde, tog jeg selvfølgelig hjem. Med de andre udenlandsophold i familien er nogen trådt til, mens de andre var væk. Jeg mindes ikke, at nogen af de ældre har bedt børn eller børnebørn om at blive hjemme. Børn får et sprog mere i bagagen, en stor ressource i et globaliseret samfund – og de får et udvidet verdensbillede, som de kan trække på resten af livet. Familien får et udfordrende eventyr – sammen. 
 
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Mit ønske om et barn mere er så stort, at jeg overvejer at forlade ham"
 
Så … jeg synes, det er en unik mulighed. Der er masser af måder at graduere det, så I alle kan være med. Jeres store datter kan tage hjem efter et år, bo hos noget familie og gå på et dansk gymnasium. Du og de yngste kan også vende om efter et års tid eller to ... det finder man ud af, når man er i gang!
 
Det er nok et spørgsmål om mentalitet. Jeg tror, du skal undersøge, om det er skræk for det ukendte eller en dyb kærlighed til det velkendte, der holder dig tilbage. Jeg tror, det er bedst at handle på plus-følelser.
Mange hilsener Nikoline
 
 
Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected]

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

 

Læs mere om: