Brev til Nikoline Werdelin
Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg har ikke lyst til at invitere hende til min fødselsdag"

"Jeg er havnet i et dilemma. Jeg ved, at min tante ikke kan lide mig, og det er gensidigt. Nu skal jeg fejre min 50-års fødselsdag og vil gerne have min onkel med. Mnen hvad gør jeg med tanten?" Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er havnet i et dumt dilemma i forhold til min tante. Sagen er, at jeg fylder 50 år til efteråret og vil holde en stor fest for familie og venner, heriblandt min mors to brødre og den enes ægtefælle, min tante. Jeg har kendt hende det meste af mit liv og har altid haft en fornemmelse af, at hun ikke brød sig om mig, og det er gensidigt. Det er ikke noget konkret, men jeg har følt, at hun vrissede af mig, og at hun ikke tog mine holdninger og valg i livet alvorligt. Jeg har levet lidt alternativt i forhold til min meget borgerlige familie, og det lægger hun ikke skjul på, at hun misbilliger.
 
 
Nu har jeg imidlertid fået vished for min mistanke, eftersom min mor har haft et skænderi med min tante, hvor hun talte meget grimt om mig. Det har min mor sagt videre til mig, men efterfølgende har de sluttet fred, mest fordi min mor holder meget af sin bror, der jo er gift med min tante.
 
Jeg kan dog slet ikke udholde tanken om, at hun skal med til min fødselsdag. Men samtidig vil jeg gerne have min onkel med, og han kommer næppe uden hende. Der er også det problem, at hvis jeg ikke inviterer dem, kan jeg dårligt tillade mig at invitere min mors anden bror, som jeg holder meget af.
 
Jeg har altid været familiens rebel og hælder mest til blot at invitere mine to morbrødre, men jeg ved, at det vil skabe ballade og gøre både min mor og min ene onkel kede af det. Hvad skal jeg gøre?
Bedste hilsner Fødselaren
 
LÆS OGSÅ: Skal vi invitere eksmanden?

 

Kære Fødselar

Hvad med at tage tyren ved hornene? Kan du ikke ringe til din tante og fortælle, at du er ved at arrangere denne store fest, og at du gerne vil samle de mennesker, som gennem 50 år har været dine vidner, dine venner og bakket dig op? Og nu vil du gerne spørge hende, om hun – af et ærligt hjerte og inderst inde – også har lyst til at fejre dig. Hvis hun ikke rigtig synes, der er noget at fejre, har hun nu alletiders chance for at få det sagt – og så er sagen afgjort.
 
KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje
 
Hvis hun bliver forskrækket og siger ”Ja, naturligvis, hehe, øhmbøhm, selvfølgelig... hvad mener du?”, så har du vist, at du har set hende – og jeg tror ikke, det vil gøre dig noget, at hun sidder et sted ved et bord på din store aften. Det ændrer det hele, når man har afsløret folk med fingrene i kagekassen. Hvis du alligevel har overskud til at invitere hende, har du på alle måder vundet magtkampen.
Mange hilsner Nikoline
 
Skriv til Nikoline Werdelin
Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.