Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er nervøs for, at han ødelægger min datters konfirmation

5. april 2018
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Datteren skal snart konfirmeres, men moren er nervøs for, at hendes venindes kæreste vil ødelægge den store dag med sin fordrukne og brovtende måde at være på. Derfor spørger hun nu Nikoline til råds.

Kære Nikoline Werdelin

Min datter skal snart konfirmeres, og det meste af festen er planlagt. Jeg har dog et problem med min bedste venindes kæreste, for jeg er bange for, at han ødelægger dagen. Veninden er gudmor til min datter, så hun er selvskreven til festen, og egentlig er kæresten også inviteret, men jeg får flere og flere betænkeligheder. Han er fordrukken og brovtende, men opfører sig, som om han er Guds gave til ethvert selskab. Han holder sig heller ikke tilbage fra at kommentere hverken maden, vinen eller de kvindelige gæsters ynder højt og ukritisk.

Du undrer dig måske over, hvad min veninde ser i ham – det gør jeg i hvert fald – men hun er meget forelsket og virker helt uforstående, når jeg antyder, at han er lidt af en prøvelse. Hun har kendt ham i et par år, og det har virkelig ødelagt meget, at hun har valgt ham. Vi sås alle fire, da hun var gift med sin eksmand, men det har vi ikke længere lyst til. Og vi har slet ikke lyst til, at han skal ødelægge vores datters store dag. Kan jeg tillade mig at sige til min veninde, at hendes kæreste ikke er velkommen? Jeg er bange for, at hun bliver fornærmet og selv melder fra, og det vil såre min datter.

Mvh. Tina

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mand udspionerer mig

Kære Tina

En mand, der kommenterer kvinders udseende, er ikke så rar at have med til en fest, hvor der er store piger, der klæder sig ud og forbereder sig til livet som unge kvinder. Jeg tror ikke, du undgår en konflikt med din veninde. Du kan enten sætte den højtråbende kæreste ved det fjerneste bord og bede et par gæster med overskud om at mandsopdække ham. Og så kan du bede ham smutte, hvis han begynder at præge hele festen. Den anden mulighed er at tale med din veninde på forhånd og bede om hendes forslag til en løsning. Den tredje mulighed er, som du skriver, ikke at invitere ham – og ja, så kommer din veninde nok ikke.

Jeg tror, du kan være rolig omkring, at din datter lærer, at hvor der er mennesker, er der konflikter. Sommetider er det godt at invitere konflikten indenfor og sige: Se, her er den – hvad gør vi? Andre gange betaler det sig at håbe det bedste og lade, som om det nok skal gå… så går det af og til!

Da din datter er stor, og det er hendes fest, kan du måske vende problemet med hende? Skraldet/konflikten med din veninde må du selv tage efterfølgende. Det er trist. Men… kan man ikke glæde sig over, hvor ofte ens venners partnere er en berigelse? Nye, varme venskaber, man ikke selv ville have fundet på! Af og til må der jo være en nitte.

Mange hilsener, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Vi kan ikke følge med i gaveræset

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også