Brev til Nikoline Werdelin - er jeg for gammel til at flytte igen?
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Er jeg for gammel til at flytte igen?

28. april 2018
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Hvad gør man, når den praktiske flytning efterlader et tomrum, fordi sjælen fra det gamle hus ikke er fulgt med? Læs, hvad Nikoline Werdelin foreslår.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg har bragt mig selv i en dum situation, som jeg ikke kan se en løsning på. Efter 10 år alene i det hus, hvor min mand og jeg boede sammen i over 30 år, er jeg for nylig flyttet i lejlighed, og det fortryder jeg. Det gamle hus var et charmerende bondehus i en mindre landsby, og jeg elskede at bo der med alle mine minder. Men man bliver jo ikke yngre, så derfor besluttede jeg at flytte til noget praktisk, mens jeg stadig var rask og rørig.

Valget faldt på en lejlighed i en nybygget ejendom i en nærliggende by. Alt er gennemtænkt: Der er elevator, fællesområderne klares af en vicevært, og det er tæt på butikker. Men nu har jeg boet her i knap et år, og jeg føler mig stadig ikke hjemme: Jeg savner brændeovnen, haven og dyrelivet lige udenfor – og husets sjæl og charme. Jeg er 72 år, og dels kan jeg ikke få mit hjem tilbage, dels vil jeg jo heller ikke kunne blive ved med at holde et gammelt hus med have. Hvad skal jeg dog gøre? Jeg føler, at jeg sygner hen, og jeg har næsten samme følelse af hjemve, som da jeg som barn var på sommerkoloni. Har du et godt råd?

Venlige tanker, Inge J

LÆS OGSÅ: Brev til Nikolin Werdelin: Jeg er bange for, at han ødelægger min datters konfirmation

Kære Inge J

I dag er middellevetiden for en kvinde i Danmark 82,9 år. Det vil sige, at du med pænt stor sandsynlighed har mindst 10 år tilbage at leve i! Så jeg synes, du skal love dig selv at flytte igen – og lige bruge det næste år på at se dig godt omkring og finde det helt rigtige – både hvad angår pris og praktik. For tænk, hvor mange minutter og dage der er i hele 10 år – og du kan jo få mange flere! Ville det ikke være dumt at tilbringe dem med at længes?

Når man gør noget, man virkelig fortryder, må man ændre det. Vent, til du har penge til god hjælp med flytningen – skil dig af med alt overflødigt og nyd forventningens glæde. Måske det var tid til at finde noget lidt tættere på andre og med en mindre have… men betragt nybyggeriet som en mellemstation. For nogle år siden boede jeg midlertidigt i en ejendom bygget af Sjælsø Gruppen… jeg kaldte det sjælløse-gruppen! Min mand trivedes, og naboerne elskede deres lejligheder – men dér ville jeg aldrig være blevet glad på sigt. Og du nævner naturen: jo ældre vi bliver, jo vigtigere er den. Sørg for at komme til at bo sammen med den igen.

Mange hilsener, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min storesøster koster rundt med hele familien

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Er vi for gamle til ægteskab?

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikolin Werdelin: Jeg er bange for, at han ødelægger min datters konfirmation

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også