Brev til Anna Mejlhede: Den italienske drøm blev et mareridt

Kære Anna,

For et par år siden købte min mand og jeg en aktie i et ”slot” i Toscana, hvor det var meningen, vi skulle nyde meget af vores pensionisttid sammen – vi er begge i starten af 70’erne og i fin form.

Stedet fungerer som en slags mellemting mellem et bofællesskab og timeshare, kun for danskere, og alle aktionærer har brugt de første ture dertil på at møblere stedet og sy gardiner og den slags. På den måde har vi også lært mange af vores nye bofæller godt at kende.

Vi er meget glade både for stedet og området og vores bofæller, og vi har allerede haft flere dejlige ture dertil – også sammen med familie og venner.

Men efter coronaen er det, som om vores smukke italienske drøm er blevet forvandlet til et mareridt for mig. Jeg er frygtelig usikker på, om jeg overhovedet har lyst til at rejse derned igen og igen. At rejse til Toscana skulle jo gerne være for vores fornøjelses skyld – ikke bare fordi vi er kommet til at købe en aktie på et virkelig uheldigt tidspunkt.

Jeg ved godt, at vi formentlig ville tabe en hel del penge, hvis vi forsøger at sælge aktien igen lige nu. Men for mig er det bare ikke sjovt længere.

Min mand synes, jeg er pjattet, og at jeg skal slappe lidt af, men det gør mig urolig at tænke på, at vi risikerer at blive smittet og måske blive indlagt i Norditalien – bare fordi vi har valgt at have et ”slot” i Syden.

Er det bare mig, der er hysterisk? Skal jeg slå koldt vand i blodet og se, hvad der sker med vacciner og alting? Eller er det okay at være skræmt og bange og sige nej tak?

Kærligst,

Tove

Kære Tove,

Nej, du er ikke hysterisk. Vi lever i en verden, der brat er blevet forandret, og det er absolut menneskeligt og forståeligt at blive skræmt og bange. I den tilstand er det blot sjældent, vi træffer de klogeste beslutninger. Jeg er helt med på, at verden så ganske anderledes ud, da I købte anparten, og at drømmen i Toscana lige nu ligner et mareridt af en investering.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er angst for mørket.

Alligevel er jeg stærkt i tvivl om, at et hurtigt salg af jeres anpart vil være den bedste løsning. Ikke kun på grund af de penge, I mister, men fordi I derved også giver afkald på alt det, slottet i Toscana rummer af drømme, fremtidige oplevelser og fællesskab for jer.

Vi mennesker har det med at tro, at den situation, der er aktuel lige nu og her, også vil være det fremover. Det er der ikke noget at sige til. Vi kender jo ikke fremtiden og kan dermed heller ikke med sikkerhed vide, om tingene ændrer sig til det bedre. Men håbet lever, også godt og grundigt hjulpet på vej af den erfaring, der trods alt følger med det at leve. For tingene forandrer sig. Også fra det dårlige til det bedre.

LÆS OGSÅ: Brev til Anne Mejlhede: Hvordan slipper jeg min angst for sygdom?

I er i begyndelsen af 70’erne og i fin form, og jeg tænker, at I har mange år at nyde den italienske drøm i – også selv om I må vente et par år med at tage derned igen.

Jeg synes, at du skal slå koldt vand i blodet. Også selv om bekymringen for, hvor det hele mon ender, er ved at suge modet ud af dig. Nyd Danmark i den kommende tid – måske også hen over næste sommer – og glæd dig over, at når der kommer en effektiv covid-19-behandling, og verden igen åbner, så står der et bofællesskab i jeres toscanske slot parat til at tage kærligt imod jer.

Kærlig hilsen,

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.