Trist moden kvinde der kigger ud af vindue
Selvudvikling

Sorgekspert: Sådan tackler du andres sorg

5. oktober 2018
af Annette Aggerbeck, redigeret til web
Foto: Panthermedia, Christina Hauschildt
Det kan være umådeligt svært at vide, hvordan man bedst forholder sig til andres sorg. Her får du ekspert Line Bundgårds råd til, hvad du som pårørende til en i sorg skal være opmærksom på.

Sådan tackler du andres sorg

Mange af os er berøringsangste, når det handler om andres sorg. Det er vi af flere grunde ifølge Line Bundgård, der er familie- og psykoterapeut med speciale i sorg.

– For nogle mennesker kan det handle om, at de bliver bevidste om, at de selv skal dø en dag. Selv om vi godt ved, at vi alle skal dø, bryder vi os ikke om tanken. Mange kommer også i kontakt med deres egne tabshistorier, og alt det, de ikke har fået bearbejdet – især hvis de er på samme alder eller i samme situation, som den, der har mistet, siger Line Bundgård.

En anden grund til, at man kan have svært ved at forholde sig til andres tab, er, at man mangler et sprog for følelser.

– Mange af os har svært ved at sætte ord på, hvad vi sanser og føler, fordi vi ikke har lært det. På de sociale medier skriver vi for eksempel kun ”R.I.P.” eller ”kondolerer”, når folk mister. Vores sprog er fattigt, og vi har svært ved at gå mere ind i det og for eksempel skrive om minder med den døde. Minder er vigtige at bringe frem, fordi de får de døde til at leve videre i vores hukommelse.

Line Bundgård peger også på, at vi ønsker, at vores kære har det godt, så hvis vi ikke taler om det triste, så er det nok fint. Vi kan også misforstå den, der er i sorg, fordi vi ikke er klar over, at den, der har mistet, ofte viser en stærk facade.

– Når man giver andre indtryk af, at man er stærk, kan sorgen ikke ses. Og så er det svært for ens netværk at reagere mere omsorgsfuldt. Hvis du ikke føler dig mødt af andre, er det derfor vigtigt at begynde at lægge mærke til, om du viser dem et glansbillede af dig selv.

LÆS OGSÅ: Når voksne bliver forældreløse

Man lever med sorgen

Sorg forløber meget individuelt. Nogle mennesker isolerer sig, mens andre holder sig travle ved at fylde deres dag ud, spise hurtigt, tale hurtigt, køre lidt for hurtigt og så videre. Det hele kommer op i fart for at undgå at mærke smerten. Det betyder, at andre kan have svært ved at se, at man dybest set har brug for at komme ned i omdrejninger og få talt om sin sorg.

Sorgforløb afhænger også af, om der er tale om et pludseligt tab eller om et varslet i form af en livstruende sygdom. Er man i chok efter et dødsfald, tager det tid, før man kan begynde at sørge for alvor. Relationen til den døde er også af betydning, idet det ofte komplicerer sorgforløbet, hvis man har haft en svær relation.

Generelt set varer sorg altid længere tid, end omgivelserne tror og håber.

– Det er en stor misforståelse at tro, at sorg er noget, man kommer over. Sorg er noget, man skal lære at leve med. Mange mennesker tror, at den, der har mistet, bliver den samme igen, men det er så godt som aldrig tilfældet. Tit forandres værdier, og man bliver opmærksom på livet på en anden måde, blandt andet fordi man bliver mere bevidst om, at ens eget liv er forgængeligt.

For mange tager det et halvt års tid, fra man forstår med hovedet, at man har mistet, til man også forstår det med hjertet. Mange oplever derfor, at sorgen kommer tilbage med fornyet kraft efter et halvt år.

– Det kan forskrække en, for nu troede man, at man var videre. Men sorgen efter et halvt år er ikke lige så dyb og langstrakt, selv om det kan føles sådan. Udfordringen er, at efter et halvt år har netværket trukket sig, fordi man ser ud til at fungere i hverdagen og for længst er tilbage på job, og derfor er det vigtigt, at andre bliver ved med jævne mellemrum at vise omsorg for den, der har mistet, siger Line Bundgård.

Gode råd, når andre sørger:

  • Spørg – og vær ikke bange for at gøre dem kede af det. Sorgen ligger alligevel lige under overfladen, og de har brug for at tale om deres tab. Stol på, at de kan sige fra, hvis det er for meget at tale om lige nu.
  • Husk, at du ikke kan fikse den, der er i sorg. Kom ikke med alverdens forslag på løsninger.
  • Tilbyd din hjælp, hvis du oprigtigt ønsker at hjælpe. Kom med forslag, som f.eks. hjælp til indkøb, madlavning osv.
  • Hvis du kommer i kontakt med din egen smerte, så sørg for, at det ikke kommer til at tage opmærksomheden.
  • Omsorg kan også være ordløs. Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så sig dét.
  • Send små sms’er. Skriv f.eks.: ”Jeg tænker på dig” eller send bare et hjerte, f.eks. på månedsdage, årsdage osv.
  • Husk, at sorg tager længere tid, end du måske tror.
  • Læs bøger om emnet, hvis du ikke ved, hvordan du skal forholde dig, f.eks. ”Mestring af sorg” af Atle Dyregrov og Kari Dyregrov (Dansk Psykologisk Forlag)
https://imgix.femina.dk/ekspert-line-bundgaard.jpg

Line Bundgård er familie- og psykoterapeut med ekspertise i sorg. Læs mere på www.kriseogsorg.dk

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også