Det har livet lært os
Kærlighed og parforhold

Tre kvinder fra hver deres årti: Det har livet lært os …

Hvad har livet lært dig om kærlighed? Sorg? Glæde? Fortrydelse? Hør, hvad disse tre kvinder fra hver deres årti svarer – og bliv måske klogere på dit eget liv.

Elin, 81 år: ”Teknologien er fantastisk!”

Hvad har overrasket dig mest ved tilværelsen indtil nu?

Der er sket så meget. Alt det jeg har oplevet fra 1936 er revolutionerende. Se bare på al vores it. Hvem havde drømt om det? Da jeg var ung, sad jeg med et gammelt hakkebræt, og så kom telefonen, hvor man bare ringer til Thailand. Og via internettet sender man dokumenter af sted, og det hele flyver verden rundt. Jeg synes teknologien er fantastisk. Det er så dejlig nemt. Kan lige slå noget op om Christian den 4. – før skulle man på biblioteket og slå op i leksikon, nu kan man bare søge på nettet.

Er der noget, du fortryder?

Hvad der er sagt og sket, kan man ikke tage det tilbage. Jeg fortryder ikke noget – man kan ikke ændre på det skete og det sagte.

Er der noget, du fortryder, du ikke gjorde?

Lige siden jeg var stor pige, drømte jeg om at sætte børn i verden. Hele min barndom legede jeg med mine mindre søskende og min dukke Hanne – for jeg ville så gerne være jordemor. Jeg blev gift som 21-årig og fik min datter som 22-årig – og fik samme år tilbud om at komme på Jordemoderskolen. Men min mand sagde nej, og jeg havde ikke modet til at stå op imod min mand. I dag ville alle unge kvinder have sagt fra, men det turde man ikke i 1958. Senere kom jeg alligevel inden for hospitalssystemet som lægesekretær og har været på Hillerød Sygehus og bl.a. på gynækologisk- og børneafdeling.

Hvad ville du ønske, du havde vidst om kærlighed, da du var yngre?

Hvordan man tackler sin mand og sin lyst. Jeg var så blufærdig, og jeg lærte ikke at åbne op. Da jeg var ung, var alt så hæmmet. Vi var ikke frigjorte. Der var mange forbud. Jeg er med årene blevet mere frigjort. Blev skilt efter 18 år fra mine børns far. Jeg var 40, da jeg mødte min store kærlighed, og han var 13 år yngre. Det var jo vovet – også dengang i 1977. Men vi fik 30 år sammen.

Hvad har været det sværeste i dit liv?

At sige farvel til min mand, der døde af Alzheimer. Fra han fik diagnosen, og til han forsvandt, gik blot halvandet år. Jeg sad med ham i mine arme. Jeg så hans sjæl flyve ud af vinduet. Det havde været forfærdeligt uvejr, og pludselig skinnede solen. Han blev kun 57 år.

Hvad har været det letteste i dit liv?

Hvad forstår man ved let? Jeg synes ikke, livet er let…

Hvad frygter du?

Ikke noget. Jeg er god til højder og kører stærkt. Kender ikke til angst eller frygt. Jeg har det godt i mig selv… og hvis jeg skulle blive syg, så er der jo så meget, der kan gøres i dag. Og kan der ikke gøres noget, så er det jo det.

Hvad glæder du dig til i fremtiden?

Fremtiden ligger lidt bag mig. Min tid som popstjerne er nok forbi, men jeg kunne glæde mig til at beholde mit gode helbred. Min ven er næsten blind, så ham kan jeg ikke rejse med, men jeg vil gerne af sted med min veninde: gense Caribien og opleve Thailand.

Har du et motto?

”Tæl kun de lyse timer”

 

Elin Larsen, 81 år, fra Taastrup. Erhverv: Lægesekretær. Børn: En datter, en søn og et barnebarn. Parforhold: Har en ven, bor hver for sig.

LÆS OGSÅ: Alder: Modvind for de modne og midaldrende

 Karen, 97 år: ”Jeg har en skytsånd, der passer på mig”

Hvad har overrasket dig mest ved tilværelsen indtil nu?

Hele mit liv er gledet, og jeg føler det, som om jeg har været pakket ind i vat. Jeg har haft en dejlig mand og har dejlige børn og skønne børnebørn. Det værste jeg har oplevet i mit liv er de gange, jeg har måttet sig farvel til mine forældre og søskende. I dag er jeg den sidste tilbage af mine fire søskende. Og nu er der ikke nogen, jeg kan spørge eller huske tilbage med.

Er der noget, du fortryder?

Der er noget, som har pint mig gennem hele livet, selvom det er over 50 år siden. Jeg var på besøg en søndag hos min mor, der boede i Fredericia. Hun bad mig om at blive hos sig, da hun følte, at hun ikke havde langt ingen. Jeg svarede, at jeg jo kom igen næste søndag, og at vi ville ses der. Men min mor døde om onsdagen. Jeg fortryder sådan, at jeg ikke blev der. Det piner mig den dag i dag.

Er der noget, du fortryder, du ikke gjorde?

Nej. Tværtimod er jeg glad for, at jeg har haft en barndom i Fredericia, hvor jeg lærte livredning. Det har jeg nemlig mange år efter haft glæde af. Jeg har her i Slagelse hjulpet handicappede i svømmehallen og stoppede først, da jeg var i slutningen af 80’erne. Som tak for, at jeg i 30 år frivilligt hjalp andre, hjælper Bent fra handicapidræt mig med at slå græs, klippe hæk, grave og luge i haven. Mine naboer hjælper også meget.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Hvad ville du ønske, du havde vidst om kærlighed, da du var yngre?

Kærlighed er noget mærkelig noget. Selv om min mand blev gammel og skaldet, så var han stadig den høje, smukke, lyshårede mand, jeg giftede mig med. Og da han døde, var det som at miste en del af mig selv. Jeg kan ikke forstå de ægtepar, hvor kærligheden går i bero. Jeg synes, man kommer tættere og tættere på hinanden. Efter min mand døde, har jeg blot været ude at danse med et par andre mænd – men jeg har ikke ønsket et parforhold igen. I stedet mødes jeg hver tirsdag i Kongehavecentret med fire andre kvinder mellem 97 og 100 år. Vi spiller whist, det holder hjernen i gang, og hygger os med kaffe og et stykke kage til. Der er jo meget vigtigt, at være social, også i vores alder.

Hvad har været det sværeste i dit liv?

At arbejde hos min morbror i et ismejeri fra jeg var 18 til jeg som 23-årig blev gift. Det var hårdt arbejde fra kl. 7 om morgen, til vi lukkede kl. 22 om aftenen. Jeg kan huske at jeg fik 40 kroner om måneden plus kost og logi. Selvom jeg gerne ville læse videre, kunne jeg det ikke. Der var ikke råd til det. Jeg tegnede modeller og tøj og drømte om at arbejde i forretning, hvor jeg kunne vejlede kvinder med tøj og mode.

Hvad har været det letteste i dit liv?

At jeg havde en dejlig mand. Han var stabil, arbejdsom og taknemmelig. Alt hvad jeg serverede for ham, var han glad for. Han forlod aldrig bordet uden at takke, og det smittede af på børnene. Vi har aldrig skændtes. Vi har været meget harmoniske. Vi var enige om, hvad vi gjorde og sagde til børnene. Vi gjorde meget ud af at være enige om, hvordan vi levede vores liv og indrettede os.

Hvad frygter du?

Jeg frygter ikke noget. Jeg ved, at jeg har en skytsånd, der har passet på mig hele livet. Som barn forestillede jeg mig, at det var en engel. Jeg tror i dag, at alle mennesker har en skytsånd. Jeg er blevet advaret et par gange, så det ikke er gået helt galt. Sidste gang var for et par år siden, hvor jeg cyklede ud for at købe ind. Jeg havde det underligt og fik en fornemmelse af, at jeg skulle lade være med at cykle videre. Så jeg satte mig ved et busstoppested. Og pludselig lå jeg ned. En kvinde kom og hjalp mig og ringede efter en ambulance. Jeg kiggede på hende og stolede på hende. Hun fik mine nøgler til huset og kørte hjem med min varer. Falckredderen spurgte, hvordan jeg kunne stole på en fremmed. Men jeg havde set hende i øjnene og set, at hun var til at stole på. Og senere kom hun op på sygehuset med min pung og nøgle.

Hvad glæder du til i fremtiden?

Ha, ha, ha… Jeg forventer mig ikke mere af fremtiden. Jeg ønsker at få lov til at blive her i huset, hvor jeg har boet i 72 år. Jeg er ikke syg, jeg har ingen smerter i kroppen. Jeg har kun 40 procent syn på det højre øje og har kun 38 procent hørelse og kan hverken får stærkere briller eller høreapparat. Men jeg klarer mig. Gymnastik og svømning har styrket min ryg, og jeg kan stadig nå gulvet med hænderne.

Har du et motto?

”Jeg skulle være et skarn, hvis jeg skulle klage.”

 

Karen Rønnow Andersen,  97 år, fra Slagelse. Erhverv: Hjemmegående og medhjælpende ægtefælle i sin mands firma.  Børn: Søn og datter,  6 børnebørn, 14 oldebørn og 1 tipoldebørn. Parforhold: Gift i 50 år  – enke i 24 år

LÆS OGSÅ: Alletiders alder: Din bedste alder er lige nu

Leise, 72 år: Det letteste i mit liv har været mit ægteskab

Hvad har overrasket dig mest ved tilværelsen indtil nu?

At vi selv skaber vores eget liv. Vi kan ikke styre livet, men vi kan styre vores egen reaktion. Livet giver os nøjagtigt, hvad vi har behov for, og derfor kan vi ligefrem se vores lidelser som en gave. Jeg er født i en familie, hvor jeg ikke følte, at jeg hørte til. Jeg brød med mine forældre, da jeg var 26 år for at passe på mig selv. Men mine oplevelser har gjort, at jeg har formået at være en god mor over for vores børn. Tidligere brugte jeg år på at føle mig som et offer, men det var jeg ikke. Det var en gave – for havde jeg ikke oplevet de svigt, som jeg fik som barn, så var jeg ikke blevet den, jeg er i dag. Jeg har arbejdet på at få et godt liv. Vores virkelighed er skabt af os selv. Jeg har valgt at være et lykkeligt menneske – og jeg er god til at få det, som jeg vil ha’ det!

Er der noget, du fortryder?

Nej. Jeg tror, at der er en mening med alt.

Er der noget, du fortryder, du ikke gjorde?

Da engelsk aldrig har været min spidskompetence trods utallige kurser, ville jeg sikre mig, at vores drenge blev rigtig gode til engelsk. Selv om de havde engelsk allerede i 3. klasse på deres skole, sendte vi dem tre uger til England, hvor de boede hos en familie. Hun var skolelærer og underviste dem. Da de kom hjem, talte de flydende engelsk, og det, jeg fortryder, er, at jeg ikke selv tog sådan et ophold, for det havde været så oplagt dengang. Ellers fortryder jeg ikke noget. Jeg tror, at vi hver især har en vej, som vi skal. Det som sker, sker, og vi skal lære af det.

Hvad ville du ønske, du havde vidst om kærlighed, da du var yngre?

Jeg var ringforlovet som 18-årig – jeg hungrede efter kærlighed. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg blev hos ham, så ville jeg gentage mønstre fra min barndom. Jeg fik en åbenbaring og brød forlovelsen. Nogle år senere som 23-årig mødte jeg min mand, som jeg stadig er sammen med. Han har lært mig, hvad kærlighed er: nemlig betingelsesløs. Vi er heldige at passe sammen. Og vi laver ikke hinanden om. At vi er forskellige er en gave.

LÆS OGSÅ: Vigga Bro: Jeg er blevet mere uartig med alderen

Hvad har været det sværeste i dit liv?

Det har været at leve med en moster, som tog sig af mig. I begyndelsen var hun en rollemodel – men hun kom til at dominere og manipulere mig. Jeg mistede min frihed i kampen for at få hendes anerkendelse. Hun døde først, da jeg var 61 år. Jeg har tilgivet hende og mig selv og har nu fred med det.

Hvad har været det letteste i dit liv?

Mit ægteskab med min mand. Vi giver hinanden den respekt, vi fortjener, og udvikler det bedste i hinanden. Vi giver hinanden frihed til at være, dem vi er. Han følger mig i alle mine uddannelser og tanker, og hvad jeg finder på. Han giver mig plads til at være mig.

Hvad frygter du?

Jeg frygter intet, for det man frygter bliver til virkelighed. Det, vi fokuserer på, vokser, og frygt er skadelig for immunforsvaret og gør os modtagelige for sygdom. Jeg har en tillid til, at Gud passer på mig. Jeg går i kirke – ikke så ofte, som jeg vil – men har altid været troende.  Jeg bekymrer mig ikke, men det betyder ikke, at jeg er ligeglad.

Hvad glæder du dig til i fremtiden?

Jeg glæder mig til, at min bog udkommer. Jeg har skrevet en biografi ”Sand kærlighed med hinanden i hånden og hånden på hjertet”. Og så glæder jeg mig til næste sommer, hvor hele familien skal til Cypern på ferie. Vi bliver i alt 12. Jeg har brugt meget energi på at skabe en familie, der holder sammen, fordi jeg selv er vokset op i en splittet familie.

Har du et motto?

”Kærligheden overvinder alt”

Leise Hestbæk, 72 år, fra Birkerød. Erhverv: Læge­sekretær, selvstændig inden for network marketing og model. Børn: To børn og seks børnebørn. Parforhold: Gift i 47 år