Kærlighed og parforhold

Marianne og Per er gået på pension: "Der skal slibes nye kanter i ægteskabet"

Når vi går på pension, skal vi lære vores udkårne at kende på ny. Arbejdslivet er skrællet væk, og parforholdet bliver underligt nøgent. Mød Marianne og Per, der nu har fundet et godt leje i deres nye tilværelse.

I mange år har I sagt farvel om morgenen og hej igen sidst på dagen. Men hvad sker der med parforholdet, når arbejdslivet ophører, og I skal finde ind i en ny rytme sammen?

Der kan opstå udfordringer. Men det er også en fantastisk mulighed for at folde sit parforhold ud, siger tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen på det familie- og kærlighedsorienterede område, Margrethe Kähler.

Mød Marianne Geertsen, der er glad for at have fået sin mand hjem, og Lena Larsen, der står midt i overgangen fra arbejdende til pensionist.

LÆS OGSÅ: Eksperten: "Det kan opleves som et tabu at sige, at man ikke ser frem til at gå på pension"

Marianne og Per: "Det handler om at finde et nyt leje sammen"

Med grensakse i hænderne knokler 68-årige Marianne Geertsen og 67-årige Per Christoffersen med at klippe kronen af et væltet træ i deres egen skov. Grenene skal stakkes i bunker – til glæde for dyrelivet på grunden. De sidste mange år har parret på denne måde plejet den fredskov, som de sammen har rejst på deres 10 tønder land.

– Det er måske en lidt høj alder at plante en skov i. Til gengæld kommer vi i god form af det arbejde, det kræver at fremelske den, er naturvennerne Per og Marianne enige om.

Tak for skænderierne

Ægteparret har været sammen, siden de var ganske unge, og kender hinanden ud og ind. De fik et barn sammen tidligt i forholdet, de hoppede med på hippiebølgen sammen, og de har støttet hinanden gennem uddannelser og karrierer. Marianne er oprindeligt uddannet sølvsmed og sluttede sit arbejdsliv i 2014 som jobkonsulent i en kommune, mens Per er gået på pension efter en lang karriere som specialeansvarlig overlæge i geriatri.

– Forleden så jeg en video fra vores sølvbryllup. I min tale siger jeg blandt andet tak for de gode skænderier, ler Marianne kærligt.

– Vi har altid haft et meget levende forhold. Vi kan grine og græde sammen, beskriver hun videre deres ægteskab og uddyber, hvordan deres åbne følelsesliv er et kæmpe plus i seniorlivets parforhold.

– Man kan jo godt foranlediges til at tro, at når man nu har været sammen i så mange år, så ved man straks, når den anden er ked af det – og hvorfor. Men sådan er det jo ikke. Vi er gode til at formulere vores følelser over for hinanden. Det gør det lettere at være opmærksom og at give det knus, der er brug for.

Farvel til karrieren

Gennem parrets voksenliv har Marianne af og til følt sig lidt som en sømandskone. Som hospitalslæge havde Per vagter, der strakte sig over to døgn. Hun vænnede sig til det, men savnede ham. Og selv om han de sidste tre år trappede ned i tid, var han alligevel væk til langt ud på aftenen de dage, hvor han var på job.

– Det var udmarvende for ham, og jeg var da også bekymret over, at han stadig arbejdede så hårdt. Især af den årsag var og er hun lykkelig for, at han omsider sagde farvel til sin stilling i 2019.

Marianne befandt sig lige fra begyndelsen ganske glimrende med ikke at arbejde. Hun havde på det tidspunkt gennemgået både en hjerte- og en rygoperation. Men det var ikke kun i kølvandet på længerevarende sygeperioder, hun valgte at sige farvel til karrieren.

– Det handlede i høj grad også om, at jeg ønskede at få tid til at gøre de ting, jeg altid havde haft lyst til, understreger hun.

Især musikken, som har været en stor del af hendes liv, fylder nu meget. Hun komponerer og synger i et rockband, ligesom hun også elsker at male og har indrettet sit eget atelier. Det var altså en hustru, der havde det godt med pensionisttilværelsen, der sidste år imødeså, at hendes mand også kunne slappe mere af. Men samtidig var både hun og Per opmærksomme på, at en ny livsfase kræver omstilling.

LÆS OGSÅ: 6 gode råd til dig, der er på vej på pension

Nye kanter skal slibes

– I starten af et ægteskab er der nogle kanter, der skal slibes til. Og når man så går på pension, er der nogle nye kanter at slibe, fordi man pludselig er meget mere sammen, har Marianne erfaret.

For parret har det handlet meget om domæner. Igennem årtier har hun stået for det huslige, mens han har stået for bilerne og de mange maskiner på landejendommen. Men nu har ordensmennesket Per pludselig fået tid til at stikke hovedet ind i Mariannes viktualierum.

– Så kom han ind på mit territorium og begyndte at rydde op. Sådan noget kunne irritere mig. Men nu er jeg alligevel glad for, at der er orden, indrømmer hun med latter i stemmen.

– Jeg tror, at det handler meget om, at vi begge har været vant til at bestemme og tage meget ansvar i vores arbejdsliv. Derfor skulle vi lige finde et nyt leje sammen, hvor vi giver plads til hinanden. Jeg har et frygteligt temperament, men jeg kan mærke, at jeg er blevet blidere og har fået en smule mere indsigt i mig selv og de ting, der trigger mig, erkender hun.

Mere omsorg og ømhed

Marianne og Per er meget bevidste om at sætte pris på hinanden, passe på hinanden og vise deres kærlighed over for hinanden.

– Jeg tror, at det, man kan fortryde mest i livet, er det nærvær, man ikke gav. Vi har fået mere ømhed og omsorg ind i vores forhold. Det er vi blevet bedre til dag for dag, nikker Marianne.

Det handler om at huske at give et knus. Om at være betænksomme både i det store og det små. Som for eksempel den sækkevogn, Per har foræret sin hustru, så hun fortsat kan køre sække med foder ned til hønsene og samtidig skåne sin ryg.

– Det kan lyde banalt, men det er, fordi han ved, at det er vigtigt for mig at blive ved med at gøre de ting. Jeg elsker at fodre hønsene med godt økologisk korn.

Genfundne venner

Måske skyldes deres store bevidsthed om at være nærværende, at Marianne har gennemgået en hjerteoperation, og at Per i sit arbejdsliv ofte er blevet konfronteret med livets skrøbelighed. Det berører ikke kun deres parforhold, deres søn og deres børnebørn. Også vennerne har de øget fokus på.

– Vi har genfundet gamle venskaber med mennesker, som vi ikke har set i 10 år. Vi har simpelt hen sat os ned og talt om, hvem vi ikke har set i lang tid, og så inviteret dem. Gamle venner får vi jo ikke flere af, begrunder Marianne.

Udenfor regner det, så parret har taget en pause fra skoven. På visse tider af året kan de snildt bruge tre-fire timer på at arbejde med træerne, og det fælles projekt er noget af det, de nyder allermest.

– Vi snakker og får rørt os. Vi er taknemmelige for, at vores helbred er godt lige nu, og det er nok den største drøm for fremtiden. At vi kan forblive sunde og raske i en del år. Men mest af alt tager vi ikke noget for givet og nyder nuet og hinanden.

LÆS OGSÅ: Heidi blev skilt fra sin mand efter 24 år: Der var ved at gå sutsko i vores forhold

Lena og Erik: "Vi gjorde os mange tanker om, hvordan vi skulle finde vores plads i den fælles fremtid"

I 18 år arbejdede Lena Larsen som chefsekretær og HR-ansvarlig i Forbrugsforeningen. Hver morgen stod hun op klokken halv seks, kørte fra hjemmet i Holbæk til København og kom retur igen først på aftenen. Et liv, der står i skarp kontrast til den hverdag, hun nu er ved at finde sig til rette i.

– Nu nyder jeg at sove til klokken otte og at spise morgenmad i ro og mag. At læse aviserne og sidde og kigge ud på skoven, som vi bor lige op ad, smiler den nyudnævnte efterlønner.

Som 64-årig har hun valgt at sige farvel til arbejdsmarkedet. Mest af alt på grund af helbredet – især muskelsmerter forårsaget af fibromyalgi.

– At have det, som om man har influenza hver dag, er ikke foreneligt med fuldtidsarbejde og to og en halv times daglig transport, så da jeg fik mulighed for først at gå ned i tid og til sidst at gå på efterløn, var det den rigtige beslutning for mig. Min krop kunne simpelt hen ikke holde til det, siger hun.

Klar med aftensmaden

Lenas mand Erik Larsen er ældre end hende og gik på pension for seks år siden efter en karriere i banksektoren. Mens Lena stadig arbejdede, stod han troligt og solidarisk op sammen med hende om morgenen. Og var klar med aftensmaden om aftenen. Han befandt sig fint med at være hjemmegående, mens hustruen arbejdede og pendlede.

– Jeg tror, det er en fordel, at han har fundet sig til rette i pensionisttilværelsen, så vi ikke begge skal gennem denne overgang på samme tid. Men inden jeg gik af, gjorde vi os alligevel nogle tanker om, hvordan vi skulle agere og finde vores plads i den fælles fremtid.

Er der rum nok?

– I begyndelsen spekulerede min mand over, om der var rum nok til os begge. Ville han stadig få lov til at læse sine krimier, når han havde lyst? Eller ville jeg sætte ham i gang med ting hele tiden? Sådan beskriver Lena en af de overvejelser, de talte om.

For mens Lenas mand er en lidt tilbagelænet type, der godt kan vente til morgendagen med at løse en opgave, er Lena mere utålmodig, erkender hun.

– Jeg har været meget opmærksom på ikke at sætte for meget i gang. For selvfølgelig skal man give hinanden rum til at bruge tiden, som man selv finder bedst. Måske forstyrrer jeg dog alligevel lidt i hans hverdag? Nej, så tror jeg, han havde sagt noget. Han plejer ikke at tie stille, ler hun.

Mere opmærksomme på hinanden

Og apropos rum så har parret faktisk hver deres værelse i rækkehuset, som de fortrækker til med deres sysler. Lena for at lave smykker, sy eller brodere. Erik for at læse og sidde ved computeren. En gang imellem stikker de så på skift hovedet ind til hinanden og siger: Skal vi lige have en kop kaffe?

– Det er jo hyggeligt at sidde der og snakke over en kop kaffe. Vi er i det hele taget mere opmærksomme på hinanden i løbet af dagen. Vi får talt meget mere sammen end tidligere. Også om det, der sker i verden og i Holbæk, beskriver Lena en klar forbedring i deres muligheder for at dyrke parforholdet og hinanden.

LÆS OGSÅ: To kvinder fandt kærligheden igen: Her er deres erfaringer

Men selv om parret har hver deres interesser, er der også aktiviteter, de er fælles om. Hver torsdag dyrker de seniortræning i en skov sammen med andre aktive seniorer. Det var Erik, der tog initiativ til at komme af sted.

– Det har altid været en stor del af vores forhold at gøre den slags. Tidligere cyklede vi på mountainbike og kørte blandt andet Fyn rundt. Så selv om jeg ikke kan være med til det hele på grund af muskelsmerter, er det dejligt at komme ud i naturen sammen.

Lenas mand har været utrolig forstående og hjælpsom i forhold til hendes fysiske begrænsninger. Som hun selv siger, kunne hun ikke have fortsat med at arbejde i de senere år uden ham. Og hun erkender også, at det ville have været uholdbart i længden.

– Det kan slide på et parforhold, når den ene part har ondt og bliver mere og mere sur. Jeg tænker nogle gange på, at det må være meget hårdt for ham. Han gør jo alt det, jeg ikke kan.

Vi har det, vi har

Derfor har hun det også både på sine egne, sin mands og parforholdets vegne godt med, at hun har truffet en beslutning om at gå på efterløn. Allerede kort tid efter hun stoppede med at arbejde, mærkede hun nemlig, at hun fik det bedre. Hun spiser nu færre smertestillende piller og oplever generelt et øget fysisk og psykisk overskud.

– Bare sådan en lille ting som at kunne forkæle min mand med nybagte boller er fantastisk at have energi til nu. Eller at kunne sidde sammen med aftenkaffen og se en serie i fjernsynet. Det gjorde vi heller ikke før, for jeg skulle jo tidligt op.

Set i det lys er det slet ikke afgørende for livskvaliteten, at parret ikke længere har det samme økonomiske råderum som tidligere.

– Vi har sagt til hinanden, at vi har det, vi har. Vi kommer ikke til at sulte. Vi har aldrig haft de store økonomiske behov og har det heller ikke nu. Vores bedste ferier har været på cykel eller til Berlin. Og det skal vi nok få mulighed for at gentage. Vi tager det, som det kommer.

Tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler: "Pensionisttilværelsen er en ny æra i parholdet"

Som tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen på det familie- og kærlighedsorienterede område har 77-årige Margrethe Kähler en særlig indsigt i parforholdets vilkår, når vi rammer pensionsalderen.

Ifølge hende har pensionisttilværelsen en evne til at forstørre både det gode og det dårlige i ægteskabet. For når man skræller arbejdslivet væk, bliver parforholdet pludselig mere ”nøgent”, forklarer hun.

– Før gik begge parter ud i verden og kom hjem igen. Der var en fast struktur, og man havde en hel dags oplevelser fra arbejdet at tale med hinanden om. Det kan være en stor udfordring, at det samtalefelt falder væk, siger hun.

Samtidig kan afslutningen på arbejdslivet føre til et identitetstab, der kan være svært at håndtere. Også det kan være en udfordring for parforholdet.

– Generelt er kvinders identitetstab lidt mindre end mandens, og de er også bedre til at håndtere det. Blandt andet fordi de ofte har gode veninder, som de er vant til at snakke følelser med. Det er i den situation vigtigt, at kvinden også er mandens ven, så han tør fortælle sin hustru, at det er svært for ham at miste arbejdet. Og heldigvis er ægteskaber i vores generation jo rundet af kærlighed og venskab, og det er guld værd, når hele hverdagsstrukturen ændrer sig, mener Margrethe Kähler.

Men hvis parforholdet i forvejen er skrøbeligt, kan pensionisttilværelsen alligevel blive katalysatoren, der får ægteskabet til at gå helt i stykker. Oftest er det kvinden, der går, påpeger den tidligere chefkonsulent og henviser til det, hun kalder Pippi Langstrømpe-generationen.

– De kvinder, der er vokset op med ungdomsoprør og ligestilling, ser nemlig, ulig deres forældre, en skilsmisse som en reel mulighed. Og de kan både økonomisk og praktisk klare sig selv.

LÆS OGSÅ: Familieterapeut: Sådan får du et godt forhold til din eks

Tid til at blomstre

På den modsatte side rummer pensionisttilværelsen også uendelige muligheder for at dyrke det gode parforhold. Det kan, med Margrethe Kählers ord, blive en helt ny æra for ægteskabet, hvis det i forvejen er et godt et af slagsen.

– Hvis man føler sig som et par, vil man kunne folde sit ægteskab ud som en blomst. Man er ikke længere begrænset af tiden og vækkeuret, men kan gøre ting sammen og dyrke nogle fælles interesser. Men alt skal ikke foregå i symbiose, det er også vigtigt at gøre ting hver for sig, så man kan komme hjem med nye input, foreslår hun.

3 råd til par på pension:

1. Husk at være omsorgsfulde over for hinanden, snak sammen, og del jeres følelser. Lyt, og lav ikke om.

2. Husk magien. Tag det pæne tøj på, og kom lak på tæerne. Nærheden er stadig vigtig.

3.  Har I forskellige forestillinger om, hvad pensionisttilværelsen skal indeholde, så gå med på hinandens idéer, eller lad den anden part tage af sted alene.

Sidst, men ikke mindst, minder Margrethe Kähler om, at man ikke nødvendigvis skal anskue seniorlivet som en nedadgående bakke.

– I Vesten står vi på toppen, når vi er 50, og så går det nedad. I den rige del af Østen er livet en U-form, hvor man befinder sig på toppen som barn og igen som gammel. Det er da værd at tænke over.      

Læs mere om: