Arbejdsliv

Pernille pensionerede sig som 44-årig

Den største værdi i livet er tid, mener Pernille Wahlgren. Hun har tjent mange penge på aktier og investerer dem nu i nærvær med sin familie. Hun sagde jobbet op, lever snusfornuf­tigt og skriver lige nu på en bog, som skal hjælpe andre til økonomisk frihed.

Pernille Wahlgren valgte at gå på pension som 44-årig 

For ikke så længe siden stod 45-årige Pernille Wahlgrens drøm skarpt: en prægtig patriciervilla på det pæne Frederiksberg. Hver en opsparet krone var øremærket til at opfylde drømmen. Hun har siden sine skoleår investeret i aktier, først sine konfirmationspenge og senere med en portion af sin løn. Afkastet på aktierne skulle bruges til at skabe den perfekte ramme om familien, som foruden Pernille og hendes kæreste består af deres to sønner på ni og 11 år.

– Det var den klassiske drøm om villa, Volvo og vovse. Jeg må tilstå, at jeg tidligere var ret materialistisk orienteret. Jeg spinkede, sparede og investerede for at få råd, men da målet nærmede sig, mærkede jeg, at mine livsværdier ændrede sig.

En stærk trang kom langsomt snigende ind i Pernilles travle liv for nogle år tilbage. Den fornemme villa fortonede sig til fordel for mere frihed.

– Jeg kunne mærke, at det ikke var mursten eller flere materielle ting, jeg havde brug for. Jeg oplevede, at ting kan komplicere livet.  Derfor begyndte jeg at leve efter filosofien ”Lev & tænk enkelt”. Jeg har lige siden kun købt det, jeg har behov for. Når jeg bliver fristet, spørger jeg altid mig selv, om det vil gøre mig lykkeligere?

 

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan finder du modet til at få det arbejdsliv, som du drømmer om 

Et trist vendepunkt

Pernille er uddannet etnolog og har arbejdet som blandt andet udviklingschef, kommunikationschef og fundraiser for kulturinstitutioner. Ved siden af fuldtidsjobbet brugte hun aftener og weekender på at handle aktier, og det levnede ikke meget tid til familielivet.

– Jeg syntes, jeg havde alt for travlt, og det var svært at være lige så nærværende over for mine sønner og min kæreste, som jeg gerne ville. Jeg var træt af, at alt bare skulle overstås, og jeg havde aldrig tid til at nyde livet rigtigt. Hamsterhjulet snurrede bare, og jeg hang i med neglene.

Men en begravelse blev til en ny begyndelse. Den afdøde havde været en kendt, succesrig kvinde, som havde vundet international hæder inden for sit felt, men på bekostning af tid med sin familie. Datterens tale ramte Pernille dybt.

– Datteren fortalte, at moren havde været meget fraværende. Jeg tænkte med det samme: Hvad pokker et det, jeg render rundt og laver? Det fik mig for alvor til at skifte fokus fra de ydre til de indre værdier, for det eneste, jeg oprigtigt ønsker mig, er at være en nærværende mor, og at mine drenge engang ved mit dødsleje vil sige, at jeg altid var der for dem.

Det blev et vendepunkt. På en vinterferie kort tid efter stillede Pernille sig selv og sin kæreste det store spørgsmål: Hvad nu, hvis jeg siger mit job op? Pernilles aktier var steget i værdi, og hun regnede på det. Kombinationen af at investere sin løn og at have levet snusfornuftigt i mange år havde gjort hende økonomisk uafhængig.

– Så jeg udbrød bare: Jeg gør det. Nu vil jeg sgu leve et andet liv! Det er ved at være sidste udkald for at få mere tid med mine drenge, mens de stadig har brug for mig. Afkastet fra mine aktier og dét, jeg havde lagt til side, gjorde, at jeg kunne pensionere mig selv som 44-årig.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Alle kan gøre det

Sidste sommer sagde Pernille farvel til fast arbejde og goddag til friheden, men hun har ikke smidt sig på sofaen for at spise af sin opsparing. Tværtimod. Hun brænder for at hjælpe andre med at få økonomisk frihed, hvis de heller ikke har lyst til at skulle aftjene fuld værnepligt på arbejdsmarkedet. Derfor lærer hun nu alt om aktiehandel og en enkel livsstil fra sig ved online-kurser, foredrag og på sin YouTube-kanal.

– Jeg føler, at jeg skal videregive min viden til andre, så de også kan få råd til en livspause, eller hvad de nu længes efter.  Aktiehandel er altså ikke det sværeste i verden. Du behøver ikke være et finansgeni for at finde ud af det. Jeg har en humanistisk uddannelse og anede ikke noget om de tekniske aktie-begreber, da jeg gik i gang. Så jeg plejer at sige: Hvis jeg kan, kan alle.

Pernille Wahlgren møder også tit den holdning, at aktiehandel kun er for de velstillede, men det er langtfra virkeligheden, understreger hun.

– Det kræver slet ikke en stor formue at komme i gang. Hvis du kan undvære for eksempel 1.000 kroner om måneden, kan det på 10 år blive til 250.000 kroner. Selv en studerende kan få et godt afkast, hvis man vil investere nogle hundrede kroner af sin SU.

Hjerte, hjerne og is i maven er opskriften på overskud for Pernille.

– Jeg investerer især i virksomheder, som gør noget godt for verden. Det kan for eksempel være virksomheder, der udvikler kræftmedicin, vind- og solenergi. Selvfølgelig går det op og ned, men når man, som jeg gør, investerer langsigtet, ender det med at give afkast i sidste ende.

 

LÆS OGSÅ: For Kirsa blev en sygemelding med stress vejen til drømmejobbet 

Formel på frihed

Den største gevinst for Pernille har været, at hun nu kan gøre, som hun vil med sit arbejdsliv. I øjeblikket er hun ved at lægge sidste hånd på en bog. Sammen med sin mor, der er psykolog, sætter de vejen til større frihed på formel. Kort fortalt er det en guide til, hvordan man kan luge ud i ligegyldigt forbrug og dermed få råd til at leve, som man vil.

– Jeg har taget kontrollen over mit eget liv, og jeg håber, jeg kan være med til at inspirere andre til at gøre det samme. Hvis du skruer ned for dine udgifter og dit forbrug og samtidig lader dine penge arbejde for dig ved at investere i aktier, vil du også kunne følge din drøm, uanset om det er at tage på jordomrejse eller gå tidligere på pension.

Pernille medgiver dog, at principperne bag hendes livsfilosofi, ”Lev & tænk enkelt”, indimellem kan komme under pres.

– Faktisk bliver jeg tit fristet til at købe ting, og jeg må hele tiden arbejde med mig selv for at holde fokus på, hvad der er formålet med mit valg. Så minder jeg mig selv om, at den største luksus for mig nu er, at jeg kan tage tilværelsen i mit eget tempo.                         

Pernilles råd til investering:

  • Opsøg viden: Der findes masser af information på nettet og grupper, hvor du kan stille spørgsmål og udveksle erfaringer med andre.
  • Køb med hjertet: Vælg aktier i virksomheder, der laver produkter, du forstår og gerne vil støtte.
  • Investér løbende: På den måde kommer du ind på markedet, når det både er højt og lavt. Du kan ikke forudsige det bedste tidspunkt at gå ind.
  • Spred risikoen: Sørg for at have aktier fra forskellige dele af verden, i forskellige brancher og i forskellige virksomheder inden for samme branche.

Læs mere om: