Voksne bloggere
Karriere og penge

Mona og Lene blogger: "Livet behøver ikke at være gråt, fordi håret er blevet det"

8. februar 2018
Af Pernille Magaard Bøgh
Foto: Heidi Maxmiling, Betina Fleron
At blogge er ikke kun for de unge. Voksne kvinder er for længst blevet fortrolige med de sociale medier og blogger om deres liv og interesser. Mød 62-årige Lene Kirkegaard og 69-årige Mona Nylander, som er kvinderne bag ”Mormors walk-in” og ”Guldstiletter”.

Lene, 62 år: "Livet behøver ikke at være gråt, blot fordi håret er blevet det"

”Det er hot at være gammel”. Det var overskriften på en artikel, som 62-årige Lene Kirkegaard fra Skive læste for to år siden. En artikel, der virkelig inspirerede og gjorde indtryk på hende:

– Jeg blev glad, da jeg læste den, for det er jo der, jeg er på vej hen. Oftest er ældre ikke i så høj kurs, og deller og rynker skal helst ikke ud i lyset! Men artiklen handlede om, at man faktisk kan have det ganske fortrinligt trods det slid og de nedbrud, der opstår med tiden, ler Lene.

Artiklen handlede om forskellige bloggere og kendte, der alle var ud over ungdommen, og som skrev om glæden, der hører med til at blive ældre. Og Lene fandt tanken opløftende:

– Jeg blev inspireret til at lave en blog, der skal fokusere på netop det: at livet ikke behøver at være gråt, blot fordi håret er blevet det.

LÆS OGSÅ: Det er HOT at være gammel

Gik på biblioteket

Lene vidste på det tidspunkt ikke ret meget om, hvad en blog overhovedet var.

– Jeg gik derfor på biblioteket og fandt dér bogen ”Bloghåndbogen”, som jeg lånte – og jo mere jeg læste, jo mere hooked blev jeg på at ”springe ud” som blogger.

Så da Lene gik på efterløn sidste år i august, kastede hun sig ud i at lave en hjemmeside – og brugte sine computer-erfaringer fra sit tidligere arbejde på Aarhus Universitet, hvor hun arbejdede som institutsekretær i lidt over 20 år.

Navnet på bloggen krævede ihærdige overvejelser. Lene er meget optaget af tøj og mode og har et helt rum til sit tøj i alverdens farver. Et multikulørt walkincloset. Samtidig er hun nået dertil i livet, hvor der er kommet børnebørn til, og derfor forekom navnet ”Mormors walk-in” pludselig som det helt rigtige. Og sådan blev det.

LÆS OGSÅ: Sådan får du flere farver i din garderobe

– Det var lidt grænseoverskridende at begynde at blogge. Jeg vidste jo ikke, hvad venner og familie ville synes om det – og hvilke reaktioner jeg ville få. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville være ligeglad med, hvad andre tænkte.

På Lenes blog kan man læse om alverdens emner. Mode, livsstil, trends for modne kvinder og mere generelle betragtninger om livet og dét at blive ældre. Man kan hævde, at emnerne på bloggen er lige så blandede, som farverne i hendes walkincloset:

– Jeg skriver om sko og tøj 
og dejlige byer – og kan i det hele taget blive inspireret alle vegne fra. På en gåtur med min mand eller ved at høre et radioprogram. Og så kan jeg rigtig godt lide at give det emne, jeg skriver om, et lidt humoristisk tvist, tilføjer Lene med et glimt i øjet.

– Jeg skriver om noget, jeg selv synes er henvendt til kvinder på min egen alder, og som fokuserer på den livskvalitet, der er bundet op på at blive ældre. Da jeg var ung, troede jeg, at livet sluttede, når man ikke længere var ung!

– I dag føler jeg mig bestemt ikke gammel og er mindst lige så glad, som jeg altid har været. Hvis ikke mere.

https://imgix.femina.dk/soe1806-blogger-lene.jpg

LÆS OGSÅ: Stil har ingen alder

Mona, 69 år: "Vi skal blive mere synlige"

”Jeg er meget glad for høje hæle og champagne”. Sådan indleder 69-årige Mona Nylander fra Herlev sin blog ”Guldstiletter”.

”Guld” henviser til alderen og ”stiletter” til, at Mona oftest stikker fødderne i de højhælede, fordi hun synes, det er smart og feminint.

– Jeg lavede min blog, fordi jeg savnede en verden på de sociale medier netop for kvinder i min aldersgruppe. Vi gider jo ikke læse om graviditet og babyer.

– Det er kedeligt at blive usynlig, bare fordi man er blevet ældre, siger Mona. Og tilføjer, at det desværre ikke kun er på de sociale medier, at hendes generation bliver overset – ja, nærmest er helt væk:

– Jeg bliver sur, når jeg for eksempel ser Magasins katalog, hvor der ikke er én eneste model, der er – eller henvender sig til kvinder over 30 år. For hvis jeg tager i Magasin her til formiddag, så ser jeg da masser af kunder på min alder.

Her skal ”Guldstiletter” være en håndsrækning og en del af løsningen, fordi den repræsenterer kvinder med livserfaring, siger Mona.

– Blogverdenen kan forhåbentlig være med til at gøre os ældre langt mere synlige. Hvis der kommer flere og flere bloggere, bliver vi synlige på sociale medier, og alene af den grund må det få andre til at tænke: ”Okay, de er her!”

LÆS OGSÅ: 82-årige Lotte Freddie: Vi skal være ligeglade med, hvad andre siger

Gammeldags penneven

Går man ind på guldstiletter.dk, er man ikke i tvivl om, at Mona ”er her”. Hun blogger på livet løs om alt muligt.

– En stor pærevælling af tilfældigheder, siger hun, og bare fordi man er blevet bedsteforældre, behøver det ikke betyde, at der ikke også er mange andre spændende emner at beskæftige sig med.

– Jeg elsker at være både mormor og farmor, men jeg kan godt blive lidt træt af, at kvinder på min alder kan bruge så meget tid på at tale om deres børnebørn, for der er så meget andet... Vi skal stadig leve livet fuldt ud.

Det lader Mona i høj grad sin blog afspejle. Hun forsøger at udvide andres horisont, ligesom hun selv bliver inspireret af bloggene ”Mormors walk-in” og ”Kort og Godt”, som hun følger.

– Jeg kan ikke finde andre danske blogs end de to, der henvender sig til min generation. Det er lidt ærgerligt, så jeg håber, der kommer flere. Det ville da være sjovt at kunne inspirere hinanden, siger Mona.

– Det kunne også være dejligt med mere respons på indlæggene og noget mere dialog på bloggen – lidt ligesom med en gammeldags penneveninde.

LÆS OGSÅ: Lær at blogge

Selv om Mona både efterlyser flere blogs, der henvender sig til hendes generation, og savner respons på ”Guldstiletter”, er det alligevel med stor begejstring, at hun fortæller, at hun oplever flere på sin alder hoppe med på blog-trenden. Antallet af følgere på ”Guldstiletter” stiger, fordi det bliver mere normalt at følge en blog hos den ældre generation:

– Problemet var i begyndelsen, at det ikke var særlig almindeligt, at ens aldersgruppe fulgte blogge, og ikke alle vidste, hvad en blog er. I dag er det mere normalt, selv om nogle fra min aldersgruppe synes, det er lidt halvskørt: ”Hvordan kan hun finde på det, og er vi ikke blevet for gamle til den slags pjat?”

Men Mona glæder sig over, at den ældre generation med bloggenes hjælp bliver mere synlig. Og derfor opfordrer hun andre til at komme til tasterne for at tilslutte sig blogger-trenden.

https://imgix.femina.dk/soe1806-blogger-mona.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også