Stéphanie Surrugue: "Jeg kan rejse mig op igen, hvis jeg vælter"

Vi har mødt Stéphanie Surrugue

Da SØNDAG møder Stéphanie Surrugue tilbage i april, er hun tydeligt mærket af et par tumultariske dage efter den katastrofale brand i Notre Dame-kirken, der lige har fundet sted.

– Det var en tragedie. Og så var det også arbejde, fortæller den 42-årige Paris-korrespondent om hændelsen.

Trods kun få timers søvn er det et intenst blik, der møder en. Alvorligt, når hun fortæller om ulykken. Men passioneret, når hun begynder at tale om sit liv som korrespondent.

I et job som dette skal man selvsagt kunne omstille sig på et splitsekund. Smide alt, hvad man holder på, fordi der er opstået en situation, der pludselig kræver ens opmærksomhed. Alt, også aftaler med familie eller veninder.

LÆS OGSÅ: Matilde Kimer: Hvis du får chancen, så tag den

– Jeg tror, man skal synes, at kaos er en dejlig rejsekammerat. Hver gang sådan noget sker, føler jeg mig uartigt heldig, fordi min omgangskreds er så forstående. Det er jo nok også derfor, de er min omgangskreds.

Indimellem kan hun da også godt bare få nok. Af det omskiftelige arbejdsliv og de hektiske dage.

Hun ler. Trækker på skuldrene. For der er selvfølgelig også en grund til, at hun gør det, Stéphanie; holder fast i, men også holder af, dette krævende og til tider tærende arbejde.

– Det handler jo om, at jeg gerne vil fortælle. Om de vigtige ting og på en måde, så folk interesserer sig og forstår, hvad der faktisk foregår.

Velkendt

Når den glødende Frankrig-korrespondent rapporterer fra gaderne i Paris, er omgivelserne ikke fremmede. Langt fra. Stéphanie boede i byen som ung og er desuden vokset op med en fransk far. I dag har hun et hav af venner og en stor familie i både Frankrig og Danmark.

LÆS OGSÅ: Janni Pedersen: Jeg er bare blevet endnu mere vild med min mand

Hun mindes tydeligt, da hun flyttede til Paris igen for et par år siden. Da havde hun netop tilbragt nogle år i Washington som USA-korrespondent.

– Jeg husker, at jeg gik ned ad gaden, det var i februar, klokken var ni om aftenen, og der sad franskmænd ved caféborde i frostgrader og drak rødvin og røg cigaretter, og der tænkte jeg: Paris lever jo! Det ville du aldrig opleve i Washington. Det kan godt være, at det er en kliché med den franske livsnyder. Men klichéer findes jo af en grund …

Hun smiler på den dér lune og skælmske facon, som Stéphanie gør det mest, og man er ikke i tvivl: Lidt fransk livsnyder er der helt sikkert også gemt i hende.

– Det kommer til at lyde helt hippieagtigt det her, men jeg bliver faktisk gladere og gladere for at bo i Paris. Det er måske, fordi jeg er bevidst om, at det ikke varer ved, fordi jeg er udsendt på en kontrakt.

Hun siger det med al selvfølgelighed, som om dét at flytte land på jævnlig basis er lige så almindeligt som at flytte rundt på sine møbler.

Negative følelser

Et travlt og indimellem hektisk job uden klart definerede rammer eller en fast kollegaskare. Formlen har vist sig at fungere særdeles godt for Stéphanie.

Og selvfølgelig er det ikke lutter glade dage ene kvinde at være formidler for et medie fra et helt land. Ensomheden kender hun godt. Men hun mener ikke, at hun er noget ensomt menneske. Det handler blot om, hvordan man vælger at anskue de ”negative følelser”, mener hun.

– En gang i mellem kan der godt være ensomhed forbundet med mit job. Men er det noget slemt? Det synes jeg faktisk ikke. Jo, der er ting, der niver nogle gange. Og hvad så? Sådan er livet jo! Havde jeg haft et andet job, var det bare nogle andre ting, der var svære. Det er svært at være menneske. Og det er uanset, hvordan vi strikker vores tilværelse sammen.

LÆS OGSÅ: Dorte Fals: Nu skal jeg noget andet

– Jeg er ikke så bange for de negative følelser, for jeg ved, at når de kommer, så går de også væk igen. Selv om der kan være ting, der er svære, ved jeg, at jeg står sikkert på mit personlige fundament. Det gør jeg i en grad, så jeg ved, at jeg kan rejse mig op igen, hvis jeg vælter.

Det er altså vigtigt at give plads til begge dele i livet – både det positive og det negative?

– Ja, det mener jeg. For hvis man mangler det negative, kan man aldrig for alvor mærke, hvor glad man er. Og har man aldrig fået knubs i tilværelsen, tror jeg også, at det er svært at være en god journalist, for så vil man aldrig helt forstå andres problemer. Jeg tror, det er sundt at have prøvet meget i livet. Det giver en større åbenhed, nysgerrighed.

Selvom hun da godt indimellem kan ønske sig at have et skrivebord og en kontorstol, er man ikke i tvivl om, at livet som korrespondent er et perfekt match til Stéphanie.

– Jeg har ikke nogen plan. Jeg har aldrig været god til bare tilnærmelsesvist at have en plan for, hvad jeg gerne vil. Men det betyder ikke, at jeg ikke har klare prioriteringer: Hvis jeg en dag ikke længere laver det her, skal jeg stadig føle, at jeg har passet på mine nære og på mit liv – nok til, at alt ikke er røget i svinget.