Kendte kvinder

Sonja Richter: "Det har krævet meget at finde tilbage til det, der er mig, og ikke forventningen til mig"

"Jeg har været på vildveje i mit liv. På et tidspunkt levede jeg i en verden, som jeg følte sagde til mig: Det er ikke nok at være skuespiller. Du skal også være nogens kæreste, nogens mor, nogens et eller andet", fortæller skuespiller Sonja Richter ærligt i anledning af hendes medvirken i filmen "Krudttønden" .

Alle kæmper med hver deres. Det får man en fornemmelse af hos dem alle sammen. Dét at være menneske, det er svært, ikke?

Ordene, som er møntet på de fire hovedpersoner i filminstruktør Ole Christian Madsens nye, stærkt omtalte film ”Krudttønden”, er Sonja Richters. Og man forstår med det samme på den 46-årige skuespiller, at det har været en helt særlig oplevelse at være med i den film. 

Det er kun fem år siden, at terroren slog til og rystede landet. Tre mennesker blev dræbt den weekend, den 14. og 15. februar. 

Flov over mig selv

De fleste danskere husker vist, hvor de var den februarweekend, da nyheden om skudattentatet på Krudttønden kom, og en regulær menneskejagt blev sat i gang. Sonja husker det også.

– Jeg var faktisk bare derhjemme, men hørte først, hvad der var sket, da jeg tændte for radioen søndag morgen. Jeg havde sådan en lørdag – måske fordi det var valentinsdag – hvor jeg sad og sank ned i en selvoptaget eksistentiel smerte om, hvorfor jeg ikke har mand og børn, og hvad skulle jeg dog gøre af mig selv?
– Jeg blev meget berørt, da jeg så hørte, hvad der var sket. Jeg læste også på Facebook, at nogle af mine venner skrev, at de havde gået i skole med Dan Uzan. Da blev jeg helt flov over mig selv og min selvoptagede weltschmerz. Man må godt være ked af det. Men mit eget blev bare så småt og latterligt. Og på en eller anden måde var dét med til at rive mig ud af min egen lille selvmedlidenhedsboble.
 
LÆS OGSÅ: Husker du Maria Stenz, læs her: Man skal sige tak til livet 

Været på vildveje

– Jeg har været på vildveje i mit liv, forklarer hun videre. - På et tidspunkt syntes jeg ikke, at det, der var, var nok. Jeg levede i en verden, som jeg følte sagde til mig: ”Det er ikke nok at være skuespiller. Du skal også være nogens kæreste, nogens mor, nogens et eller andet.”

– Men hvorfor? Hvorfor var jeg ikke glad dér, hvor jeg var? Hvorfor var det, der var, ikke godt nok? Hvad handlede dét om? Helt ærligt, det handlede om frygt. Frygt for ikke at passe ind. Frygt for at være forkert. Ikke at være en del af klubben. Hvordan kunne jeg komme helt derud, hvor jeg var ved at miste mig selv i en følelse af, at jeg ikke var god nok som den, jeg var, fordi jeg ikke havde det, de andre havde?

– Da jeg blev grådig og ville have mere end det, der var, holdt jeg op med at være ydmyg i forhold til det, jeg havde. Jeg tænkte ikke på, at jeg havde noget af stor værdi, som jeg rent faktisk kunne miste, hvis jeg ikke værdsatte det. Jeg var vitterlig ved at miste mig selv. Miste min sjæl. Miste perspektivet i, hvad der egentlig er vigtigt.

– Det har krævet meget af mig at finde tilbage til det, der er Sonja: Det, der rigtig er mig, og ikke det, der er forventningen til mig. Men jeg fandt tilbage. Jeg kom hjem. Hjem til mig selv.

LÆS OGSÅ: Paprika Steen: Der skal brede skuldre til mig

Frygt er et livsvilkår

At Sonja har "fundet hjem" betyder dog ikke, at hun er sin frygt kvit. Det er hun også meget ærlig omkring. 

– Der er masser af frygt stadigvæk. Jeg har opdaget, at det er et kæmpearbejde at vikle mig ud af den. Men jeg har fundet en måde at arbejde med den på. For der er dét med frygt, at den gerne vil gemme sig. Den vil gerne have, at jeg ikke får øje på den. Ligesom en selvmordsbomber, der gemmer sig i mængden, vil den helst ikke opdages. For hvis jeg opdager den, kan jeg kalde den ved navn og kan pludselig se, at der ikke er så meget at være bange for.

– Men frygt er et livsvilkår for os mennesker, tror jeg. Derfor er vi også nødt til at finde ud af, hvordan vi snakker om den. Hvordan vi blotlægger den. Hvordan vi hiver den frem i lyset. For fremme i lyset kan den ikke en skid. Et liv i frygt er ikke et liv. Så hellere dø for den. Det er en hård melding. Men jeg gider sgu ikke leve i frygt. 

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

Også en form for terror

I ”Krudttønden” har Sonja en mindre, men central rolle som den dræbte filminstruktør Finn Nørgaards kæreste Janne. Da Sonja blev spurgt, om hun ville lave interviews i forbindelse med filmen, gik det op for hende, hvor anderledes en film det er at skulle gå ud og fortælle op, forklarer hun. 

For der er mange hensyn at tage. Der er mange følelser i spil. Stærke følelser. Politik også. Og stærke holdninger. Ved siden af sig har Sonja haft nogle papirark liggende, som hun indimellem har kunnet kaste et blik ned på. Også nogle med hendes egne håndskrevne noter. Det er helt klart ikke en almindelig interviewsituation.

– Vi har fået udleveret papirer med, hvad vi skal være opmærksomme på, når vi taler om filmen. Det plejer vi ikke. Jeg er glad for at få lov at tale om filmen, for den er vigtig, synes jeg, men jeg har også været nervøs for det.  Normalt har jeg ikke den angst for at skulle snakke med pressen. Jeg kan være bange for, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, eller for at komme til at skulle snakke om noget, jeg ikke ved en pind om. Men her ved jeg simpelt hen ikke, hvornår jeg gør i nælderne. Det er jo også en form for terror, at jeg sidder og bliver bange for at komme til at træde nogen over tæerne, fordi jeg siger, hvad jeg mener eller føler. Er det ikke vildt så gennemsyrende frygt er?

LÆS OGSÅ: Anja forsker i terror: Frygten må ikke få overtaget 

Går tit i kirke

Ikke længe efter den skæbnesvangre attentat-weekend fik Sonja arbejde på Teater Republique, hvilket betød, at hun kom til at køre forbi Krudttønden på cykel hver dag igennem nogen tid.

– Jeg tænkte selvfølgelig på det, der var sket, hver eneste gang. Men det gør jeg også stadigvæk, når jeg cykler forbi. Ligesom jeg tænker på det, hver eneste gang jeg går forbi synagogen i Krystalgade. Og det gør jeg tit.  For jeg går tit hen i Vor Frue Kirke. Jeg kan godt lide at sidde i det kirkerum derinde. Jeg går også nogle gange ind i andre kirker. Det er noget, jeg er begyndt på. Jeg har faktisk også gjort det før i mit liv. Men da gik der år imellem. Nu er det blevet noget, jeg gør rigtig tit.

– Om jeg er troende? Det kommer an på, hvad man mener med ”tro”. Jeg er ikke religiøs. Lad mig sige det sådan. Men jeg tror, jeg har brug for noget, der er større end mig. Jeg bekender mig ikke til en bestemt religion. Jeg synes, alt er i orden. Men jeg er medlem af Folkekirken og er både døbt og konfirmeret og har aldrig overvejet at melde mig ud, selv om jeg kasserede alt det med kirken og Gud som ”noget vrøvl”, da jeg var 11-12 år. Men jeg tænkte meget over det. Nok fordi min farmor, som jeg tilbragte meget af min barndom hos, troede stærkt på Gud. Det har åbenbart sat sig.

– Selv om jeg ikke har levet som troende eller har gået til gudstjenester jævnligt, er det, som om det bor i mig – at det er dér, jeg beder om hjælp. Når jeg ikke kan bede nogen andre om hjælp, må jeg kigge opad. Jeg kan ikke sige, hvem eller hvad jeg beder til, andet end at det er noget, der er større end mig. Så er jeg alligevel troende? Ja, det er jeg vel. Er jeg ikke?

 

 
 
Læs mere om: