Paprika Steen: Der skal brede skuldre til mig

”Den tid på året” er en film om jul i familien, og med den opfordrer instruktør og skuespiller Paprika Steen, 54, til, at vi hver især kigger på vores egen opførsel, inden vi skyder skylden for uhyggen på de andre i familien.

I filmen spiller Paprika Steen selv den stressede og perfektionistiske storesøster, Katrine, der juleaften er vært for familien, som blandt andet tæller hendes mand (Jacob Lohmann), den mellemste søster (Sofie Gråbøl) og hendes mand (Lars Brygmann), søstrenes forældre (Karen-Lise Mynster og Lars Knutzon), og den yngste søster (Patricia Schumann), men hvis navn ikke lige står på bordplanen grundet hendes problemer med stoffer, men som pludselig dukker op med en ny mand og hans datter ...

I filmen bliver alles forventninger til juleaften udfordret, og ingen tøver ret længe med at sætte ord på - for filmen peger meget præcist på nogle af juleaftens dilemmaer og tilhørende konflikter. De tre søskendes mor siger på et tidspunkt til en af sine døtre: ”Du digter lige præcis den historie, der får det til at hænge bedst sammen for dig.”

Men alle i filmen kunne sige og tænke sådan om de andre. Og ingen i filmen er særlig bevidste om deres egne roller. De synes gennemgående, at det er de andre, der er noget galt med.

– Uanset hvad du laver i dit liv, om du har tjent en milliard i udlandet, eller om du er sygeplejerske, har du samme nummer som altid på ryggen, når du kommer hjem til familien. Det er derfor, mange bliver stresset og ikke rigtigt orker julen. De roller, man allerede er tildelt, forstærkes 100 gange i julen. Hvorfor man ikke kan bryde ud af de roller, ved jeg ikke. Men filmen kan forhåbentlig få den funktion – ud over at man skal grine, krumme tæer og blive underholdt – at hvis man ser den inden juleaften, så prøver man at gøre sig umage og lytte lidt mere til de andre. Alle synes jo, det er de andre, der er selviske, og de kigger sjældent på sig selv, og derfor kommer alle under beskydning i min film. Der er vrede, men også kærlighed hos dem alle, siger Paprika Steen.

Det gælder den mellemste søster (Sofie Gråbøl), der ikke kan finde ud af at sige noget positivt, og det gælder værtinden Katrine (Paprika), der er det ultimative billede på stress. Som familiens storesøster forsøger hun at holde sammen på det hele – men for hvis skyld?

– Er det for ens egen skyld, eller fordi man synes, det er synd for familien, hvis man ikke selv gør det? Katrine tror, at hvis hun ikke gør det, bliver der ikke nogen jul, men hun har aldrig åbnet muligheden for at se, hvad der sker, hvis hun lader være. Det må være afsindigt genkendeligt for de fleste kvinder, siger Paprika Steen.

LÆS OGSÅ: Paprika Steen: Livet kommer bag på mig hele tiden

Nu-mennesket Paprika Steen

”Den tid på året” balancerer mellem at være mørk og lys, mellem tragedie og komedie – med Paprika som marionetmester. Man kunne også kalde filmen for en feelgood-film – blot ad snørklede omveje ud og ind gennem menneskesindets kringelkroge. Det ligner et ekko af Paprika Steens eget gemyt og arbejdet som skuespiller. Eller gør det?

– Balancen kan godt sammenlignes med det arbejde, jeg laver som skuespiller. Når jeg har fået en tragisk rolle, har jeg altid sørget for, at folk også kom til at grine. Har jeg fået en sjov rolle, har jeg gerne villet vise sårbarheden. Øjeblikket i "Applaus", hvor hovedpersonen siger: "Jeg hader almindelige mennesker", er et godt eksempel, for det griner man af, selv om det er dybt sort. Sådan er jeg også selv som menneske.

Thomas Blachmann har engang kaldt Paprika Steen for "det vildeste nu-menneske, han nogensinde havde mødt". Den beskrivelse kan hun godt lide.

– Jeg hader at snakke om mig selv i interviews. Det er så svært, for jeg er ikke taktiker. Du kan møde mig en dag, hvor jeg er glad, og så bliver interviewet af den glade slags, og du kan møde mig en anden dag, hvor jeg er ked af det, og så er resultatet et helt andet. Jeg tænker ikke i en lige strøm. Der er altid tre paralleller inden i mit hoved. Jeg analyserer alt for meget. For eksempel hvis jeg møder en mand, jeg kan lide. Nu er jeg jo single for tiden. Når jeg møder et menneske, der er mere begavet end mig selv, falder jeg til gengæld helt til ro og bliver blød, kvindelig og lys i stemmen. Jeg bliver så glad, når nogen ved noget, jeg ikke ved, eller nogen er hurtigere end mig.

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Det lykkelige og det sørgelige fletter sig jo ud af hinanden

To mænd griber mig

Paprika Steen fyrer på mange kedler, når hun fyrer. Nu-mennesket kræver sin mand. En, der forstår hende, og en, der kan hjælpe, påpeger hun.

– For eksempel kan jeg grine med Nikolaj Lie Kaas som ingen anden. Vi ser ikke hinanden så ofte igen, men vi skriver meget sammen. Vi laver nogle gange en sjov leg, vi kalder modsætningsord. Den anden dag sagde han "Paprika". Og som modsætning: "Skal vi ikke bare alle sammen tage en ret med til forældremødet?" Det var særdeles rammende. Jeg går ikke til forældremøder mere, og min søn gik på flere forskellige skoler, så nu kan jeg godt tillade mig at sige, at jeg har det meget svært med tvangsfællesskaber. Kunne vi ikke bare have købt thaimad og splejset? Vi havde også forældrefester, hvor nogle af forældrene drak sig skidefulde, som om det var deres store fest det år. Det var da ikke rette tid og sted. Hvis jeg drikker mig fuld, er det da med gode venner. Jeg forbander forældreintra og tvangssammenskudsgilder. Det hører til, da vi var på SU eller i sommerhuset. Det er småborgerligt på den værste måde. Jeg er en kæmpe indre liberalist, selv om jeg er rød udenpå.

De to mænd, hun har det bedst med, er hendes eksmand Mikael Rieks og skuespiller Lars Brygmann. Sidstnævnte er endda takket i rulleteksterne til "Den tid på året", selv om han allerede står højt på rollelisten.

Hvorfor dukker Lars Brygmann og eksmanden op i hendes films – og livs – rulletekster igen og igen?

– Der skal brede skuldre til at ville se mig og elske mig uden at få løn for det. Jeg har lidt issues med lyde, lys, åbne vinduer og den slags små sociale fobier, man risikerer at få som moden kvinde. Når jeg kommer ind i et rum med min eksmand, siger han bare stille og roligt: "Vi går lige et andet sted hen", før jeg har opdaget, at jeg ikke kan holde ud at være der. Det er da kæmpestor kærlighed og i stil med at sætte kaffen foran en, før man har bedt om den.

Lars Brygmann tackler til gengæld Paprika med humor.

– Jeg driller ham med, hvor kedelig og temperamentsløs han er. Han er konfliktsky på en meget kærlig måde og superdiplomat. Der skal meget til at gøre mig tryg, men det kan Lars. Når vi kommer ind i et rum, kan han sige: "Eijj, her er dejligt. Kan du ikke lide musikken? Oijj, de har både ristede løg og ananas. Det er da lige noget for dig?" Han tager mig fra den ironiske vinkel og får mig til at slappe af.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne

Jeg er Paprika

Paprika har ikke noget imod at tale om sit privatliv, men hun bruger gerne metaforer.

Hvordan er det for eksempel at stå midt i livet og være single?

– Jeg har aldrig oplevet mig selv som værende single, i et forhold eller gift. Jeg har oplevet mig selv som "Paprika". Jeg er Paprika, og nogle gange er jeg sammen med nogen. Andre gange er jeg ikke.

– Det med at analysere på, om man ikke har nogen partner, fordi man er den, man er, eller om det er, fordi man er kendt, er ligegyldigt. Min virkelighed er, som den er. På godt og ondt. Hvis jeg ikke var Paprika, var der nok noget andet, der var svært. Så havde jeg måske ikke udlevet min skuespillerdrøm; måske havde jeg i stedet siddet og røget Look 100 og drukket elefantøl og været bitter på et eller andet værtshus. Jeg holder mig rimeligt godt og er stadig kvik i pæren, sååå... jeg ser ikke mig selv som: "Plus 50. Single. Enlig mor."

Paprika Steen har nu skruet den dybe parodiske speakerstemme på, og interviewet er ved at være forbi. Det vildeste nu-menneske skal videre til det næste øjeblik.

Om Paprika Steen:

• er født i København 3. november 1964 og er storesøster til Nikolaj Steen og lillesøster til Kim Sagild.

• har spillet med i 31 film og har på vejen vundet tre Bodil-statuetter og to Robert-priser.

• har den nu voksne søn Otto med filmproducer Mikael Rieks.

• har instrueret tre film: ”Lad de små børn…” (2004), ”Til døden os skiller” (2007) og den premiereaktuelle ”Den tid på året”.