Sonja Oppenhagen
Kendte kvinder

Sonja Oppenhagen: Livet skal leves HVER dag

Sonja Oppenhagen, aktuel i teaterforestillingen "I sidste øjeblik" og snart igen i "Badehotellet", har hevet teltpælene op - efter 45 år i samme, trygge kvarter. Måske var hendes mors død med til at sætte skub i planerne. I hvert fald er den 69-årige skuespillerinde nu flyttet i hus uden have, men med havet tættere på.

Sonja Oppenhagen har taget en stor beslutning

Sonja Oppenhagen er vinterbader. Det har hun været i mange år. Også før det blev så trendy, som det er nu, hvor danskerne strømmer til og må stå på venteliste for at blive medlem af en vinterbadeklub.

Fra sit nye hjem i Espergærde har hun ganske vist ikke direkte adgang eller udsigt til havet. - Men man kan se på lyset, at havet ligger tæt på, som hun glad siger. 

For ja, Sonja Oppenhagen er glad. Efter længe at have overvejet frem og tilbage om hun og hendes mand skulle flytte, blev det endelig til noget. Eller endelig og endelig... På en måde skete det nærmest pludseligt, synes hun.

- Efter at have boet 45 år i Charlottenlund, ikke i samme hus ganske vist, men i samme kvarter, hvor alting var så fantastisk trygt og godt, fandt vi pludselig på at sælge vores hus og flytte til Espergærde. Det gik op for os, at vi trængte til at gøre noget nyt. Trængte til noget andet. Til at se hinanden i andre omgivelser. Til at udfordre os selv.

- Jeg havde ligesom malet vægge nok. Jeg havde ligesom klippet roser nok. Jeg var på en eller anden måde færdig med det hus.

 

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: Derfor forlod jeg Klaus Pagh

Ikke et villakvarter! 

På det tidspunkt havde Sonja og hendes mand, musiker Stig Christensen, set et byggeri i Espergærde, som de var faldet for.

- Først og fremmest fordi det er så smukt et funkisbyggeri. Men også fordi det ikke er et villakvarter som det, vi kommer fra, fortæller hun.

- Byggeriet er klyngerækkehuse, ikke som et kollektiv, alle har hver deres bolig, men vi vil alle det samme: Vi vil gerne være sammen. Her bor mange unge mennesker, og det er et sted, hvor børnene kan lege frit og løbe ind og ud ad dørene, og hvor vi siger godmorgen og goddag til hinanden, og hvor vi hjælper hinanden med det, man lige står og mangler.

 

LÆS OGSÅ: Da Tammi Øst flyttede til en husbåd

Mor besluttede at dø

I dag kan Sonja sagtens få øje på den sammenhæng, der er imellem den beslutning, der nu har ført hende og hendes mand et nyt sted hen, og det, der skete for godt to år siden, da hendes mor døde, 95 år gammel.

– Min mor lukkede sine øjne i 2015. Og det var hendes egen beslutning. Hun besluttede at dø. Hun syntes, at nu var det på tide, at hun takkede af. Og så holdt hun simpelthen op med at spise og drikke, siger hun og forklarer videre:

– Det er mærkeligt at være den sidste på bænken. Meget, meget mærkeligt. Men det tror jeg, at man skal lade være med at tænke for meget over. For så bliver man for ked af det. Tværtimod skal man bruge det til at huske at prioritere livet. I dag kan jeg godt se, at min mors sidste beslutning var med til at give mig det afgørende skub i den retning, jeg allerede var på vej henimod. Min mand og jeg vidste, at der skulle ske noget andet. Og så gjorde vi alvor af det. Og flyttede.

 

LÆS OGSÅ:Frisør Gun-Britt: Jeg længes på ingen måde efter at være ung igen 

Lisbet, Elsebeth og Sonja

På den måde er der også en særlig symbolik i, at Sonja for tiden står på scenen på Folketeatret i forestillingen ”I sidste øjeblik”, som er en komedie, hvor hun, Lisbet Dahl og Elsebeth Steentoft spiller tre aldrende veninder, der har besluttet sig for at gøre alt for at få det bedste ud af livets sidste kapitel, og i øvrigt blæse på, hvad andre måtte tænke og mene, for livets chancer skal gribes, inden det er for sent.

Veninderne i forestillingen er ældre end Lisbet, Elsebeth og Sonja, men Sonja kan sagtens relatere til stykket. Når man spørger, hvordan hun har det med at ane konturerne af den næste runde fødselsdag, de 70, sukker hun let og siger ærligt:

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

– Jeg forstår det jo ikke. Livet er så fantastisk, og jeg har så mange ting, jeg gerne vil, at jeg slet ikke har tid til at tænke på, at der ikke er så langt igen, som der har været. Og så alligevel tænker jeg da på det. Det er derfor, jeg sukker lidt. Men jeg er et meget positivt menneske, og jeg er som regel meget glad for livet og taknemmelig for min familie, taknemmelig for min mand og mine børn og mine børnebørn. Og tanken husker mig også på, at livet skal leves, og ikke kun leves i sidste øjeblik, men leves hver dag.