Sissel Kyrkjebø
Selvudvikling

Sissel Kyrkjebø: "Danmark var det, jeg trængte til"

22. juli 2019
af Britta Bjerre
foto: Heidi Maxmiling
Den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø føler sig stadig en smule dansk, så snart hun er tilbage, hvor hun boede i over 20 år. Dengang hun kom hertil, var Danmark lige det, hun trængte til, fortæller sangerinden, der fyldte 50 for nylig.

SØNDAG har mødt Sissel Kyrkjebø

- Min far døde for tre år siden. Da mærkede jeg pludselig det der helt konkrete, at intet varer evigt. Og deri ligger vemodet.

Sissel Kyrkjebø lægger ærligt ud, da vi taler om, hvad det fylder hende med af følelser og tanker ved at være fyldt 50 og spørger, om der også ligger en form for vemod og vugger i eftertankerne.

Egentlig har hun det "helt fint" med at runde de 50.

- Det er bare et tal. Sådan ser jeg på det, siger hun, og det vemod, der trods alt knytter sig til tallet, forbinder hun altså mere med sine forældres alder end med sin egen.

– Jeg var meget tæt knyttet til min far. Jeg er også tæt med min mor. Men ja, jeg var en ”fars pige”. Så selvfølgelig er det svært, at vi ikke har ham længere, men jeg oplever det samtidig som en stor gave, at jeg fik lov at følge ham så tæt de sidste år, han levede, fortæller hun og forklarer videre:

– Jeg var næsten lige flyttet til Oslo, da jeg blev klar over, at min far havde Alzheimers. For at hjælpe og støtte min mor og få tid med min far foreslog jeg, at de flyttede til Oslo. Og det gjorde de. De var 80 og flyttede fra Bergen, hvor de havde boet hele deres liv, for at være tættere på mig.

LÆS OGSÅ: Demens: 10 tegn, du skal være opmærksom på

Vi fik tre år

– Jeg har en stor taknemmelig over, at vi nåede det, vi nåede. Vi fik tre år, tre fantastiske år, inden han døde. Han døde ikke som følge af Alzheimers, men af cancer, og var stadig bevidst om, hvem vi var, da han døde, siger hun og fortsætter:

– Det var nogle år, hvor jeg bevidst bookede min kalender, så jeg kunne være der og tage vare på mine forældre. Det var vigtigt for mig. Jeg havde jo boet i Danmark så længe. Og de havde altid stillet op for mig. Nu kunne jeg stille op for dem. Og det var ikke fordi, jeg følte, at det var noget, jeg burde eller var nødt til. Det var fordi, jeg havde lyst til det.

LÆS OGSÅ: Stine Bosse: Modstand gør stærk

Blev boende efter skilsmissen

Sissel nåede at bo i Danmark i over 20 år, inden hun flyttede hjem til Norge efter skilsmissen fra Eddie Skoller. Parret blev gift i 1993 og skilt i 2004, men Sissel blev boende her i en årrække efter skilsmissen sammen med parrets to døtre Ingrid og Sarah.

I dag er hendes døtre voksne, den ældste er 23 år, den yngste snart 20 år, men mens den ældste er flyttet hjemmefra og bor i London, bor den yngste stadigvæk hjemme. At hun nok må regne med, at den yngste også flyver fra reden inden så længe, det har hun det ret afklaret med. For som hun forklarer:
- Vi har jo ikke ligefrem levet et helt ”normalt liv” i den forstand, at jeg altid har haft et arbejde, hvor jeg har rejst en del og har været nødt til at være væk fra dem i perioder. Det tror jeg faktisk på en vis måde har forberedt mig på det, der er ved at ske nu.

Alle er landet

Når Sissel ser tilbage på sine år i 40’erne, er det nogle år, der har været præget af hendes flytning fra Danmark tilbage til Norge.

– 40’erne er dér, hvor jeg har fået lov at lande. Det er sådan, jeg føler det. Jeg flyttede tilbage til mine rødder. Og fokuserede på min familie. Jeg ville ikke begynde at arbejde for fuld kraft igen, før jeg vidste, at mine piger havde det godt. Og jeg ved nu, at vi alle er landet. Det gælder ikke bare mig, men os alle.

LÆS OGSÅ: Tre kendte kvinder: Alder ingen hindring

Det ene tog det andet

Hendes 20’ere derimod. Hvordan ser hun tilbage på dem? Da var hun allerede berømt, efter at hun som 16-årig trådte ind på scenen i Grieghallen hjemme i Bergen i pausen i det internationale Melodi Grand Prix og sang så smukt, at alle fornemmede, at her blev en ægte sangstjerne opdaget. Senere samme år, 1986, udgav hun sit første album. Og som hun selv siger det:

– Derfra tog det ene det andet. Toget kørte, og det gjaldt bare om at springe ombord. Det gik utroligt stærkt, det hele.

Da hun flyttede til Danmark i 1991, var hun en stor stjerne og havde været det i nogle år i sit hjemland.

- Det er dét, der er så underligt med alder. For inden jeg fyldte 20, havde jeg allerede gjort så meget, været med til så meget, oplevet så meget. Så for mig var Danmark det, jeg trængte til på det tidspunkt. Jeg fik slappet af. Ingen vidste, hvem jeg var. Det var dejligt.

Men sådan blev det næppe ved med at være, da hun giftede sig med Eddie Skoller, som var en kendt dansker og ovenikøbet var 25 år ældre end hende? Her trækker hun på smilebåndet og medgiver:

– Nej, måske ikke helt. Til gengæld blev jeg mere og mere afslappet i forhold til alt det. Og så fik jeg jo mine børn. Min ældste fik jeg, da jeg var 26. På den måde var 20’erne samtidig et tiår, der var ekstremt intenst.

LÆS OGSÅ: Ældre kvinder er smukkere end kvinder i 20'erne

Og årene i 30’erne?

– Det var nogle år, der var præget af, at jeg havde erfaringerne med mig fra mine 20'ere, men samtidig havde jeg en ro, en vældig stærk selvfølelse og masser af energi. Jeg har også hørt andre kvinder sige det samme om deres 30’ere. Hvis der er en kvindelig guldalder eller flere guldaldre, så er 30’erne i hvert fald en af dem.

50 år og 50 sange

Sin 50 års dag markerede Sissel ved at udgive et nyt album med titlen ”Reflections”. Et album med 50 sange, hun nøje har udvalgt som sine personlige yndlingssange. Men også et album, som hun lancerer lidt anderledes ved én gang om ugen at lægge en ny sang fra albummet op på sin hjemmeside og til streaming ledsaget af en musikvideo plus en video, hvor hun fortæller om baggrunden for at have udvalgt netop den sang. Planen er, at det skal blive en serie at følge med i hen over hele året. Kan ses og høres på www.sisselmusic.com

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også