Puk Elgård: Fortiden fik mig ikke!

Puk Elgård er netop fyldt 50 år

Puk Elgård har to hunde. Den yngste hedder Alba. Og nej, Alba var IKKE en fødselsdagsgave, da Puk fyldte 50 fornylig. Alligevel lægger vi lige ud med historien om Alba. For den fortæller nemlig ret godt en historie om Puk.

Alba kom til familien for et års tid siden. Bare tre måneder gammel brækkede hun benet. Og her er, hvad Puk selv fortalte videre, da vi besøgte hende for at lave det interview, du kan læse fuldt ud i SØNDAG i denne uge.

- En hvalp med brækket ben, forestil jer det! Hun blev opereret og sat sammen med ni skruer og en titaniumskinne. Og så lå vi ellers i ske i tre måneder, Alba og jeg, og trak nærmest vejret samtidigt. Vi var sammen altid. Jeg kørte hende rundt i barnevogn. Jeg bar hende rundt. Og da voksede vi fuldstændig sammen. Vi er symbiotiske. Jeg ved, hvad hun tænker, og hun ved, hvad jeg tænker. Det lyder skørt at have det sådan med en hund. Men jeg elsker bare den hund!

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: Jeg skal passe på min vægt

Når begge ens forældre dør...

Og hvad siger dét så om Puk, tænker du måske. Det siger noget om at gå all in, synes vi. Om at tage sig af, tage affære og i øvrigt ikke tage et "nej, det kan man da ikke" for et nej, men gå med sit hjerte, i stort såvel som i småt. Og det kendetegner faktisk ret godt den Puk Elgård, som danskerne har set i tv i over 20 år efterhånden. Hun debuterede som vært i 1995, og i dag er hun stadig et af de faste ansigter på tv. Selvlært, autodidakt. Men som menneske også en mønsterbryder. Og netop derfor er hun også stolt, fortæller hun.

- For mig er der en stor stolthed forbundet med at blive 50. Når begge ens forældre dør tidligt, min far blev 52, min mor nåede at blive lidt over 60, ved man, at alder er et privilegium. Så en 50-års fødselsdag fortjener en fanfare og en fest.

Alt det dér fortid

Hun forklarer videre:

– Det er svært at vide, hvor meget ens forældre har betydet for en. De har selvfølgelig formet mig, men de har også givet mig store udfordringer, som, når jeg så sidder her som 50-årig, får mig til at sige: Det fik mig ikke, alt det dér fortid! Hver eneste dag i alle de år har jeg besluttet mig for at sætte den ene fod foran den anden og ikke gå i samme fodspor som mine forældre. Men jeg bebrejder dem intet. Jeg har forlængst forliget mig med, at de gjorde det så godt, de kunne.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Zornig: Jeg har lukket alt for mange udsatte mennesker for tæt på

Træf en beslutning hver eneste dag

At være en mønsterbryder og fortsætte i livet som en mønsterbryder er et livslangt projekt, pointerer hun:
- Folk, der påstår andet, tager simpelthen så meget fejl. Jeg har set mine forældre løse konflikter ved at drikke og tage piller og ved at give op og stikke af hjemmefra. Det er min børnelærdom, at sådan gør man, hvis man har det svært. Og sådan en lærdom vil altid råbe nede fra en mørk gletsjerspalte i sindet: ”Kom herned. Gør det, du har set!”

– Hvis man vil bryde det mønster, skal man træffe en beslutning om, at dét vil man. Selv når gulvet gynger, og livet er udfordrende. Det livslange projekt ligger i, at hver eneste dag er man nødt til at træffe den beslutning. Jeg er i hvert fald.

Mød den anden Puk - Puk Damsgård

Derfor drikker jeg næsten ikke

Men hvordan undgår hun at lytte efter, når fortiden sådan råber højt?

- Fordi jeg VIL ikke. Jeg vil ikke drikke f.eks. Jeg kan sagtens stå i en situation, hvor alting er svært. Og straks vil der være noget indeni mig, som råber: ”Tag et glas hvidvin, når du kommer hjem”. Og ja, det er dejligt med et glas hvidvin. Men der er så meget indeni mig, som gør, at jeg ræsonnerer mig frem til, at det glas hvidvin bliver til to, bliver til tre og ender med at blive til lugten af opløsning og et menneske, der har drukket alt for meget. For det har jeg set. Og derhen vil jeg ikke. Aldrig nogensinde. Derfor drikker jeg næsten ikke. Jeg gør det. Men kun hvis jeg har det godt. Ellers nej. Det minder mig for meget om noget, der er sølle. Jeg vil bare ikke!

Boet alene siden jeg var 15

Om de udfordringer, der har været, og det at nå hertil i fin stil, hvor hun er blevet 50, siger hun afsluttende:

– Jeg har trods alt boet alene, siden jeg var 15 år, og jeg har ikke fået noget af nogen. Alt, hvad jeg har, har jeg fået ud af den person, jeg er. Jeg har ingen uddannelse. Jeg havde ikke en pose penge med hjemmefra. Det, jeg har, har jeg skabt ud af at fortælle historier og arbejde rigtigt, rigtigt hårdt. Og jeg har fandeme arbejdet hårdt.

– Nu sidder jeg så her i et hus i Hareskoven og har det godt. Med velfungerende børn (søn og tre papbørn, red.) og glade hunde, og Lothar er her på 18. år (kæreste og far til sønnen Robin, red.) Skulle det så være sørgeligt at runde de 50? Jeg vil da blæse på, at jeg ikke er ung længere. Jeg kan godt se, at tab af ungdom og skønhed er meget smertefuldt for mange kvinder. Men det betyder intet for mig.

Puk Elgård:

* Født 3. februar 1968. Døbt Marianne Puk Elgård Nielsen.

* Mødte sin kæreste, den fhv. jægersoldat Lothar Friis, under optagelserne til tv-programmet ”Den store mission” i 2000.

* Debuterede som vært i 1995 i DR’s børneprogram "Børne1eren". Har siden været vært på bl.a. "Lykkejægerne", ”HokusKrokus”, "By på skrump", "Den store mission", ”Aftenshowet”, ”Her er dit liv”, "Puk og Herman". Aktuel på TV2 i ”Nybyggerne” og ”Go’ morgen Danmark".