Molly Egelind
Kendte kvinder

Molly Egelind: "Han frelste mig fra min frygt"

Molly Egelind har et klart mantra om at værne om tingene, f.eks. når det gælder ægteskabet med manden Benjamin. For det er vigtigt at gøre en indsats, uanset om man skal spille hovedrollen i "Sygeplejeskolen" eller lære at danse en jive.

Det er 23. november, og salen i Forum Horsens er efterhånden halvtom. De fleste har rejst sig fra deres pladser, orkestret spiller ikke længere, og de tusindvis af små stykker guldpapir, som dækker det store dansegulv, vidner om, at der i den grad er noget at fejre. Nogen har for ganske kort tid siden vundet hele Danmarks dansekonkurrence "Vild med dans". Disse ”nogen” er ikke Molly Egelind og hendes dansepartner Mads Vad. De har nemlig tabt og må derfor nøjes med en andenplads. For som en journalist spurgte Molly, da finalen havde nået sin ende: ”I var favoritter, hvad gik galt? Hvorfor tabte I?” 

– Undskyld mig, men vi har da ikke tabt. Vi blev altså nummer to ud af 12. Det er da sindssygt godt gået. Og hvad gik galt? Der var vitterligt ikke noget, der gik galt. Vi gjorde det præcis, som vi gerne ville. Jeg ville gøre mig selv stolt, og jeg ville vide, at jeg havde givet så meget, som jeg overhovedet kunne. Da vi nåede til finalen, havde jeg fået alt det ud af det, jeg kunne. Jeg gik ikke glip af noget, foruden et trofæ selvfølgelig. Men det, Simon og Asta præsterede i deres freestyle, var så vildt. Uanset hvor længe jeg havde trænet, ville jeg aldrig have kunnet gøre det. Jeg under dem fuldstændig sejren. 

Molly sidder i en lænestol på den anden side af bordet og skiftevis spiser af sin sandwich og fortæller. Og hun ser glad ud, når snakken falder på "Vild med dans". Når hun taler om Mads, dansene, kjolerne og hele oplevelsen af at knokle for noget og klare det godt. For hun klarede det godt. Virkelig godt. Faktisk så godt, at dommeren Jens Werner har kaldt Molly for den bedste kvindelige ny-danser, som nogensinde har medvirket i konkurrencen.

LÆS OGSÅ: Lise Baastrup: Jeg blev skuespiller ved et tilfælde

– Det er jo op til en selv at få det ud af programmet, som man ønsker. Jeg ville gerne lære så meget som muligt, og jeg ville gerne udvikle mig, og det, føler jeg, blev opfyldt. Men at jeg skulle få så nært et venskab med Mads på så kort tid, det havde jeg slet ikke troet var muligt.

Den kollektive kunstform

Molly debuterede som skuespiller, da hun som 12-årig medvirkede i filmen ”Okay”. Kun fordi det var en sjov vej til at tjene nogle gode lommepenge, men bestemt ikke, fordi det var noget, hun nogensinde ville gøre til en levevej, primært fordi hun ikke ønskede at dele branche med sine forældre. I flere år søgte hun svar på, hvilken uddannelse hun i stedet skulle vælge: forfatter, dyrlæge, kemiker, lektor i et eller andet? Da hendes jævnaldrende veninder begyndte at søge ind på forskellige universitetsuddannelser, og Molly stod alene tilbage med sin manglende overbevisning om, hvad hun skulle eller ikke skulle, genovervejede hun skuespilfaget.

– Jeg vidste bare, at jeg ville lave noget, hvor jeg var glad for at gå på arbejde. Det lyder måske meget banalt, men det er helt essentielt, og det er faktisk noget, min mor har hjulpet mig til at indse. Mit fokus måtte ikke blive at tjene mange penge eller at redde samfundet ved at blive noget, der er voldsomt brug for. Nej, det vigtigste er, at jeg skal være glad i det, jeg laver. Og så havde jeg måske også nået et modenheds-niveau, hvor det ikke længere var pinligt for mig at blive sammenlignet med min mor.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Det andet råd, hendes mor gav hende, var, at hvis hun ville være skuespiller, skulle hun tage det seriøst. Molly vidste selv, at hun endnu ikke var moden nok til at søge ind på Skuespillerskolen, og derfor tog hun på Filmhøjskole i Ebeltoft. På den måde fik hun stiftet bekendtskab med de andre faggrupper, som også er en del af branchen.

– Film må simpelthen være højmålet af en kollektiv kunstform. Hvis der ikke er nogen, der sætter lys op, ligner det noget, der er løgn. Hvis der ikke er nogen til at filme det, hvorfor så overhovedet gøre det, men hvis der ikke er nogen skuespillere, hvad skal man så filme? Det hele hænger sammen, og der er ikke noget uden alle de andre. Det er virkelig en holdindsats, og det holder jeg rigtig meget af.

Efterfølgende søgte Molly ind på landets skuespilskoler, og i andet forsøg lykkedes det at komme ind i Odense. Hun har sidenhen medvirket i en række spillefilm, tv-serier og teaterforestillinger, og i 2018 fik hun hovedrollen i TV 2 Charlie-serien "Sygeplejeskolen", som netop er rullet over skærmen med sin anden sæson. Her spiller Molly rigmandsdatteren Anna Rosenfeld, som frigør sig fra sin økonomisk trygge opvækst ved at uddanne sig til sygeplejerske.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: Det er også vigtigt, man ryster posen

– Anna er først og fremmest idealist. Hun har et meget klart billede af, hvordan verden bør være, og hun ser sig selv som en, der kæmper for det gode, koste, hvad det vil. Hun gør, hvad hun kan i det her meget hierarkiske system, som der var på hospitalerne dengang. De nye elever kommer fra en anden generation end dem, der dominerer på hospitalet, og Anna kommer derfor også med et anderledes menneskesyn.

Molly Egelind

- Havde  jeg i stedet mødt Benjamin i Netto eller et hvilket som helst andet sted end på Skuespillerskolen, så var jeg også faldet for ham, siger Molly om forholdet til manden Benjamin.

Motoren og rattet

Molly er gift med skuespilleren Benjamin Katzmann Hasselflug, som hun mødte for otte år siden, da de begge læste på Skuespillerskolen i Odense. De er begge meget bevidste om, at når der en dag opstår rigtige problemer, så smutter man ikke bare, nej, så bliver man sgu og kæmper.

– Man er nødt til at investere noget i det, man har, fremfor bare at finde noget nyt og uproblematisk, som ikke er i stykker. Jeg tror, at alle mennesker er en lille smule i stykker, og der findes ikke den perfekte anden eller den perfekte partner. Det perfekte eller ideelle er derimod, hvis man som to uperfekte mennesker går ind i kampen og bliver enige om at knokle for noget sammen, for lykken kommer ikke af, at ting er uproblematiske, men lykken kommer af at klare sig igennem de problematiske tider sammen. Det bliver man stærkere af. Det tror jeg på. Og det at blive gift er netop at love hinanden, at selv hvis det bliver svært, så skrider man ikke bare. Så bliver man, og så knokler man, fordi… Ja, fordi det er det værd. 

Benjamin har en helt særlig måde at beskrive ægteskabet til Molly på.

– Han siger, at jeg er motoren, og han er rattet. Det, synes jeg, er helt sindssygt fint sagt. Altså det vælter ud af mig med energi og gode idéer, og jeg er samtidig meget optimistisk, i forhold til hvor meget man kan nå i løbet af et døgn, og jeg tror, Benjamin ser det som sin opgave at styre os uden om nogle af de forhindringer, mit energiniveau også kan medføre.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther skal giftes: Det var kærlighed ved første blik. Eller i hvert fald i løbet af et par timer

Og selv om Molly tager initiativet til det meste, var det Benjamin, som friede til Molly. Hun havde dog nævnt for ham en enkelt gang (eller to) at hun gerne ville giftes, inden hun fyldte 30.

– Jeg var rigtig bange for at miste ham. Egentlig helt uden grund. Men sådan er det jo, når man elsker meget højt. Så bliver man bange for at miste. Man sætter sig selv på spil, når man kaster sig i armene på nogen på den måde, for jo mere man giver af sig selv til et andet menneske, jo mere er der også at miste.

– Jeg tror ikke på, man kan sætte lighedstegn mellem et lykkeligt forhold og et forhold uden skænderier. En dag havde vi haft et lille skænderi, som dybest set handlede om, at jeg var rigtig bange for, at Benjamin ville finde på noget bedre med sit liv end at være sammen med mig. Det var en helt ubegrundet angst, men alle vores forældre er skilt, så jeg tænkte nok, at det var det, man gjorde, så det ville vel også ske for os.

Det rigtige øjeblik

Benjamin reagerede ved at gå ind og hente den ring, han i et halvt år havde tænkt, han ville bruge, når han skulle fri til Molly, nemlig sin bedstemors gamle forlovelsesring. Det var egentlig meningen, at den først skulle justeres til den rigtige størrelse, og at han ville planlægge det perfekte frieri, som skulle finde sted det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men pludselig virkede nu som det helt rigtige øjeblik.

”Det dur jo ikke, at du går rundt og er så bange for, at jeg går fra dig, når jeg allerede ved, at vi skal giftes.” – Noget i den stil, sagde han. Og så gik han på knæ og friede til mig. Det var så bedårende, synes jeg. Og det helt rigtige tidspunkt for os. Han frelste mig fra den frygt, som jeg havde gået med i så lang tid. En slags sorg på forskud over, at han en dag måske ville forlade mig. Og for mig eller for os var det så meget bedre end en picnic på stranden, eller hvad det nu måtte være.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt: Det er ret vildt at føle en kærlighed, hvor der aldrig vil være et men

Kort efter inviterede Molly og Benjamin til sommerbryllup med mexicansk mad, papirpynt og blomster fra Mollys mors gård.

– Det var farverigt, sjovt og uhøjtideligt, og så var det bare den bedste fest. Jeg vil også gerne giftes igen. Altså med Benjamin selvfølgelig. Men gengiftes. Sådan en gang imellem, når der er gået nogle år. Det kunne være fedt, og kærlighed er jo bare dejligt.

– I bund og grund vil jeg bare hellere være sammen med Benjamin end ikke at være sammen med ham. Ganske enkelt, fordi jeg har lyst til at lave alting sammen med ham. Så simpelt er det.

Læs mere om: