kirsten siggaard
Selvudvikling

Kirsten Siggaard: "Et lyst sind gør livet lidt lettere at bære"

25. februar 2019
af Rikke Hast
foto: Nellie Møberg, makeup: Ulla Jakobsen
For et par år siden blev Kirsten Siggaard alene efter et langt ægteskab. Den kendte sangerinde er forsat single og glæder sig både over at have bevaret venskabet med sin eksmand og muligheden for igen musikalsk at træde i Edith Piafs fodspor.

irsten Siggaard træder igen musikalsk i Edith Piafs fodspor. Denne gang som aktuel i cabareten ”Piaf & Aznavour – Hymne til kærligheden” i Sceneriet under Det Ny Teater. Cabareten er en hyldest til Edith Piaf og Charles Aznavour, og hvor Kirsten går ind i rollen som Piaf, er det Kim Hammelsvang, der fortolker Aznavour. Kirsten har efterhånden spillet og sunget Piaf mange gange, men den første gang var også på Det Ny Teater tilbage i 1991.

– Den kendte franske sanger Charles Aznavour døde i oktober sidste år, og kort efter ringede Kim til mig. Kim og jeg har truffet hinanden igennem fælles venner, vi har det altid sjovt sammen. Kim ville gerne lave noget Aznavour, og han havde tænkt på noget cabaret med Aznavour og Piaf. Det var Piaf, der ”fandt” Aznavour, og Aznavour har efter sigende udtalt, at han var forelsket i Piaf – i otte dage.

LÆS OGSÅ: Kirsten Sigaard: Jeg har ikke kysset ret mange frøer

Kirsten Siggaard: Piafs sange rører noget i os alle

Sangene i cabareten er sammensat efter stemning, og nogle af Aznavours sange synger Kim og Kirsten som duet. Bl.a. ”The Oldfashioned Way” og ”Yesterday When I Was Young”.

– Piafs sange rører noget i os alle. De har en intensitet og en nerve, der river os med. Jeg bliver aldrig træt af de billeder, jeg får, når jeg synger dem. Det, vi kan lære af dem i dag, er bl.a. at have respekt for de mennesker, der har det svært i livet.

I rollen som Piaf synger Kirsten i den verdensberømte vise "Non, je ne regrette rien", at hun ikke fortryder noget. Og fortrydelser er da heller ikke noget, den danske sangerinde begiver sig af med. Og for Kirsten har det noget at gøre med hendes grundlæggende indstilling til livet.

– Fortrydelser kan man ikke bruge til noget. For mig handler det meget om at have en positiv tilgang til livet. Et lyst sind gør livet lidt lettere at bære. Vi oplever alle modgang; sygdom, sorg og drømme, som brister. Men ingen har glæde af at grave sig ned i et dybt hul.

En skilsmisse efter næsten 40 års ægteskab kunne ellers hos mange, afhængig af omstændighederne, have udløst en livskrise, men Kirsten havde bestemt sig for, at sådan skulle det ikke være, da hun og hendes mand Jørgen gik fra hinanden i september 2015.

– Jørgen og jeg havde haft et godt og langt ægteskab, men vi havde til sidst ikke det nærvær, man kunne ønske sig. Bruddet var da også helt fredsommeligt. Vi havde et stort ønske om at bevare vores venskab, og det er lykkedes os. Heldigvis, for nu har vi jo to børn, og de er da også meget taknemmelige for, at vi stadig er gode venner.

Ingen dates

Kirsten har ikke været ude på dates siden sin skilsmisse. Men hun har også travlt. Udover arbejdet med Piaf, er hun til marts med i Revy-Raketten på Menstrup Kro sammen med Ulla Jessen, Lars Arvad og Peter Andersen. Herudover har hun en del koncerter og optrædener rundt omkring. Privat er Kirsten stadig single, hvilket hun har det fint med.

– Jeg er heldigvis ikke bange for at være alene. Når jeg er her i sommerhuset, nyder jeg roen herude. Man skal aktivere sit netværk på en anden måde efter en skilsmisse. For hvem ordner lige parabolen, hvis der er problemer med den, eller sørger for at få bestilt nye vinduer. Det må man selv finde ud af. Man lærer mange nye ting, når man er nødt til at fikse dem selv, ler Kirsten.

Efter en skilsmisse sker der for mange ofte det, at venner og bekendte på trods af alle gode intentioner må vælge side. Det har heldigvis ikke været nødvendigt i Kirstens og Jørgens tilfælde.

– Det, at vi stadigvæk er så gode venner, gør alt meget lettere. Vi har en dejlig vennekreds, som vi har haft igennem mange år, og som vi begge forsat ses med. Selvom det da er lidt mærkeligt nu, at jeg kommer som single, når de andre kommer som par. Det er nok noget, man lige skal vænne sig til. Men jeg er jo ikke den første, der er ude for det, heller ikke indenfor vennekredsen, forklarer Kirsten, der i øvrigt er ved at se efter en lejlighed tæt på København, men også i nærheden af Roskilde, hvor hun har boet igennem mange år, og hvor mange af vennerne forsat bor.

– Det spiller helt klart ind, at jeg kan rykke lidt tættere både på mine børn og på min vennekreds, så vi kan ses noget oftere.

LÆS OGSÅ: Kirsten Siggaard: Jeg bliver lykkelig i naturen

En mand med humor

Kirsten er ikke at finde på hverken Tinder eller nogen som helst anden datingportal. Det er ikke noget for hende, forklarer hun

– Det er måske også sværere, når man er kendt. Så er man nok ofte lidt mere påpasselig med, hvem man lukker ind i sit liv. Man vil i hvert fald gerne kende vedkommendes motiver. Er det kærligheden eller spændingen ved at date en kendt, der trækker?

Når det er sagt, så erkender Kirsten, at hun ikke helt har opgivet håbet om at finde en at dele livet med. En, der har lyst til noget nærvær og som gerne vil gå ture langs vandet med hende under armen.

– Det skal være en mand, der har et godt selvværd. Han skal have noget styrke og kunne rumme, at jeg er meget selvstændig, samtidig med, at han også skal have både en blød, menneskelig side og en god portion humor. Helst skal han også tage sig godt af sig selv og ikke bare lade stå til. Men han behøver altså ikke at have 200 – 300 skjorter. Færre kan også gøre det..!

Oplev blandt andre Kirsten Siggaard til Dansktop-prisen 2019, som vores kollegaer på Familie Journal står bag.:

https://imgix.femina.dk/dansktop.jpg
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også