Jane Aamund - når nogen har været gift med mig, glemmer de det aldrig siden
Kendte kvinder

Jane Aamund: Når nogen har været gift med mig, glemmer de det aldrig siden

Forfatter Jane Aamund kan ikke gøre for det. Men når hun bliver ramt af "passionen" – den altopslugende kærlighed – ændrer hun sig så radikalt og bliver så perfekt, at mændene aldrig glemmer hende. Men passionen er også trættende, og derfor er Jane Aamund flyttet til Vestjylland, hvor hun kan holde problemerne fra livet: Her er der nemlig ingen mænd, der falder i hendes smag.

- Du har vendt vrangen ud på mig og givet mig røde kinder.

Sådan lød Jane Aamunds afslutningskommentar på interviewet, da SØNDAGs journalist Jacob Wendt Jensen mødte hende til en samtale om blandt andet passion og kærlighed, sex og soulmates over en frokost i Lemvig, hvor Jane Aamund bor. I Vestjylland risikerer hun nemlig ikke umiddelbart at blive ramt af ”passionen”, den altopslugende kærlighed, som hun for nogle år side i en samtalebog med Cecilie Frøkjær sagde, at hun ville ønske, hun kunne blive vaccineret mod.

Og den plan går det ganske godt med i Lemvig.

– Jeg holder problemerne fra livet. Det er skønt, for passionen er frygtelig. Når jeg får en ny mand, bliver jeg forvandlet til en servicefunktion. Mine veninder siger til mig, at de vil være min mand, min els­ker eller min hund i det næste liv, fordi jeg farer rundt og laver mad og spørger, hvad de tænker på, og hvad de føler? Om de vil have sex eller pandekager? Jamen jeg er helt perfekt.

 – Når nogen har været gift med mig, glemmer de det aldrig siden, og de ligger og skriger og råber på mig i deres sidste stund. Jeg kan ikke selv gøre for det. Det sker bare. Det er noget værre noget, men det lykkedes mig at komme her til Vestjylland, for her er ingen mænd, der falder i min smag. Det er faktisk derfor, jeg er flyttet herop. Og det har jeg aldrig sagt til nogen før, griner Jane Aamund på 81 år. 

 

LÆS OGSÅ: Jane Aamund: Jeg har set spøgelser

Et tveægget sværd

– Når jeg ændrer mig så radikalt, må det være noget hormonelt. Også selv om jeg efterhånden er helt udhulet. Folk, der har været i seng med mig...  Jamen de glemmer det aldrig. Det var suset, siger de bagefter. Det bliver eddermame et strengt interview det her. Der er aldrig nogen, der har talt om det her med mig!

Men Jane Aamund slår fast, at passionen også er et tveægget sværd.

– En dag vågner jeg jo op, og så er passionen forbi, og så er der ingen, der hjælper med opvasken, og jeg sidder og får øje på, at manden spiser grimt med kniv og gaffel eller noget andet ufordelagtigt. Min amerikanske mand døde, 14 dage før vi skulle giftes, og det er mit livs store sorg, men det var såmænd nok endt på samme måde. Jeg hentede selv hans tandstikker til ham. Det er på en måde tragisk, griner hun. 

 

LÆS OGSÅ: 9 kendte kvinder, der knækkede cancer

Hjerte og smerte

Historien om den amerikanske mand, Robert Adams, professor ved Colorado State University, og Jane Aamund er fortalt i ”Colorado drømme”, der er Aamunds største boghit og gennembrud som forfatter. Den har solgt i mere end 350.000 eksemplarer, hvorefter Jane Aamund blev belønnet med De Gyldne Laurbær.

–Jeg har haft masser af kærester og elskere, og det er en ting, men passionen har jeg haft to gange i mit liv. Med min amerikanske mand. Han var æresgæst på Oxford Universitet. Jeg var gift, og jeg kom med min dyrlægemand, og vi så hinanden, og jeg blev ramt af passionen. Jeg var fuldstændig prisgivet. Vi var soulmates. Han var ikke den bedste seksualpartner. Det var min tandlægemand. Han og hans nye kone og jeg er gode venner. Med tandlægen var det dog ikke passionen, men det var det med min dyrlægemand til at begynde med. Han fik imidlertid en hjernetumor.

– Du adskiller passion og sex…?

– Ja, dét gør jeg. Passionen er hjerte og smerte. Det behøver ikke være sex. Jeg korresponderede med min amerikanske mand i de første to år, og der var nærmest ild i brevene. Vi fik kun fem år sammen, og det tog mig otte år at komme mig.

LÆS OGSÅ: Jane Aamund var død i et kvarter: Der var så fredeligt deroppe

Lige nu er Jane Aamund aktuel med erindringsromanen ”Samtaler om natten”, hvor hun fortæller om de seneste år af sit liv med smerter og en uopdaget hjertefejl, som endte med næsten at koste hende livet.

Læs mere om: