Hanne Boel: "Ja, kærligheden kan knirke"
21. februar 2020Hanne Boel og hendes mand Søren kan ses sammen i en video, der er blevet optaget i forbindelse med titelnummeret til Hannes nye album "Between Dark and Daylight".
Et flot par i italienske omgivelser. Og en flot sang om kærligheden, der ikke altid er nem, men alligevel er værd at kæmpe for.
”Er det deres historie?”, tænker man, når man hører nummeret. Og ja, det kunne også være deres historie, ligesom det sikkert også er mange andres historie, forklarer Hanne Boel selv, der med det nye album er vendt fuldt og helt tilbage til musikscenerne efter otte år som rektor og senere også prorektor på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Havde brug for et "røvhul"
Hanne lærte Søren at kende i starten af 90'erne.
– Jeg plejer at sige, fortæller hun, - at jeg havde brug for at få et ægte røvhul ind i mit band til at styre mit crew. Mit crew var virkelig dygtige, men elendige til at samarbejde. Jeg kendte ikke Søren personligt. Men han var netop kendt for at kunne styre et band og et crew og havde også gjort det på internationalt plan. Så jeg hyrede Søren til at være et røvhul, der kunne skære igennem og sige tingene, som de var. Og så endte han gudhjælpemig også med at få lov til at blive et røvhul i mit liv. Altså ”røvhul” på den måde, at jeg selv havde svært ved nogle gange at sige tingene, som jeg tænkte dem, og dér har jeg virkelig lært noget af Søren. Omvendt har han også lært noget af mig igennem årene om ikke altid at lukke noget ud, bare fordi han tænker, at det vil være det rigtige at gøre.
Læs også: Anna Libak: Jeg forestillede mig aldrig, at jeg skulle have mand og børn
Er jeg patetisk?
Hanne Boel er 52 år, da hun tilbage i 2009 får stillingen som rektor på musikkonservatoriet og skruer ned for sig selv som fuldtidsmusiker.
- Da har jeg stadigvæk rimelig god fart på som musiker, men jeg har i årene inden gået med en tvivl om, hvad der er til mig derude de kommende år. Jeg vil egentlig gerne fortsætte med at spille. Men hvilken vej skal jeg tage? Og er jeg patetisk? Dét er det værste: angsten for at blive patetisk.
– Jeg har lavet nok af store internationale shows til at have set de der sangere, der havde et eller to stærke hits i 70’erne og 80’erne, som folk stadigvæk elsker dem for, og som de stadig rejser glade og tilfredse rundt med. Respekt for det. Men mig fik det til at tænke: ”Skal du også være sådan en, Hanne, der skal suttes helt i bund som et bolsje, indtil der ikke længere er nogen, der kan huske den sang, du lige nu stadig har en arbejdsmulighed på?” Nej, det havde jeg simpelt hen ikke lyst til.
Vender tilværelsen
Lige dér kommer så det opslag om en stilling på musikkonservatoriet, som hun søger og får. Og konservatorietiden viser sig at blive "et vidunderligt afbræk", som simpelt hen vender hendes tilværelse, fortæller hun.
– Jeg fik et andet fokus og var ovenikøbet så heldig, at jeg ikke engang slap taget i at være aktiv musiker. Jeg fik faktisk turneret undervejs. Jeg fik ikke lavet de plader, jeg gerne ville. Men jeg fik så nogenlunde holdt mit publikum ved lige i Danmark og Norge. Og nu er jeg så kommet om på den anden side, og mange af de tanker og bekymringer, jeg havde, da jeg var 52, har jeg ikke som 62-årig.
Når du har rundet de 60: Vi er de nye gamle
Det skulle slutte
Hanne var ansat på konservatoriet til 2017, men hvorfor egentlig give slip på konservatoriejobbet igen?
– Det skulle slutte. Jeg var fuldstændig sikker i min sag. Jeg ville slutte, mens jeg stadig havde fornemmelsen af at være på toppen af mig selv. Når man er mange år på sådan en dynamisk institution, som musikkonservatoriet er, skal man godt nok spænde alt på kroppen for at følge med. Jeg beundrer dem, der kan. Men jeg har også set det modsatte. Det måtte bare ikke ske for mig.
Efter årene på konservatoriet var hun sikker på, at hun skulle ud på musikscenerne igen som udøvende musiker.
– Det vidste jeg faktisk endnu mere, da jeg stoppede på konservatoriet, end da jeg begyndte derude. Det har de otte år også givet mig. Jeg har hørt så meget musik og så mange genreblandinger, at der også har været mange nye inspirationer i det for mig selv.
Hun vidste også, at hun ville i gang med et nyt album. Det, som nu er udkommet med titlen ”Between Dark and Daylight”.
Knirkende kærlighed
I præsentationen af albummet beskriver Hanne selv sangene som sange, der handler om "levet liv, tid, alder, fortrydelser i stort og småt og om knirkende kærlighed”. Knirkende kærlighed? Hvad mener hun med det?
– Knirkende kærlighed er ikke negativt for mig. Det er bare en erkendelse af, at, ja, kærligheden kan knirke. Korte knirkeperioder er de perioder, hvor vi får sagt eller gjort noget ved hinanden, som gør, at man sætter respekten for hinanden lidt over styr. Fordi for mig er det at kunne respektere et andet mennneske en væsentlig del af kærligheden. Og hvis man går og skal gøre sig meget umage for at finde respekten frem, har man altså et kæmpe problem.
– Vi har aldrig været gået fra hinanden. Men vores forhold har været fyldt med alt muligt undervejs. Vi har også haft en ordentligt tur for flere år siden, hvor vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle fortsætte sammen. Jeg var nok mere i tvivl end Søren på det tidspunkt. Men han tog et ordentligt tag i sig selv og kom tilbage på en måde, som jeg gjorde, at jeg kunne se, at nu var det ham, der var foran mig, og at jeg vist hellere måtte få spændt skiene og komme med. For det ville jeg gerne.
Læren af en krise
En af de ting, de lærte af den ægteskabskrise, var, forklarer hun, ”at når kærligheden knirker, så lad for guds skyld være med at starte ved guldhornene”.
– Lad være med at gå langt tilbage til noget, der er sket for "100 år siden" i jeres forhold. Det dur ikke at blive ved med at stikke den der op i hovedet på hinanden: ”Du gjorde også dét og dét dengang.” Og heller ikke at gå og gemme på noget, som man kan ”bruge” imod den anden en dag.
– Det er misforstået respekt at gå og lave bunker af lort. Man gør det måske, fordi man i øjeblikket tænker: ”Arh, det gør ikke noget, det dér. Der går ikke et skår af mig lige nu.” Men den dag, man ikke er et større menneske, end at man tager bunken frem og begynder at bruge den i regnskabets time, er det i virkeligheden dybt respektløst. Dét er vi begge to ret gode til at lade være med. Det er gevinsten ved at have så meget respekt for hinanden, at man får sagt fra i tide og siger tingene ligeud.
Boel-fakta:
* Født 31. august 1957.
* Gift med Søren Hasager. Mor til en datter på 35 og en søn på snart 27.
* Er uddannet musikpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fra Berklee School of Music i Boston.
* Udsendte i 1988 sit debutalbum "Black Wolf".
