Cæcilie Norby: Jeg elsker mænd, men ...

Cæcilie Norby om site nye projekt og om at finde sin egen vej i livet

Seks kvindelige topmusikere fra jazzens verden - og fra seks forskellige lande, faktisk. Skulle det være noget? Og noget af et udspil? Ja, egentlig.

For prøv lige at se her, hvad Cæcilie Norby fortæller om optakten til det album, hun udsendte for nylig med titlen "Sisters in Jazz".

- Jeg havde selv gået og tænkt over det: Kunne man mon? Og så pludselig kom direktøren fra mit tyske pladeselskab og sagde: ”Har du tænkt på at lave noget med kvinder?” Og mit svar var bare: ”Ja, dét har jeg!”

– Og så samlede vi det fedeste hold af europæiske jazzmusikere. Det var kun få af os, der havde mødt hinanden før, og samtidig var der et vældigt spænd aldersmæssigt, fra pianisten Rita Marcotulli fra Italien, der er 60 år, til polske Dorota Piotrowska, der er trommeslager og 28 år. Men det interessante er jo, at alt med alder og køn fordufter op i den blå luft, så snart man begynder at tælle for ind til et nummer.

LÆS OGSÅ: Cæcilie Norby: Jeg var en ret gammel mor

Hvorfor egentlig?

Men hvorfor egentlig sådan et kvindeprojekt?

– Jeg tog valget dels af nysgerrighed, dels af undren. Jeg har arbejdet mest med mænd hele mit liv, jeg elsker at arbejde med mænd, jeg elsker mænd i det hele taget (ha, ha). Men på en eller anden måde er der igennem det sidste halvandet år dukket en række kvindelige kunstnere op, som jeg er kommet til at arbejde med. Det fik mig netop til at gå og tænke over, hvordan det er at arbejde med de fremtrædende og karismatiske kvinder, der er i jazzen.

Der ER jo færre kvinder

– For der ER jo færre kvinder, fortsætter hun, - det ER simpelthen sværere at finde kvinder repræsenteret på den internationale jazzscene. Og det gælder ISÆR i jazz faktisk. I symfoniorkestrene rundtomkring sidder der ret mange kvinder efterhånden. Men kig i de forskellige jazzfestivalprogrammer og du vil se, hvor mandsdomineret jazzen stadig er. Og hvad er det så, de gør, de kvinder, der netop klarer sig på et højt internationalt plan i jazzen? Har de øvet sig ekstra meget? Eller er de globetrottersjæle, der har mere mod på at undersøge musikken og mere lyst til at improvisere end andre? Det er det, jeg forsøger at finde ud af med det her projekt.

LÆS OGSÅ: Annisette: På scenen får jeg enorme kræfter

Min globetrotter-rejse

Cæcilie opfatter også sig selv som en globetrottersjæl.

– Min globetrotter-rejse tog i første omgang afsæt i, at jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville være klassisk musiker, som mine forældre var, hverken operasangerinde som min mor eller komponist som min far. Jeg er altid blevet spurgt: ”Skal du så være sangerinde ligesom din mor?” Mit svar var altid: ”Nej!” Jeg beundrede og beundrer min mor meget. Men jeg havde en trang til at skulle noget andet og ville noget andet. Og til at være mig selv.

Hun blev som bekendt sangerinde alligevel. Men hun skulle flytte hjemmefra først og ud og prøve at leve sit eget liv, fortæller hun I SØNDAG.
- Det tog to år, efter jeg var flyttet hjemmefra, før jeg kunne mærke, at musikken alligevel trak. Det var to år, hvor jeg ikke lavede meget andet end at rende rundt og ryge hash, for at sige det, som det er. Dengang gik man ikke op i at ”blive til noget”. Ikke i min omgangskreds i hvert fald. Det handlede om at være så fedt et menneske som muligt og være så meget i forbindelse med sin kærlige side som muligt.

Begge døde af overdosis

Men så skete der noget voldsomt, der tvang hendes liv ind i en lidt anden bane.

– Jeg var kommet ind i en ungdomsgruppe, da jeg var 16, som var virkelig hardcore, og hvor min daværende kæreste og min bedste veninde begge endte med at dø af en overdosis. Det var virkelig et last exit-signal. Jeg skulle ud af det miljø, og det skulle være nu.

- Jeg fik chancen for at komme ud ved at sige ja til at tage på højskole. Og den højskole blev min redning. For her mødte jeg blandt andre Nina Forsberg, som jeg kom til at synge med i OneTwo, og en masse andre, som stadig er mine rigtigt gode venner den dag i dag.

Shit, mand, her skal jeg ikke være længere...

Her mødte hun også musikken igen og var nu pludselig parat til at tage imod den.

– Jeg tror bare, at efter den tid, hvor jeg blev klar over, at ”shit, mand, her skal jeg ikke være længere”, men hvor det også var vildt hårdt at gå, når ens nærmeste var så langt ude, mærkede jeg pludselig den energi og den power, der lå i musikken til simpelthen at komme videre og søge noget, der var positivt og godt for mig. Pludselig gav det mening for mig at kommunikere med folk igennem musik. Og den mening har jo ikke sluppet mig siden.

– Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan jeg på et tidspunkt, hvor jeg var begyndt at synge i mit første band Frontline, sad i en bil på vej til et spillejob i Jylland. Varmen var gået i stykker, og hvis man kiggede ned imellem sæderne, kunne man se Roskildevej, for der var hul i bunden af bilen. Og da tænkte jeg: ”Yes, det er det her, jeg vil. Jeg vil sidde akkurat sådan her, i en iskold band-bil på vej til jobs, og jeg vil synge med de her gutter. Det er simpelthen det, jeg vil”.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: Når jeg hørte min mors stemme, blev jeg ked af det

På tour med Sisters

I dag regnes Cæcilie Norby for en af Skandinaviens største jazzsangerinder. Tiden med "gutterne" i Frontline og også tiden som popstjerne i OneTwo ser hun tilbage på med stor glæde, fortæller hun, selv om det altså blev jazzen, hun valgte.

Nu er det så for engang skyld ikke "gutter", hun spiller sammen med, når hun tager på tour rundt i landet med "Sisters in Jazz". Tværtimod er hun afsted KUN med kvinder, de samme fem kvinder, som hun har indspillet det nye album med. Et album, hvor i øvrigt også alle numrene udelukkende er skrevet af kvinder, enten af kvindelige kunstnere, som Cæcilie selv har lyttet meget til på forskellige tidspunkter af sit liv, eller af Cæcilie selv.

Cæcilie Norby er på tour med "Sisters in Jazz" fra den 20. februar til den 1. april. Holdet, hun går på scenen med, er: pianist Rita Marcotulli, Italien, saxofonist Nicole Johänntgen, Schweiz, trompetist Hildegunn Øiseth, Norge, trommeslager Dorota Piotrowska, Polen og bassist Lisa Wulff, Tyskland.